Røg toppen af Mount Everest under dødbringende jordskælv?
Det sagnomspundne bjerg skal måles op af fem indiske forskere.
Forskere skal have målebåndet frem på Mount Everest for at afgøre, om de voldsomme jordskælv for to år siden har slået toppen af verdens højeste bjerg.
Det skriver AFP.
Nepal blev i april 2015 ramt af et jordskælv, der målte 7,8 på Richterskalaen.
I omegnen af 9.000 mennesker døde, 22.000 kom til skade og op mod 80.000 hjem blev ødelagt af de voldsomme rystelser vest for Kathmandu.
Derudover kan det ske, at toppen blev slået af et af Nepals mest kendte vartegn og turistmagneter, nemlig Mount Everest.
Lang debat blandt kloge hoveder
Debatten i det videnskabelige samfund har varet ved siden da.
- Men bjergtoppe er jo i bevægelse hele tiden, siger Trine Dahl-Jensen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
Men hvordan afgør man så, om jordskælvet kostede Mount Everest et par centimeter i højden?
- Det er meget, meget svært at svare på, mener den danske forsker.
Mount Everest giver sig i begge retninger. Indien skubber sig under Asien, og det løfter bjerget. Men samtidig slider vejr, vind og is på bjergtoppen.
- Derfor drejer sig om ganske få centimer i begge retninger, og det ender nok med nogenlunde den samme højde, vurderer Trine Dahl-Jensen.
Afgørende punktum for debat
Men nu skal det afgøres en gang for alle.
Derfor sender Indien nu en ekspedition med fem forskere til nabolandet Nepal for at måle toppen og sætte et afgørende punktum for den debat.
Det siger Indiens ledende landinspektør, Swarna Subba Rao.
- Vi vil måle det op igen, siger han til Indiens største nyhedsbureau, Press Trust of India, og oplyser, at holdet tager af sted om to måneder.
- Der er gået to år siden det store jordskælv i Nepal, og der er usikkerhed i det videnskabelige samfund om, hvorvidt det faktisk er skrumpet, forklarer Swarna Subba Rao.
Jordskælvet, der var Nepals mest dødbringende katastrofe, menes også at have flyttet jorden under hovedstaden Kathmandu flere meter mod syd.