Udland

Jøder giver muslimer nøgle til synagoge, efter moske brændte ned

Da en moske brændte ned i en lille amerikansk by i weekenden, kom begrebet næstekærlighed til sin ret.

Muslimer i den texanske by Victoria i USA fik hjælp fra uventet kant, da deres lokale moske brændte ned til grunden lørdag nat.

Den jødiske menighed i byen gav nemlig muslimerne nøglen til byens eneste synagoge, så de havde et sted at bede, skriver det amerikanske medie CNN.

En gestus, der ikke kom bag på lederen af moskeen.

- Jeg har aldrig tvivlet på, at vi ville få støtte, lyder det fra formanden i det islamiske center i Victoria, Shadid Hashmi.

- Vi har altid haft et godt forhold til samfundet her, fortæller han.

Det var Robert Loeb, som er formand for synagogen, der overrakte nøglen direkte til den muslimske leder.

- Alle kender alle her, og jeg kender flere medlemmer af moskeen og havde ondt af dem. Når en katastrofe som den her opstår, er vi nødt til at stå sammen, siger han til det jødiske medie i USA Forward.

Moske vandaliseret flere gange

I byen er der adskillige kirker, men kun en enkelt synagoge og en enkelt moske, som altså nu er brændt ned.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men det er ikke første gang, moskeen har været udsat for problemer, siden den blev opført i år 2000.

Tidligere i år blev der stjålet computere og flere andre elektroniske apparater fra moskeen, ligesom en mand i 2013 udøvede hærværk mod den muslimske bygning, da han skrev ordet ’H8’ – en forkortelse for det engelske ord ’hate’ - på siden af moskeen. Det skriver New York Times.

Muslimerne er også i undertal i byen, hvor der bor omkring 60.000 personer. Men det samme er jøderne, og netop derfor valgte den jødiske formand at bakke op.

- Vi er omkring 25-30 jøder i Victoria, og de er måske omkring 100 muslimer. Vi har masser af bygning til en lille del jøder, fortæller Robert Loeb til Forward.

Flere ville hjælpe 

Det var ikke kun jøderne, der tilbød sin hjælp.

Ifølge den muslimske talsmand Shadid Hashmi blev tre kristne kirker også stillet til rådighed, ligesom en tom kontorbygning blev tilbudt det muslimske mindretal. 

Det blev kontorbygningen, der endte med at lægge lokaler til den muslimske bøn i tre dage, før et transportabelt mobilhjem blev opført på moskeens grund.

Branden blev opdaget lørdag klokken to om natten lokal tid af en ekspedient i en dagligvarebutik, som tilkaldte brandvæsenet. Det tog cirka fire timer at få branden under kontrol.

Ingen kom til skade.