Donald Trump

Agent hos Secret Service: Jeg tager ikke en kugle for Trump

En af de agenter som skal passe på USAs nyvalgte præsident kaldte Donald Trump for "en katastrofe" inden valget.

Chefen for den amerikanske sikkerhedstjeneste Secret Service i storbyen Denver møder nu voldsom kritik, fordi hun har skrevet på Facebook, at hun ikke vil "tage en kugle" for Donald Trump. Det skriver avisen Washington Examiner.

En kvindes plads er hos modstandsbevægelsen.

Kerry O'Grady, Agent, Secret Service

Agenten Kerry O’Grady skrev på sin Facebook-profil inden Donald Trump blev valgt, og hun nævner ham ikke ved navn, men opslaget efterlader ikke megen tvivl om, hvad hun mener.

- Jeg vil hellere gå i fængsel end tage en kugle eller give støtte til, hvad jeg mener, er en katastrofe for dette land, skrev hun på Facebook i oktober måned.

Det er ikke tilladt for agenter hos Secret Service at udtrykke deres politiske overbevisning, men Kerry O’Grady skrev, at hun var ligeglad med reglerne.

- Jeg holder med hende, hedder det i opslaget, med hentydning til Donald Trumps modstander Hillary Clinton.

Det er lykkedes Washington Examiner at få et interview med  Kerry O’Grady, og hun fortæller til avisen, at hun slettede opslaget efter nogle dage.

Kerry O'Gradys profil på det sociale netværk LinkedIn

Hun fortæller, at det kom som en reaktion på historierne om, at Donald Trump havde begået seksuelle overgreb mod flere kvinder.

Hun siger, at hun nu har tænkt over tingene, og at hendes politiske overbevisning på ingen måde kommer til at gå ud over jobbet med at beskytte USAs præsident.

Kerry O’Grady er dog stadig imod Donald Trump som præsident.

Da han blev indsat skiftede hun sit profilbillede på Facebook ud med et billede af Prinsesse Leia fra Star Wars og skrev:

- En kvindes plads er hos modstandsbevægelsen.

Billedet er dog fjernet igen, og hendes profil er nu skjult.