Donald Trump

Hov, har vi ikke set det et sted før? Svensk minister laver sjov med Trump

Klima- og vicestatsminister Isabella Lövin (til venstre) underskriver ny klimalovgivning i Sverige. Billedet er opsat ligesom et viralt foto af Donald Trump. JOHAN SCHIFF, REGERINGEN / Scanpix Denmark

De europæiske lande holder ikke igen med at lave sjov med den amerikanske præsident.

Den svenske regering har med klima- og vicestatsminister Isabella Lövin i spidsen underskrevet en lov, som skal sikre, at Sverige i fremtiden skærer ned på udledningen af drivhusgasser.

Selvom det ambitiøse mål med loven er, at Sverige skal være helt fri for fossile brændstoffer inden 2045, var det ikke ligefrem dét, som løb med overskrifterne fredag.

Faktisk morede flere internationale medier sig i stedet over den opstilling ministeren havde taget på det billede, hun lagde på de sociale medier, inden underskriften blev sat:

Til billedet skriver Isabella Lövin, at alle fremtidige regeringer er forpligtet til at reducere udledningen af drivhusgasser.

- Til en bedre planet og en bedre fremtid. 

Bag ministeren står et hold af embedsmænd og særlige rådgivere. Og hov, ser opstillingen ikke en smule bekendt ud?

Det ligner meget den samme opstilling som den, den amerikanske præsident Trump havde stående bag sig, da han efter tre dage i Det Hvide Hus underskrev en præsidentiel erklæring, hvori han gjorde det muligt at fjerne den finansielle støtte til udviklingsorganisationer i både ind- og udland, der hjælper kvinder til abort og prævention.

Donald Trump underskriver et dekret, som gør det muligt at fjerne støtte til udviklingsorganisationer, der støtter kvinders ret til abort og prævention.

Den svenske minister forklarer sit billede i en skriftlig kommentar til nyhedsbureauet AFP.

Feministisk regering

- Vi er en feministisk regering, hvilket vi viser i dette foto. Det er ultimativt op til iagttagerne at fortolke billedet, skriver ministeren.

Allerede i dagene efter præsident Trumps dekret mod abort, affødte fotoet en del morsomheder på det store internet.

- Så længe du lever, kommer du ikke til at se et fotografi af syv kvinder, der underskriver en lovgivning, som bestemmer, hvad mænd kan gøre med deres kønsorganer, skrev Martin Belam, der er redaktør på den britiske avis The Guardian.

Det tog ikke internettet længe at photoshoppe sig frem til dette:

Selvom Donald Trump blot har bestredet præsidentembedet i to uger, er det bestemt ikke første gang, Europa laver fis med den nye Commander in Chief.

Holland byder Trump velkommen

Selvsamme dag som præsident Trump underskrev dekretet mod abort, udgav det hollandske tv-program Zondag met Lubach en video på Facebook, hvor Holland byder den amerikanske præsident velkommen:

Siden er flere europæiske lande, herunder Tyskland, Schweiz, Belgien og Portugal, fulgt trop.

Og herhjemme i Danmark har Natholdet heller ikke holdt sig for fine til at lave en video.

Natholdet forsøger at promoverer Danmark som næstbedste land i Verden efter USA.