Udland

Politiet troede det var en joke: Hvid tiger løs i Italien

En sjælden hvid tiger var lørdag løs i Siciliens gader i Italien.

Morgenfreden blev i den grad forstyrret på den italienske ø Sicilien i lørdags. Omkring daggry blev de morgenfriske borgere mødt af lidt af et syn, da en hvid bengalsk tiger pludselig kom spankulerende ned ad Monreales gader i provinsen Palermo. 

Det skriver engelske Dailymail

Politi troede, det var en joke

Dem, der befandt sig i gadebilledet, fik hurtigt benene på nakken og søgte ly inden døre, mens politiet blev tilkaldt.

Først havde de lokale myndigheder dog meget svært ved at tro på de henvendelser, de fik. Det fortæller byens borgmester, Piero Capizzi, som selv troede, at det var en joke. 

Alvoren gik dog hurtigt op for dem, og mens store dele af trafikken blev spærret af, fandt politiet frem til den hvide tiger, som på det tidspunkt havde taget ophold ude foran et butiksvindue. Butikkens indehaver var skyndt sig op i sikkerhed på første sal. 

Undsluppet fra svensk cirkus

Den sjældne tiger var - nogle timer forinden - undsluppet fra et svensk cirkus, som gjorde ophold i nærheden af byen. Det er dog endnu uvist, hvordan den hvide tiger, som går under navnet Oscar, formåede at slippe løs. 

Ved hjælp af en lang række bure og en god portion kød lykkedes det de lokale myndigheder at fange tigeren Oscar, som herefter blev transporteret tilbage til cirkusset. 

Politiet undersøger i øjeblikket, hvordan tigeren kunne slippe løs. Ingen borgere kom til skade. 

Den hvide tiger er populær i zoologiske haver og cirkusser verden over, men er ikke set i naturen siden 1958.