Udland

Massive protester overgår al forventning- og Trump ignorerer det

200.000 deltagere var på forhånd forventet, men myndighederne i den amerikanske hovedstad oplyser nu, at en halv million er samlet i gaderne.

'Pussy power', 'Slås som en tøs' og 'tænk før du tweeter', står der på nogle af de bannere, der lørdag fylder gaderne i Washington, USA.

Omkring 500.000 mennesker er samlet til kvindemarch i Washington og i mere end 20 lande i forsøg på at råbe den nye amerikanske regering op.

Over 200.000 mennesker havde på Facebook meldt ud, at de ville gå med i marchen, der startede klokken 16 dansk tid, men langt flere dukkede altså op. Der bor i øvrigt kun omkring 700.000 i selve Washington D.C., og mange af demonstraterne kommer fra andre steder.

Demonstrationen er arrangeret af kvindeforeninger i protest mod den nye amerikanske præsident, Donald Trumps, kvindesyn.

Kvinders rettigheder er menneskerettigheder. Det er budskabet til den nyindsatte præsident Donald Trump fra de demonstranter, der lørdag samles i Washington.

- Vi vil ikke tillade det

For Françoise Girard, der er chef for organisationen International Women's Health Coalition, handler marchen om at forhindre den nye amerikanske regering i at ødelægge årtiers fremskridt.

- Jeg deltager, fordi denne administration allerede har antydet, at de vil rulle kvinders rettigheder og kvinders seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder tilbage, siger hun.

- Og det vil vi ikke tillade dem at gøre.

Demonstrationen finder sted en dag efter, at Trump blev indsat som præsident ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad. Det store antal mennesker kommer ifølge Françoise Girard til at få ham og hans regering til at lytte.

- Vi forventer, at der bliver cirka tre gange så mange, som der mødte op til Donald Trumps indsættelse, siger hun.

- Vi vil lade vores stemmer blive hørt højt og tydeligt.

Demonstrationer over store dele af verden

Ifølge Françoise Girard er lørdagens march kun første skridt i en lang kamp for kvinders rettigheder.

- Det er et nødvendigt skridt. Vi er nødt til at møde og udtrykke os højt. Og det er et af mange skridt, selvfølgelig, siger hun.

Filmmageren og aktivisten Michael Moore var også på banen og startede ud med at give udtryk for, at han var lettet over, at han nu havde overlevet en hel dag med Donald Trump som præsident.

Michael Moore holdt tale dagen efter Trump blev præsident i USA

Lørdag aften dansk tid havde Trump ikke kommenteret de massive protester. Han nævnte det ikke med et ord, men han var dog aktiv på Twitter. Læs herunder, hvordan hans morgen startede: 

Det er ikke kun i USA, at folk går på gaderne for at støtte op om kvinders rettigheder. Rundt om i verden er der blevet arrangeret demonstrationer under det samme navn.

I København har aktivister fra både Danmark og USA samt Amnesty International stået bag en dansk udgave af marchen, der blev sat i gang lørdag eftermiddag.

I storbyer over hele verden er demonstranter gået på gaden for at protestere mod Donald Trumps kvindesyn.