Trump går i gang med at fjerne 'den værste aftale i historien'

Den værste aftale af sin slags i historien, kalder Donald Trump handelsaftalen mellem Canada, Mexico og USA. Derfor skal der bygges toldmure.

Donald Trump har lige siden han annoncerede sit kandidatur til præsidentposten plæderet for en ting: De amerikanske handelsaftaler er en hæmsko for USA, og de skal i vid udstrækning fjernes.

Derfor er det heller ikke overraskende, at Donald Trump allerede er gået i gang med at se på hvilke aftaler, der skal revurderes.

Donald Trump annoncerede i en tale for hans toprådgivere i Det Hvide Hus, at han vil mødes med Canada og Mexico, for at genforhandle de tre landes aftaler om – næsten – ubegrænset handel over grænserne.

- Vi vil mødes med den canadiske premiereminister og den mexicanske præsident, som jeg kender. Og vi starter forhandlingerne om Nafta, lød det fra Trump i nat dansk tid.  

Nafta – the North American Free Trade Agreement – er en handelsaftale mellem Canada, Mexico og USA.

Sidder med et es i ærmet

Aftalen fjerner stort set al told mellem de tre lande, hvilket gør samhandlen væsentlig billigere. Men aftalen gør det også nemmere og billigere for amerikanske virksomheder at flytte produktion til Mexico. Derfor er det netop en kerneopgave for Donald Trump at genforhandle handelsaftaler i håbet om, at andre aftaler kan skabe jobs indenfor USA's grænser. 

Og Donald Trump sidder med noget af et es i ærmet forud for de indledende forhandlinger.

For hvis ikke Canada, Mexico og USA kan blive enige om en ny aftale, som Trump er tilfreds med, så kan han rive aftalen midt over. Han skal blot give Mexico og Canada en skriftlig notits seks måneder inden.  

Præcis hvilke delelementer en aftale skal indeholde, før Trump vil godkende den, er usikkert. Men i hvert fald ønsker han toldbarrierer og en bedre kontrol med migrationen fra Mexico.

Under valgkampen kaldte Trump aftalen for "den værste handelsaftale i historien". Han lovede derfor, at han ville genforhandle aftalen eller annullere den.

Siden valgsejren i november har Mexico og Canada givet udtryk for velvilje overfor en genforhandling.

Det er dog især den mexicanske/amerikanske relation, der står for skud under forhandlingerne. Trump fortalte toprådgiverne, at han ser frem til samarbejdet med den mexicanske præsident, Enrique Pena Nieto. De to præsidenter skal mødes den 31. januar.

- Præsidenten har været virkelig fantastisk. Jeg tror, vi vil ende med et godt resultat for Mexico og Amerika og alle der er involveret, lyder det fra Trump.

23 år gammel aftale

Ifølge TV 2’s udsendte reporter, Jesper Zølck, så er Donald Trumps meldinger om snarlige forhandlinger et klart signal.

- Man må sige, at han holder et meget tungt løfte, med de her udmeldinger. Nafta fyldte utroligt meget i hans valgkamp. Kampen mod at amerikanske arbejdspladser flytter til Mexico. Han vil gerne have produktionsarbejdspladser tilbage til USA. Han vil gerne have at varerne bliver produceret og solgt i USA, siger Jesper Zølck.

Nafta trådte i kraft under Bill Clintons præsidentskab i 1994. De første spæde stik til handelsaftalen stammer fra 1987 under Ronald Reagans tid som præsident.  

Aftalen fjerner stort set al told mellem de tre lande, hvilket gør samhandlen væsentlig billigere. Derudover gør aftalen det også nemmere og billigere for eksempelvis amerikanske virksomheder, at flytte produktion til Mexico.

Flytning af produktionen er især sket hos de amerikanske bilproducenter, som med aftalen kan få billig arbejdskraft i Mexico. Modsat er amerikanskproducerede varer eksporteret til Mexico steget voldsomt efter aftalen trådte i kraft. Sidste år var eksporten 470 procent højere sammenlignet med 1993.

Ikke løbet fra handelsaftale siden 1866

Hvis forhandlingerne ender med, at USA river Nafta-aftalen fuldstændig over, er det usikkert hvilke konsekvenser det vil få. Hvis det ender med, at aftalen bliver annulleret helt, vil det være første gang siden 1866, at USA trækker sig fra en handelsaftale. 

Ifølge tænketanken The Economic Policy Institute er 800.000 amerikanske jobs flyttet til Mexico mellem 1997 og 2013. Til gengæld vurderer U.S. Chamber of Commerce, en organisation der repræsenterer forretningsinteresser, at omkring 6 millioner nuværende jobs afhænger af Nafta – eksempelvis ved at jobsene afspejler en produktion af eksportvarer til Canada og Mexico.