Tidligere CIA-chef: Trump burde skamme sig efter tale

Trump talte for første gang som præsident for efterretningstjenesten CIA lørdag.

Den forhenværende CIA-direktør John Brennan er "dybt bedrøvet og vred" på Donald Trump, efter at have hørt USA's øverstkommanderende tale i CIA.

Det skriver Brennans tidligere vicestabschef Nick Shapiro - der også har været talsmand for den tidligere præsident, Barack Obama - på Twitter.

- Brennan siger, at Trump burde skamme sig.

- Det her er vanvittigt

Den skarpe reaktion fra CIA-veteranen Brennan kommer efter Trumps første med med CIA som præsident.

Besøget blev set som det første spadestik til at bygge bro, efter Trump har lagt sig voldsomt ud efterretnigstjenesten gentagne gange under og efter valget.

Men i stedet anvendte Trump det meste af sin tale - som han holdt foran en mindesmur til ære for de 117 agenter, der er faldet i tjenesten - på at brokke sig over pressen og prale med sine 15 forsider på Time Magazine.

- Det her er vanvittigt, skrev Nick Shapiro under talen på Twitter.

Akavede CIA-medarbejdere

Og det var han langt fra alene om at synes ifølge en anonym CIA-medarbejder, som CNN snakkede med efter talen.

- Selvfølgelig blev der klappet, men det var ubehageligt, siger vedkommende.

- At præsidenten taler om, hvorvidt vi stemte for Trump, er stødende og fremmed for os... Mange mennesker følte sig brugt og akavede.

Flere var desuden forargede over, at Trump i deres øjne mest af alt anvendte mindesmuren for deres faldne kolleger som baggrund for sin store tale.

- Jeg elsker og respekterer jer

Donald Trump har gentagne gange langet ud efter CIA, der mener, at Rusland har blandet sig i den amerikanske valgkamp for at give Trump sejren.

Og det er kun en uge siden, at han spekulerede i, om John Brennan, der har arbejdet 25 år for CIA, giver fortrolige oplysninger til pressen.

Men lørdag var tonen en ganske anden.

- Jeg bakker jer op 1000 procent, sagde Trump ifølge Al Jazeera.

- Jeg elsker jer. Jeg respekterer jer. Der er ingen, jeg respekterer mere, end CIA-medarbejdere, sagde han desuden.

Overvejer waterboarding

CIA er netop nu uden permanent chef, da Senatet først mandag stemmer om at godkende den mand, som Trump mener skal lede CIA fremover.

Mike Pompeo skabte løftede øjnenbryn, da han over for Senatet erkendte, at han er åben over for waterboarding og andre skrappe afhøringsmetoder.

Den slags udmeldinger bekymrer Demokraterne, mens Republikanerne omvendt beskylder dem for at blokere godkendelsen uden god grund.