Udland

I bidende kulde: Kasakhstan kan blive stedet, hvor freden begynder

Nu forsøger de to arvefjender at finde frem til fred i Kasakhstans hovedstad Astana – langt fra slagmarken i Syrien.

Forventningerne var skruet godt op forud for fredsforhandlingerne i Astana, der var planlagt til at skulle begynde kl. 8 dansk tid. Delegationen fra det syriske regime sad klar på den ene side af det enorme rundbord, mens oprørernes pladser stod gabende tomme. Først efter 40 minutter kom der skred i processen, hvor oprørerne satte sig til bordet.

Planen var, at oprørerne skulle forhandle ansigt til ansigt med det syriske regimes udsendte i et forsøg på at løse den blodige konflikt, som nu har kostet omkring 400.000 mennesker livet og sendt halvdelen af landets befolkning på flugt.

Men de direkte forhandlinger blev i sidste øjeblik afvist af oprørerne, fordi de mener, at den syriske regering ikke lever op til den våbenhvileaftale, der blev indgået den 30. december.

I stedet vil Tyrkiet og Rusland fungere som budbringere mellem de stridende parter.

Kasakhstan som forhandlingsplatform

Der har været fredsforhandlinger før – de fleste organiseret af FN i Geneve. Men denne gang finder forhandlingerne sted i bidende kulde i det centralasiatiske land og tidligere sovjetrepublik Kasakhstan.

Det var Ruslands præsident, Vladimir Putin, der sidst i december foreslog, at en ny runde fredsforhandlinger om Syrien skulle finde sted i Astana, med Tyrkiet og Iran for bordenden.

Putins gode ven og nære allierede, den 76-årige kasakhiske præsident Nursultan Nazerbajev, takkede beredvilligt ja til at huse forhandlingerne.

Nazerbajev har allerede brandet forhandlingerne i Astana som ”New Geneva” – en drillende stikpille til de FN-ledede fredsforhandlinger i Schweiz, der ikke har ført det helt store med sig.

Kasakhstans præsident har tidligere vist sig at være yderst effektiv forhandler og brobygger. Blandt andet med en fredsaftale i krigen i Ukraine og andre stridigheder, hvor han har vist velvillighed til at løse konflikter.

Han kommer ikke til at sidde med ved forhandlingsbordet, men det er ham, som kommer til at blive husket som lederen, der lagde hus til en vigtig fredsaftale i Syrien. Forudsat at det sker, naturligvis.

Oprørere fra slagmarken forhandler med regimet

Det er første gang siden den syriske hær og dets allierede generobrede Aleppo, at de stridende parter forhandler fred.

Det bemærkelsesværdige denne gang er, at det er militærledere fra oprørerne, som spiller en en aktiv rolle på slagmarken i Syrien. Det er aldrig sket før. Under tidligere forhandlinger har det næsten kun været syriske eksil-oppositionspolitikere, der har været med ved forhandlingsbordet.

Lederen af Jaish al-Islam, på dansk Islams Hær, Mohammad Alloush, er sendt til Astana som forhandler på oprørernes vegne. Han har fået carte blanche fra mange af de øvrige oprørsgrupper i Syrien til at finde frem til en politisk løsning på krigen.

Det vil sige, at en stor del af de syriske oprørsgrupper er repræsenteret i Astana, bortset fra terrorbevægelserne Islamisk Stat og Jabhat Fateh al-Sham, det tidligere Jabhat al-Nusra, der var Al Qaedas forlængede arm i Syrien.

Heller ikke lederne fra den magtfulde gruppe Ahrar al-Sham er repræsenteret, fordi de mener, at regimet i Damaskus har brudt den igangværende våbenhvileaftale.

De kurdiske syrere, som kontrollerer et stort område i det nordlige Syrien, er heller ikke med. Det skyldes pres fra Tyrkiet, der anser kurderne for at være terrorister.

USA uden for indflydelse

USA er stort set også uden indflydelse i forhandlingerne i Astana og kun med som observatør i skikkelse af deres ambassadør i Kazakhstan. Fra Washington forlyder det, at de ikke kunne sende en officiel delegation på grund af det nylige magtskifte i USA. Den nye leder i det Hvide Hus, Donald Trump, har nemlig endnu ikke sammensat sit hold, der skal stå i spidsen for sådanne forhandlinger.

Det er altså et diplomatisk magtskifte, hvor det er Rusland, Iran og Tyrkiet, som er i front i kampen om en løsning på krigen i Syrien – og ikke USA, EU eller FN.

Det primære er at få etableret en varig fred i regionen, men der ligger også magtpolitiske mål bag handlingerne fra Assads støtter Iran og Rusland.

For det shia-muslimske Iran gælder det om at konsolidere sin magtposition i et sunni domineret område. Meget tyder på, at det vil lykkes præstestyret at få skabt et bælte, der strækker sig fra Irak ind i Syrien og videre ud til Libanon, hvor den shia-muslimske milits Hizbollah står stærkt. Det er et brændende ønske i Teheran at slå sig fast som en regional storspiller.

For Kreml handler det om, at beholde sine flådebaser i Syrien – russernes eneste militære tilstedeværelse i Mellemøsten.

Assad sidder med de bedste kort på hånden

Hovedformålet med fredsforhandlingen i Astana er at få varige våbenhviler på plads, som skal gælde i hele Syrien.

Assads chefforhandler i Astana, Bashar al-Jafaari, sidder med de bedste kort på hånden. Efter generobringen af Syriens største by Aleppo tilbage i december, har det syriske regime nemlig kontrollen over de folkerigeste byer.

Oprørerne er trængt tilbage mange steder og står nu kun stærkt i Idlib-provinsen og nogle mindre lommer andre steder i Syrien. Men det er kun et spørgsmål om tid, før en offensiv bliver sat ind der også, lyder vurderingen fra mange eksperter.

Islamisk Stat (IS) har stadig byen Raqqa, men her bomber USA og dets allierede terrorbevægelsen. Også i Deir Ezzor bliver der kæmpet om magten mellem den syriske hær og IS.

Det bemærkelsesværdige er, at Tyrkiet, en af oprørernes største støtter og arg modstander af Assad, nu ikke mere kræver den syriske præsidents afgang eller en etablering af en overgangsregering. Det har også været et af hovedformålene under tidligere forhandlinger i Geneve.

De nye toner fra Ankara skyldes udelukkende at den syriske hær og dets allierede har momentum på slagmarken. Senest med generobringen af millionbyen Aleppo, der skete godt hjulpet på vej af russiske luftangreb

Fredsforhandlingerne i Astana er planlagt til at skulle vare i to dage.