- Selv hundene har det bedre end os på den her ø
Livet i flygtningelejrene på den græske ø Lesbos trodser enhver beskrivelse. I kulden venter over 6.000 flygtninge på at deres skæbne bliver afklaret.
”Hundene på den her på ø har det bedre end os. Vi lever som dyr ikke mennesker, ” siger Brivan Muhammed, mens hendes øjne slår gnister. Hun er 23 år. Flygtet fra borgerkrigen i Syrien i håbet om fred og et bedre liv. Men det første halve år i Europa, har nok givet fred for borgerkrig, men den modtagelse hun fik i Grækenland, havde hun ikke ventet.
Livet i Moria-lejren på den græske ø Lesbos trodser enhver beskrivelse, forklarer Brivan Muhammed, der ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at mennesker på flugt kunne blive behandlet som hun er blevet i Europa år 2017.
”Jeg har en ondartet knude her,” siger hun og peger på et punkt ved sin hals og skulder.
”Den skal opereres, men det sker ikke. Det siger, det er mit problem, og at jeg selv skal betale, men med hvilke penge? Jeg er jo flygtning.”
TV 2 møder hende i et telt i Moria-lejren. En elektrisk radiator kører på maksimum i et forsøg på at holde kulden ude. Det er ofte is på vandpytterne om morgenen og i mørket ligner folks ånde hvid røg.
Gulvet er isoleret med tæpper. Men gruppen af flygtninge i teltet har jakker og trøjer på. Nogen sågar halstørklæde og hue. Der bliver røget tæt. Selv om små børn sidder på skødet af deres forældre. Desperationen og modløsheden præger de trætte ansigter.
”Hvis jeg kunne tage hjem leve med ydmygelsen og død, gjorde jeg det”, siger Dora Sabhawi. Hun er 27 år, studerede medicin i Syrien inden krigen gjorde livet umuligt. Nu er hun på flugt med sin mand Muhammed og deres to børn: en dreng på et år og pige på tre.
”Børnene forstår ikke at vi har det dårligt,” siger hun og slår ud med armene, men fortsætter så: ”De lever under virkeligt hårde vilkår. Folk falder tit om i lejren. Det er et uværdigt liv.”
Lejren rummer tre gange så mange personer som den er skabt til
Moria-lejren er et såkaldt modtagecenter, drevet af den græske stat. Humanitære organisationer opfordrer den græske regering til at forbedre forholdene i den overfyldte lejr, der huser mindst 3000 flygtninge og migranter, selv om den egentlig kun har plads til små 1000.
Tidligere på måneden blev Grækenland ramt af en snestorm, der bare forværrede situationen for de mange mennesker, der kunne se deres små iglotelte blive begravet i sne. Moria-lejren – en tidligere militærforlægning – ligger på en bjergtop. Forleden døde en ung pakistansk mand. Det tredje dødsfald på bare en uge i lejren, hvor livsbetingelserne bliver stadig værre for de mange flygtninge og migranter, der venter her i månedsvis før deres asylansøgning er færdigbehandlet. ”Hvorfor skal vi have sådan en behandling?”, spørger Brivan Muhammed.
Uden for lejren er politiet massivt til stede. Lejerne er omgivet af hegn med pigtråd øverst, men beboerne kan frit bevæge sig ud og ind. Men så længe de ikke har fået færdigbehandlet deres asyl-sag, må de ikke forlade Lesbos.