Donald Trump

Steinmetz: - Folk føler, at håbet er tilbage

I dag bliver Donald Trump taget i ed som amerikanernes 45. præsident. Og det er håbet, der driver hans tilhængere.

På trods af hovedpersonens flair for showbusiness lader det til at blive en afdæmpet affære, når Donald J. Trump i dag bliver taget i ed som amerikanernes 45. præsident.

Udover forretningsmanden selv vil der ikke være mange kendisser til stede ved de tre dages festligheder i Washington D.C.

65 Demokrater fra Kongressen har boykottet ceremonien, og modsat præsident Obamas indsættelser i henholdsvis 2008 og 2012 har de fleste stjerner også meldt afbud i år.

Det er ikke en hyldest af Trump men af det amerikanske folk, der bragte en outsider til magten. Derfor er der ikke brug for stjernestøv.

Jesper Steinmetz

Selv et Bruce Springsteen kopi-band følte sig i sidste øjeblik tvunget til at melde fra.

Men Trumps folk har gjort, hvad de kan, for at vende den negative fortælling til deres egen fordel, fortæller TV2’s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz.

Torsdag talte Donald Trump for sidste gang, inden han fredag indsættes som amerikansk præsident.

- Nu drejer Trump-lejren det til, at det er helt bevidst og forsøger at fortælle en historie om, at det her er folkets fest. Det er ikke en hyldest af Trump men af det amerikanske folk, der bragte en outsider til magten. Derfor er der ikke brug for stjernestøv, siger Jesper Steinmetz.

Myndighederne forventer da også, at omkring 800.000-900.000 mennesker vil stimle sammen foran Capitol Hill og ved den efterfølgende parade for at overvære de historiske øjeblikke.

Det er dog nogen færre end i 2008, hvor Obama tiltrak omkring 1,5 millioner amerikanere med et budskab om håb og forandring. Men selvom der formentlig er flere, der bliver hjemme i år, er det den samme følelse, der går igen hos de Trump-støtter, der er kommet for at fejre ham.

Det fortæller Jesper Steinmetz, der har talt med Trump-fans, der er fløjet ind fra både Maine, Colorado, Florida og North Carolina.

Trump, der kom fra New York, ankom til tre dage med festligheder i den amerikanske regeringshovedstad i et af militærets fly sammen med sin familie.

- Håbet er kommet tilbage til Washington. Dem, der møder op til indsættelsen er ligeså fyldt af håb, som dem, der hyldede Obama i 2008. De går med et stille smil på læberne og udstråler i den grad forventningens glæde. Mange siger, at de aldrig havde troet, at denne her dag ville komme. Og for dem er dagen i dag det ypperste bevis på demokratiet, når det er smukkest, fordi det lykkedes for en outsider at blive valgt til USA’s præsident med folkets hjælp, siger Jesper Steinmetz.  

Men mens støtterne glæder sig, er der andre, der stadig får kuldegysninger over en fremtid med Trump ved roret, og som vil gøre alt for at stikke en kæp i hjulet.

Han har sagt, at han ikke vil gå ind og blande sig i detaljer. Nogle gange vil han måske råbe lidt i megafonen eller sende et tweet ud, men ellers vil han være manden, der lægger de store linjer.

Jesper Steinmetz

Meget var derfor på spil for den kommende præsident og hans regering i denne uge, hvor de nominerede til ministerposter skulle igennem langvarige høringer i Senatet.

Der er dog bred enighed om, at de fleste slap ganske godt afsted med det, siger Jesper Steinmetz.

- De fleste gjorde det rimelig overbevisende. De havde sat sig godt ind i sagerne og var ikke bange for at gå imod Trump, fortæller han.

Få et overblik over Donald Trump lækagen på 59 sekunder.

Et eksempel på dette er den pensionerede general James Mattis ’Mad Dog’, der på trods af tilnavnet fremstod som en fornuftig stemme og talte imod Trumps erklærede støtte til torturmetoden waterboarding.

Derfor er håbet nu, at der vil være et stabilt ministerhold, som kan køre den daglige butik, siger Jesper Steinmetz.

- Der er jo også det, Trump har lovet vælgerne. Han har sagt, at han ikke vil gå ind og blande sig i detaljer. Nogle gange vil han måske råbe lidt i megafonen eller sende et tweet ud, men ellers vil han være manden, der lægger de store linjer, siger Jesper Steinmetz.

Hvordan præsident Trump vil blive får vi meget snart at se, når han om lidt lægger hånden på Biblen og officielt bliver amerikanernes nye præsident.