Donald Trump

Trumps store tv-show: Så timet var udnævnelsen

Donald Trump har tidligere været vært på sit eget reality-show, The Apprentice, og den erfaring brugte han, da han tirsdag nominerede en ny dommer.

Fortiden som vært på reality-programmet 'The Apprentice' fornægtede sig ikke, da USAs præsident, Donald Trump, i går skulle udnævne sin kandidat til landets nye højesteretsdommer. Det skriver NY Times.

Trump begyndte allerede at tease for den længe-ventede beslutning i sidste uge, hvor han sagde til medlemmer af det republikanske parti, at han troede, at han inderst inde allerede vidste, hvem der ville blive hans valg.

- Jeg tror, at i vil blive meget, meget begejstrede, sagde han ifølge The Telegraph i videosamtalen.

Annoncerede sit valg i den bedste sendetid

Forud for nomineringen havde Trump også meddelt på Twitter, at han havde truffet sin beslutning:

- Jeg har truffet min beslutning om, hvem jeg vil nominere som ny højesteretsdommer. Beslutningen vil blive annonceret live på tirsdag klokken 20.

Tidspunktet betød, at tv-stationerne blev nødt til at sende det midt i den bedste sendetid.

I går, på selve dagen for udnævnelsen promoverede Trump 'showet' ved at opfordre seere til at slutte sig til ham, når han afslørede, hvem der havde vundet retten til at være i den amerikanske Højesteret via Facebook Live.

Kandidatliste skåret fra 21 til 2

Allerede i september havde Trump præsenteret en liste på 21 personer, som han overvejede til jobbet. Siden da blev listen skåret ned og få timer inden nomineringen stod blot to personer tilbage - Den 49-årige Neil Gorsuch og den 51-årige Thomas Hardiman. For at opretholde spændingen var begge inviteret til Det Hvide Hus i går aftes. Begge kandidater var også blevet udstyret med to identiske Twitterkontoer @JusticeGorsuch og @JusticeHardiman.

Og Det Hvide Hus' østfløj var da også fyldt med journalister, da Trump i går løftede sløret for, hvem han nominerede som sin kandidat til dommerembedet. Få minutter efter klokken var slået 20, stillede Trump sig bag podiet og sagde:

- Jeg lovede det amerikanske folk at finde den bedste dommer i hele landet. Og jeg er en mand, som står ved mit ord, sagde han, hvorefter han afslørede Neil Gorsuch som i dag er føderal dommer i Denver, Colorado, som sit valg.

Demokrater vil blokere udnævnelse

USA's højeste domstol har en meget omfattende magt, når det gælder om at afgøre om love er forenelige med konstitutionen. Dommere som udpeges af republikanske præsidenter har en tendens til at være mere kritisk indstillede til emner som for eksempel fri abort og ægteskab mellem samme køn.

Den amerikanske Højesteret består for tiden af fire dommere som ses som konservative, og fire som er mere liberale.

Obama forsøgte under sin embedsperiode at få endnu en liberal dommer på plads i Højesteret, men udnævnelsen blev blokeret af republikanerne. Og nu vil Demokraterne betale tilbage ved at blokere Neil Gorsuch.

- Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at stoppe udnævnelsen, siger den demokratiske senator fra Oregon, Jeff Merkley, til Politico.