Donald Trump

Død elitesoldat, ødelagt fly og billeder af døde børn: Trumps første militæraktion gik ikke som planlagt

Donald Trump arvede en risikabel mission fra Obama. Han godkendte den og står nu med en død elitesoldat, et ødelagt fly og billeder af døde børn.

USA's militær undersøger lige nu omstændighederne ved USA's første større kamphandling efter Donald Trumps indsættelse som præsident.

Ifølge flere medier var der en lang række ting, som gik galt, og mod 15 civile skal have mistet livet.

Ifølge USA mistede 14 al Qaeda-folk livet.

Amerikanerne havde også tab, og denne gang gik det ud over en soldat fra elitekorpset Navy Seals.

Soldaten William "Ryan" Owens mistede livet under operationen, og tre af hans kolleger blev såret i kamp.

Desuden styrtede et militærfly af typen MV-22 Osprey ned, og yderligere to soldater blev kvæstet under styrtet.

Kvinder åbnede ild

Missionen gik ud på at angribe en base for terrornetværket al Qaeda. Målet var at dræbe terrorlederen Abdulraoof al-Dhahab og samle information om terroristernes virke.

Den amerikanske centralkommando oplyser til nyhedsbureauet AP, at civile muligvis blev ramt, da krigsfly gik til angreb mod bevæbnede mænd, som var i voldsom ildkamp med de amerikanske soldater.

Ifølge USA's militær var de civile svære at skelne fra de bevæbnede mænd, fordi de opholdt sig sammen.

Militæret oplyser desuden, at de amerikanske soldater kom under beskydning ”fra alle sider, inklusiv huse og andre bygninger”.

Samtidig afviser USA's forsvarsministerium Pentagon, at de amerikanske soldater blev overfaldet, fordi de bevæbnede mænd var klar over, at amerikanerne ville overfalde deres base.

- Vi har ingen grund til at tro, at missionen blev kompromitteret, siger Kaptajn Jeff Davies, der er talsmand for Pentagon.

Den melding er interessant, fordi aviserne the The Washington Post og The New York Times har en anden og mere detaljeret udlægning af, hvad der skete.

Journalister på aviserne har talt med kilder, som har indgående kendskab til missionen.

Planlagt under Obama

Ifølge avisernes kilder var missionen planlagt, mens Barack Obama stadig var præsident.

Barack Obama godkendte aldrig planen, og der var en lang række sikkerhedsmæssige problemer, som skulle overvejes, før den blev iværksat.

Under alle omstændigheder skulle operationen foregå i en måneløs nat, og planlægningsarbejdet var færdigt så sent, at det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre den før magtskiftet i Det Hvide Hus.

Derfor overlod Barack Obama beslutningerne om den risikable mission til Donald Trump.

Donald Trump blev briefet om missionen den 25. januar, og han gav grønt lys til at gennemføre den dagen efter.

Lørdag den 28. januar gik missionen i gang.

Sammen med elitesoldater fra De Forenede Arabiske Emirater nærmede amerikanske soldater sig landsbyen Yaklaa i den mørke arabiske nat.

Målet var omgivet af minefelter og stærkt bevogtet af militante arabere med tilknytning til Al Qaeda.

Pludselig blev amerikanerne og deres allierede angrebet med overraskende styrke.

Ifølge en yemenitisk Sheikh, som The New York Times har talt med, var al Qaedas folk blevet advaret om, at amerikanerne kom – muligvis fordi de blev ledsaget af dronefly i lav højde.

Der deltog også kvinder i angrebet, og under den 50 minutter lange ildkamp måtte amerikanerne anmode om luftstøtte.

Ifølge Washington Post blev der indsat Cobra-helikoptere og Harrier-fly mod de militante arabere.

Samtidig blev der sat forstærkninger ind fra luften – de ankom i to MV-22 Osprey-fly fra hangarskibet USS Makin Island ud for Yemens kyst.

De to fly skulle lande i ørkenen for at evakuere de sårede soldater, men et af dem ramte jorden så hårdt, at flere om bord kom til skade, og flyet gik i stykker.

USA bombede sit eget fly

Det var umuligt at få flyet i luften igen, så det 70 millioner dollar dyre transportfly måtte ødelægges af en GPS-styret bombe fra et jagerfly.

Amerikanerne ville sikre sig, at det ikke faldt i hænderne på al Qaeda.

Ifølge yemenitiske embedsmænd blev terrorlederen Abdulraoof al-Dhahab dræbt under angrebet.

Det samme gjorde den otteårige datter af terrorlederen Anwar ­al-Awlaki. Han mistede i øvrigt selv livet ved et droneangreb i 2011.

Hvilke informationer, amerikanerne præcis fik indsamlet i forbindelse med angrebet, er ikke blevet oplyst.

Men ifølge Pentagon fik soldaterne opsnappet oplysninger, der "sandsynligvis vil give indsigt i planlægningen af fremtidige terrorhandlinger".

Hidtil har USA primært benyttet sig af droner under kampen mod al Qaeda i Yemen, og ifølge nyhedsbureauet AP kan militæraktionen med elitestyrker være et tegn på en ny kurs i krigen mod al Qaeda.