Donald Trump

Trump ryster forholdet til Australien gennem telefonen: Vi må være barske

USAs præsident og Australiens premierminister stødte sammen i en "kontant" telefonsamtale. Nu siger Trump, at det er på tide at være "hård".

Forholdet mellem USA og Australien plejer normalt at være varmt, men det er angiveligt kølet ned efter en telefonsamtale mellem USAs præsident Donald Trump og Australiens premierminister Malcolm Turnbull.

Når I hører om de barske telefonsamtaler, jeg har, så skal I ikke bekymre jer om det. De er barske, vi må være barske.

Donald Trump, præsident, USA

Samtalen fandt sted i weekenden, hvor Trump ringede til sin australske kollega, og den er blevet en international nyhedshistorie efter avisen Washington Post opsnappede, hvad den handlede om.

Ifølge avisen kaldte Trump samtalen for "den værste telefonsamtale, han har haft", siden han overtog præsidentposten.

Samme dag havde Trump blandt andet talt med Ruslands præsident Vladimir Putin.

Telefonsamtalen var planlagt til at vare en time, men efter 25 minutter afbrød Donald Trump samtalen, skriver avisen. 

Smed Trump røret på?

Ifølge kilder i den australske regering, som den australske tv-station ABC News har talt med, havde de to ledere "en kontant" samtale, der var "kortere end ventet".

ABCs kilder siger desuden, at Washington Posts oplysninger er "grundlæggende korrekte".

Den australske tv-kanal Sky News fortæller på baggrund af kilder i den australske centraladministration, at de to ledere råbte ad hinanden.

Billedet her er fra selve samtalen. Til stede i Det Ovale Værelse er Trumps nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn (midt) og præsidentens chefstrateg Steve Bannon.

Tilsyneladende opfattede Turnbull den nye amerikanske præsident som en bølle og valgte at sætte hårdt mod hårdt, beretter Sky News på baggrund af sine kilder.

Den australske premierminister benægter imidlertid flere mediers oplysninger om, at Donald Trump smed røret på.

- Jeg kan bekræfte, at oplysningerne om, at præsidenten smed røret på, ikke passer, siger Malcolm Turnbull til radiostationen 3AW.

Opkaldet fra Trump til Turnbull tog ifølge The Washington Post udgangspunkt i en flygtningeaftale, der er indgået mellem Australien og USA. 

Trump flytter under samtalen. Billederne er offentliggjort af Det Hvide Hus.

Turnbull forsøgte i samtalen at få Trump til at bekræfte, at USA vil modtage 1250 flygtninge fra Australien. USA indgik aftalen med Australien, da Barack Obama var præsident.

Donald Trumps holdning til flygtninge er ganske anderledes end Barack Obamas. Dagen inden opkaldet til Australien havde Trump underskrevet et dekret om indrejseforbud for borgere fra syv lande.

"Den dumme aftale"

Og da Donald Trump skulle forholde sig til aftalen med Australien, sagde præsidenten ifølge Washington Post til Turnbull, at Australien forsøgte at eksportere de "næste Boston-bombere" - med henvisning til terrorangerebet i Boston i 2013.

Trump under samtalen med Turnbull.

Premierministeren selv vil over for AFP ikke kommentere meldingerne om samtalen. 

- Jeg sætter pris på interessen, men det er bedst, at disse samtaler er oprigtige, ærlige og private, siger han. 

Da historien om weekendens opkald kom ud tidligt torsdag morgen dansk tid, besluttede Donald Trump sig for at kommentere flygtningeaftalen med Australien på Twitter.

- Er det virkelig rigtigt? Obamas forvaltning sagde ja til at tage imod tusindvis af illegale migranter fra Australien. Hvorfor? Jeg vil nærlæse denne dumme aftale, hed det fra præsidenten.

Donald Trump har også kommenteret på telefonopkaldet. Det gjorde han ved et religiøst arrangement torsdag morgen, lokal tid.

- Når I hører om de barske telefonsamtaler, jeg har, så skal I ikke bekymre jer om det. De er barske, vi må være barske. Det er på tide, at vi bliver en smule hårde. Vi bliver udnyttet af hvert eneste land i verden. Det kommer ikke til at ske mere, sagde Trump ved arrangementet National Prayer Breakfast i Washington.

Forholdet til USA er "bundsolidt"

Den australske premierminister fastholder, at USA og Australien har en aftale, og han siger, at han regner med, at USA lever op til den.

- Præsidenten har forpligtet sig, siger Turnbull til radiostationen 3AW.

- Vi forventer at forpligtelsen vil fortsætte, hedder det videre.

USA og Australien er uenige om flygtningeaftale.

Australien betragtes som en af USA's nærmeste allierede, men på de australske tv-stationer siger flere politiske analytikere, at forholdet lige nu formentlig er det dårligste siden Australien trak sine soldater ud af Vietnamkrigen og anerkendte Nordvietnam som en selvstændig stat i 1973.  

Ifølge Turnbull er forholdet mellem de to lande imidlertid stadig "bundsolidt" - det siger han til radiostationen 3AW.

The Washington Post har talt med en række anonyme kilder, der fortæller, at Trumps samtale med den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, også foregik med hævet toneleje. 

Donald Trumps stab har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag, men siger, at Trump har haft meget produktive samtaler med lederne fra Japan, Tyskland, Frankrig og Rusland.