Donald Trump

Fem tidligere udenrigsministre: Danmark var ikke forberedt på Trump

Ifølge fem tidligere danske udenrigsministre var vi helt uforberedte på Trump.

Efter godt en uge med Donald Trump som præsident står det klart, at han agter at gennemføre det, som han sagde i valgkampen. Det var Danmark ikke forberedt på, siger fem tidligere udenrigsministre, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

- Vi havde ikke set det komme. Først blev han afskrevet som en vittighed, og dernæst troede vi, at han ville ændre tone, når først han var valgt. Men det er jo om muligt blevet endnu værre. Så vi må begynde at indstille os på en ny verdensorden, som vil stille meget større krav til europæisk samarbejde, mener Uffe Ellemann-Jensen (V).

Mogens Lykketoft (S) supplerer:

- Vi havde håbet på en gang løftebrud og var ikke forberedt på et så dramatisk kursskifte, fastslår Mogens Lykketoft.

Han mener, at 'Europa skal revurdere forholdet til USA', hvis Trumps linje fortsætter.

Også Holger K. Nielsen (SF) mener, at Danmark blev taget på sengen:

- Vi har ikke været forberedt på ret meget. Vi har ikke taget ham alvorligt, men har sagt, lad os vente og se, siger Holger K. Nielsen.

Per Stig Møller (K) siger, at 'man har ikke været uforberedt, men man har bare håbet, at han ikke ville gøre, hvad han sagde'.

Den femte forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) siger, at ingen havde forestillet sig en præsident, som får USA til at lukke sig om sig selv.

- Det ser i foruroligende grad ud til, at han lever op til sine valgløfter. Vi kunne måske godt være mere forberedte, men det kom bag på alle, at han kunne vælges, mener Martin Lidegaard.