Donald Trump

Jeg har gang i en krig med de mest uærlige mennesker på jorden

Trump mener, at løgnagtige medier får det til at se ud, som om han har en konflikt med efterretningstjenesten.

- Der er ingen, der har stærkere følelser for efterretningstjenesterne og CIA end Donald Trump.

Det siger USA's nye præsident, Donald Trump, under et besøg i CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia.

Her slog han i en kort tale fast, at CIA har hans fulde opbakning. Trump afviste samtidig, at han har en konflikt med efterretningstjenesten.

- Medierne er de mest uærlige mennesker på jorden

Besøget hos CIA blev annonceret, få timer inden det fandt sted.

Flere medier har udlagt besøget som et forsøg fra Trumps side på at gøre det godt igen, efter han i de seneste uger har kritiseret efterretningstjenesterne i skarpe vendinger.

Men det er medierne, der har fordrejet tingene, siger Trump under sit besøg i CIA-hovedkvarteret, som er hans første besøg, efter han blev taget i ed fredag.

- Som I ved, har jeg en igangværende krig med medierne. De er blandt de mest uærlige mennesker på jorden, siger han.

1000 procent bag CIA

- De fik det til at se ud, som om jeg havde en strid med efterretningstjenesterne. Det er helt omvendt. Det er derfor, dette er mit første stop.

Den nye præsident understreger, at han står "1000 procent" bag CIA.

- Jeg elsker jer. Jeg respekterer jer. Der er ingen, jeg respekterer mere, slutter Trump sin tale til CIA-folkene.

Kvinder mod Trump

Lørdag var der protester i mere end 20 lande og i Washington dukkede op mod 500.000 mennesker op i en kvindemarch mod Trump.

For Françoise Girard, der er chef for organisationen International Women's Health Coalition, handler marchen om at forhindre den nye amerikanske regering i at ødelægge årtiers fremskridt.

- Jeg deltager, fordi denne administration allerede har antydet, at de vil rulle kvinders rettigheder og kvinders seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder tilbage, siger hun.

- Og det vil vi ikke tillade dem at gøre.

Demonstrationen finder sted en dag efter, at Trump blev indsat som præsident ved en ceremoni i den amerikanske hovedstad. Det store antal mennesker kommer ifølge Françoise Girard til at få ham og hans regering til at lytte.

- Vi forventer, at der bliver cirka tre gange så mange, som der mødte op til Donald Trumps indsættelse, siger hun.

- Vi vil lade vores stemmer blive hørt højt og tydeligt.

Demonstrationer over store dele af verden

Ifølge Françoise Girard er lørdagens march kun første skridt i en lang kamp for kvinders rettigheder.

- Det er et nødvendigt skridt. Vi er nødt til at møde og udtrykke os højt. Og det er et af mange skridt, selvfølgelig, siger hun.