Portræt af Donald Trump: Den blonde dreng med knivene gjorde far gal - afstraffelsen tog fem år
USAs 45. præsident var en uvorn knægt sidst i 1950'erne. Hans strenge far løste problemet på en brutal måde, og det formede den mand, vi kender i dag.
Lyden af stål mod jord flængede luften.
Den over 20 centimeter lange springkniv slog ned lige ved siden af Peters fod.
Han trak kniven op af jorden og flyttede sin fod hen til der, hvor den havde ramt.
Nu var det hans tur.
Han hævede kniven for at kaste.
Over for Peter stod hans bedste ven Donald.
De to drenge var 12 år gamle.
Lige nu var de i færd med en manddomsprøve, som var ganske populær blandt raske drenge i 1958.
Målet for den lange kniv var jorden ganske tæt på Donalds fod.
Et hårdt kast nedad, så klingen borede sig fast i jorden.
Legen måtte helst ikke ende blodigt, men risikoen fik det til at kilde i maven.
Drengene kaldte deres farlige spil for ’Land’.
Donald vidste godt, at det ville få konsekvenser, hvis hans far fandt ud af, hvad de to lavede.
Alligevel havde han fuldstændig undervurderet, hvad hans far var i stand til.
Donalds far hed Frederick Trump. Han blev kaldt Fred af sine venner.
Fred var en af de rigeste beboere på Jamaica Estates i New York-bydelen Queens, men han var en streng, nøjsom og hårdtarbejdende mand.
Guldgraverpenge til garager
Han var søn af tyske immigranter, der kom til penge, da guldfeberen rasede i Klondike langt ude mod vest.
Donalds farfar, Friedrich Trump, havde ikke selv fundet guld, men han havde tjent godt på at drive værtshuse, hvor guldgraverne kunne forlyste sig med mad, sprut og købesex.
Fred havde brugt sin fars penge fra guldgravertiden på at bygge garager i 1920’erne. Det var en stor succes, og op gennem 1930’erne begyndte Fred at bygge boligblokke i New Yorks forstæder.
Efter Anden Verdenskrig tjente han store summer på nye boliger til hjemvendte krigsveteraner og andre hvide amerikanere. Sorte var ikke velkomne hos Fred Trump.
Donald blev født i 1946, og han voksede op i en pragtvilla med 23 værelser.
I indkørslen stod der to blå luksusbiler af mærket Cadillac.
På nummerpladerne stod der FCT1 og FCT2 for Frederic Trump.
Specialdesignede nummerplader var et særsyn dengang, men Donalds far kunne lide at blive bemærket.
Under den luksuriøse facade var Fred Trump yderst sparsommelig.
Han slog ikke otte søm i en dør, hvis han kunne nøjes med syv - og trods familiens velstand skulle hans børn arbejde.
Så lille Donald kom med sin fars mænd ud for at opkræve husleje, og det kunne være ganske farligt i USA i 1950’erne.
En farlig opgave
Sammen med opkrævningsmanden gik Donald fra dør til dør og samlede penge ind hos beboerne i de røde murstenshuse, som Fred Trump ejede.
Husene var røde, fordi røde mursten var nogle få øre billigere end gule.
Når opkrævningsmanden skulle banke på døren, stillede han sig altid op af muren ved siden af døren og rakte ind for at banke.
Da Donald så det første gang, blev han overrasket.
- Hvorfor gør du dog det, spurgte han opkrævningsmanden.
- Jo, ser du, hvis du står ved siden af døren, er det eneste i farezonen din hånd, lød svaret.
Donald forstod ikke, hvad manden mente.
- Hvis du banker på døren til den forkerte lejlighed på det forkerte tidspunkt, risikerer du at blive skudt, forklarede opkrævningsmanden.
Den strenge far
Og pengene blev inddrevet. Uge efter uge, måned efter måned, år efter år.
Fred Trump var så hård ved sine lejere, at den verdenskendte folkesanger Woody Guthrie skrev om det.
Woody Guthrie boede selv til leje hos Fred Trump, da han skrev:
Beach Haven er ikke mit hjem!
Jeg kan ikke betale lejen!
Mine penge er hældt i kloakken!
Beach Haven ligner himlen!
Her kommer ingen sorte!
Nej, nej, nej du gamle Trump!
Beach Haven er ikke mit hjem!
Hjemme hos familien Trump i Queens, lyttede man dog ikke til venstreorienterede protestsange.
Men gamle Fred Trump var også hård ved sine børn. Han lod dem dog samtidig forstå, at familien Trump var en overlegen størrelse.
Det kom for eksempel til udtryk, når Donald og hans søskende blev sat til at dele aviser ud i regnvejr. Det foregik med privatchauffør i fars blå Cadillac.
Rigdom betød ikke, at man kunne læne sig tilbage og slappe af.
Fred Trump satte selv ord på sin filosofi.
- Du er en dræber, du er en konge, en dræber, en konge, fortalte han sin søn.
Konger og dronninger var egentlig mest noget, som Donalds mor, Mary, gik op i.
Hun var royalist og elskede glamour, guld og storhed.
Da Storbritanniens dronning Elizabeth blev kronet i 1953, så Mary hvert eneste sekund af begivenheden på familiens farve-tv.
- For Guds skyld, Mary, sluk så. De er en flok bondefangere, vrissede Fred Trump, men lige lidt hjalp det.
Mor i livsfare
Kvinden foran fjernsynet var skrøbelig, og det vidste Fred.
