Udland

Medier og politikere i USA tordner mod Trump

I USA er netforsiderne fyldt til randen med historier om Donald Trumps nye udlændingestramninger. Aktivister protesterer, flere politikere er rasende.

Den nye amerikanske præsident Donald Trumps nyeste dekret, der betyder hårde stramninger på immigrations- og flygtningeområdet har det seneste døgn skabt furore og massive demonstrationer i flere lande.

Disse lande er sortlistet

USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet et dekret, der udelukker indrejse fra følgende lande:

  • Iran
  • Irak
  • Libyen
  • Somalia
  • Sudan
  • Syrien
  • Yemen

Flere tusinde personer har de seneste timer protesteret i lufthavne i primært USA, og kommentatorer og analytikere fylder tv-fladerne for at forsøge at komme til bunds i de sociale og geopolitiske konsekvenser af den nye politiske linje.

Og de store amerikanske mediers hjemmesider er også fyldt med historier om konsekvenserne af det seneste dekret. Og de er overvejende negativt stemt.

En af de mest kritiske publikationer er en leder fra den anerkendte avis New York Times, hvor avisens ledelse under overskriften ’Donald Trumps muslimforbud er kujonagtigt og farligt’ går avisens ledelse til angreb på den nye præsident og kalder beslutningen om at underskrive det nye dekret for ondskabsfuld.

Guide til immigranter

Samtidig beskriver flere medier, hvordan det nye dekret har skabt stor forvirring for immigranter og studerende fra de syv ’forbudte’ lande.

Det har fået nyhedsmediet CNN til at publicere en guide til, hvordan stramningerne kan ramme den enkelte borger.

TV 2-korresponden Jesper Steinmetz vurderer, at Donald Trump har fået en juridisk lussing, efter at en dommer har blokeret Trumps ordre om deportation.

I guiden kan immigranterne få svar på spørgsmål som ’hvad kan jeg gøre for at beskytte mig selv?’, ’Hvad nu, hvis jeg er rejst ud af USA og har brug for at rejse ind igen?’ og ’kan mine slægtninge rejse med tilbage til USA med mig, hvis jeg er amerikansk statsborger?’.

Samtidig begynder de personlige historier om konsekvenserne af dekretet at dukke op i de amerikanske medier.

En af dem, der har fortalt sin historie, er iranskfødte Sanaz Ahari, der er ansat hos internetgiganten Google. Hun fortæller, hvordan dekretet har ’vendt op og ned på hendes liv’.

Hun har arbejdstilladelse i USA og er gravid i 37. uge. Derfor var det planen, at hendes forældre snart skulle rejse til USA fra Iran for at være med til deres barnebarns fødsel.

Udenrigsminister Anders Samuelsen kritiserer Donald Trumps indrejseforbud.

Men med de nye stramninger, kan det vise sig at blive umuligt, og derfor ved Sanaz Ahari ikke, hvornår hun kommer til at se sine forældre igen, skriver The Wall Street Journal.

Republikanernes ledere er tavse

Imens protesterne i lufthavnene i USA har overrasket mange, kritiserer flere republikanske politikere i Kongressen nu også åbent de nye stramninger, skriver Washington Post.

Men fra de ledende politikere i det republikanske parti – også kendt som GOP – var der længe tavshed. 

Formanden for Repræsentanternes Hus (det ene af de to kamre i den amerikanske kongres) Paul Ryan og formanden for Senatet (det andet kammer i Kongressen) Mitch McConnell var indtil søndag eftermiddag tavse omkring det nye dekret og de efterfølgende protester. 

Men for kort tid siden har Mitch McConnell udtalt, at Kongressen skal være forsigtig, når den fører præsident Trumps dekret på immigrationsområdet ud i livet, skriver nyhedsbureaet Reuters. 

Samtidig siger han, at "nogle af vores bedste kilder" i krigen mod terror er muslimer - både i USA og i udlandet.

Fredag var Paul Ryan blandt de første politikere, der officielt bakkede op om Donald Trumps nyeste dekret, og lørdag gentog hans kontor støtten.

Til mine kollegaer: I skal aldrig mere belære mig om amerikansk politisk lederskab, hvis I er tavse i dag.

Senator Chris Murphy fra staten Connecticut

- Dette er ikke en religiøs test, og det er ikke et forbud mod folk fra nogen religion, skrev talsmanden AshLee Strong. Siden har der været radiotavshed fra toppolitikeren. 

Paul Ryans forsvar og Mitch McConnells tavshed har fået flere af deres partimedlemmer til at se rødt.

En af dem er den republikanske senator Chris Murphy fra staten Connecticut, der på Twitter skriver følgende besked:

- Til mine kollegaer: I skal aldrig mere belære mig om amerikansk politisk lederskab, hvis I er tavse i dag.

Den republikanske politiker Charlie Dent har efter den seneste udvikling også kritiseret det nye dekret.

- Det her er latterligt. Jeg forstår, hvad hans (Donald Trumps, red) intention er, men uheldigvis lader det til, at dekretet er blevet hastet igennem uden tilstrækkelig omtanke. Der er mange, mange nuancer i immigrationspolitik, der kan betyde liv eller død for mange uskyldige og sårbare mennesker i hele verden, siger han.

Den republikanske senator i staten Nebraska Ben Sasse bakker op om Donald Trumps fokus på at beskytte landets grænser, men han mener samtidig, at dekretet er ’for bredt’.

- Hvis vi sender et signal til Mellemøsten om, at USA ser alle muslimer som jihadister, vinder de, der rekrutterer nye terrorister, fordi de kan fortælle deres børn, at Amerika bandlyser muslimer, og at det her drejer sig om USA mod en religion. Vores generelle kamp mod jihadisme kræver visdom, siger han.

Afvisninger skete før forbuddet

I den mere ubekræftede boldgade skriver NBC News, at dusinvis af immigranter – primært med studievisum – i ugerne op til det nye forbud har fået at vide af immigrationsofficerer, at deres visum var blevet afvist, da de vendte tilbage fra vinterferie i udlandet.

Men vi ville ikke gøre sådan noget i Danmark, siger Søren Espersen om Trump-dekret.

Unavngivne immigrationsmedarbejdere fortæller NBC News, at de studerende kom fra lande som Saudi-Arabien, Jordan og Tyrkiet – altså ikke lande, der er på ’forbudslisten’.  

Det vides ikke, om afvisningerne af visaene har forbindelse til det nye dekret.