Donald Trump

Kontroversiel Trump-tilhænger slået i ansigtet under tv-interview

- Jeg kan tage et slag, siger den kontroversielle Richard Spencer.

Demonstranter var fredag på gaden i Washington D.C. for at protestere over Donald Trump, mens han blev taget i ed som USA's nye præsident.

Og den kendte højrefløjsaktivist Richard Spencer fik for alvor vreden at føle, da han blev overfaldet af en demonstrant, mens han blev interviewet af den australske tv-station ABC på gaden i den amerikanske hovedstad.

Andre demonstranter stod ifølge ABC og råbte "nynazist" af Richard Spencer under interviewet.

Flere end 200 anholdte 

Fredag endte med at blive en voldsom dag i Washington D.C.'s gader.

217 demonstranter blev anholdt og seks betjente kom til skade efter grimme sammenstød. Dagen startede ellers med fredelige protester og afbrydelser af Trumps ceremoni.

Det oplyser politi og brandvæsen til CNN.

Richard Spencer skriver på Twitter, at han blev overfaldet to gange, men at han ikke er kommet alvorligt til skade.

- Jeg kan tage et slag, skriver han.

- Heil Trump, heil sejren

Richard Spencer er manden bag det højreorienterede alt-right og skabte overskrifter kort før valget i november 2016, da han ved et møde i Washington proklamerede "Heil Trump. Heil folket. Heil sejr".

Andre deltagere strakte højre arm frem for sig i en nazihilsen.

Bevægelsen støtter Trump og er modstander af indvandring og politisk korrekted.

Medier som Slate har kaldt dem "nynazister i skjorte og slips". Og BBC har skrevet om, hvordan Twitter i november valgte at blokere nogle af bevægelsens mest fremtrædende personer, fordi de ifølge Twitter opfordrede til had.

Richard Spencer har gentagne afvist, at han og bevægelsen er nynazistisk.

Trump tager afstand - eller?

I november 2016 tog Donald Trump afstand fra bevægelsen.

- Jeg tager afstand fra dem, og jeg fordømmer dem, sagde den kommende præsident til New York Times, da avisens journalist spurgte Donald Trump om hans forhold til højreekstremister.

Hvis Donald Trump mente, hvad han sagde, har han tilsyneladende skiftet mening.

Interviewet med New York Times kom kort efter, at Donald Trump gav Steve Bannon tjansen som en af sine nærmeste rådgivere. Bannon er chef for internetmediet Breitbart, som i årevis har været talerør for alt-right.