Udland

Amerikansk forsvarsminister lover troskab til Nato

James Mattis har allerede været i kontakt med den tyske og franske forsvarsminister efter sin tiltrædelse.

Den nye amerikanske forsvarsminister, James Mattis, har i en telefonsamtale med den tyske forsvarsminister understreget USA's opbakning til Nato, skriver Reuters.

Mattis forsikrede i samtalen den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, at "USA vil fortsætte sit langvarige engagement over for Nato-alliancen", lyder det fra Pentagon i en udtalelse.

I en udtalelse skriver ministeriet, at Mattis også diskuterede vigtigheden af Nato i en samtale med den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian.

James Mattis har også talt i telefon med den israelske forsvarsminister, Avigdor Liebermann. Her drøftede de forholdet mellem USA og Israel, hvor Mattis understregede den amerikanske støtte til Israels sikkerhed, står det i erklæringen.