Hun havde født ham fem børn, og da den sidste baby kom til verden, gik det galt.
Mary fik indre blødninger, og lægerne måtte fjerne livmoderen under en akut operation.
Da såret var syet sammen, fik Mary en infektion i maven.
Mary måtte skæres op igen.
Fred var ekstremt tæt på at blive enkemand med fem små børn.
Mens Mary lå på operationsbordet, sendte Fred sin datter Maryanne i skole.
- De regner ikke med, at mor overlever, men du skal i skole. Jeg ringer, hvis noget ændrer sig.
Men Mary overlevede og kunne fortsætte med at være centrum i selskabslivet i familiens rige enklave i Queens.
Og penge var der nok af.
Selv om Fred var en gnier, gik han i skjorte og slips derhjemme, og familien Trump levede i luksus.
Maden blev tilberedt af en kok, familien havde privatchauffør, huset havde sit eget interne kommunikationssystem og Donald havde det fineste elektriske modeltog, man kunne opdrive i USA.
Men den ubestridte konge hos familien Trump kunne ikke kontrollere alt.
Og børn var en af de ting, Fred havde svært ved.
Familiens ældste søn Fred Jr. manglede sin fars stenhårde sind. Han drømte om at blive pilot og elskede skæg og ballade. I sin fars øjne var han lidt af en skuffelse.
De to døtre Maryanne og Elizabeth var af det forkerte køn. Gamle Fred var ikke typen, der legede med dukker.
Den yngste søn, Robert, var stadig kun et lille barn. Han var et roligt gemyt og lignede ikke en ”dræber”.
Og så var der Donald.
Han var en uvorn knægt.
Faktisk var han direkte berygtet i Jamaica Estates.
Stenkast mod kravlegården
For eksempel kunne familien Burham, der boede lige rundt om hjørnet, ikke døje den lyshårede bølle i luksusvillaen, og det var der en god grund til.
Familiens mor Martha Burnham lod nemlig familiens yngste barn Dennis lege i en kravlegård i baghaven, når der var godt vejr.
Dennis var fire år yngre end Donald.
Familien Burnhams grund grænsede op til familien Trumps og en dag, da Martha Burnham havde efterladt sin søn i kravlegården uden opsyn, vendte hun tilbage til en alarmerende oplevelse.
Bag hegnet til familien Trumps stod Donald og kastede med sten mod kravlegården med lille Dennis.
Han øvede sig i at kaste til måls og forsøgte at placere stenene inden for kravlegårdens ramme.
Da Dennis blev større, advarede Martha Burnham sin søn mod at lege med Trump-børnene. Donald var en bølle, der cyklede rundt i kvarteret med sine venner, mens de bandede højlydt og gerne tog sig en slåskamp, hvis de fandt et offer.
I skolen var det ikke bedre.
Han lavede så meget ballade, at vennerne brugte hans initialer DT som slang for eftersidning (der hedder detention på engelsk).
Kew-Forest School, hvor Donald begyndte i børnehaveklasse og fortsatte frem til 7. klasse, var en fin privatskole.
Pigerne skulle bære kjole, drengene var iført slips og blazer, og når læreren kom ind i klasselokalet, skulle alle rejse sig.
Den blonde pestilens
Her kastede Donald med kugler af gennemtygget papir og legede racerløb med bordene, så de hamrede ind i hinanden.
Mange år senere beskrev Donald selv, hvordan han i anden klasse gav en musiklærer et blåt øje, fordi han ikke mente, at læreren vidste noget om musik.
Ingen har kunnet bekræfte historien, men læreren, Charles Walker, beskrev senere Donald Trump som ”en pestilens”.
Han var en slagsbror med et voldsomt temperament og en god fysik.
Donald var højere end sine klassekammerater, hans ansigt var kronet af en blond hårpragt, og han havde en tendens til at lave trutmund.
Vennerne kaldte ham Donny, Trumpeten eller Fladtop – det sidste på grund af hans frisure.
Uromageren var også et ekstremt konkurrencemenneske. Han nægtede at erkende sine fejl.
Da han kom til at kalde bryderen Antonino Rocca for Rocky Antonino, blev han til grin blandt vennerne i skolen. Men Donald insisterede og fortsatte med at bruge det forkerte navn, selv om alle var imod ham.
De forbudte togture
Men Donalds tid som ballademager fik en brat afslutning i sommeren 1958, og det bringer os tilbage til de to knivkastende drenge i Queens.
Kniven, som fløj gennem luften, var nemlig kun én ud af mange, og Donalds samling af knive blev holdt hemmelig for far Fred.
Knivene var del af en hemmelighed, som Donald og vennen Peter havde sammen. En hemmelighed, som deres familier ikke kendte til.
De to 12-årige forstadsknægte var draget af storbyen New York, så de tog på ekspeditioner ind i metropolens bankende hjerte på Manhattan.
Donald og Peter hoppede simpelthen på linje E, toget fra Queens til Manhattan, uden at spørge nogen om lov.
De stod af mellem 53rd St. og Fifth Avenue og gik på opdagelse blandt skyskraberne, kiggede på sorte, der spillede basketball og vandrede rundt i Central Park.
Ved Times Square fandt de butikker, hvor de kunne købe stinkbomber, falske brækklatter og springknive.
Far bliver vred
Og en 12-årig dreng på ekspedition i storbyen kan godt få et akut behov for en springkniv.
Faktisk kunne drengene godt bruge mere end én hver.
Så efter nogle ekspeditioner ind til byen, havde de begge en knivsamling.
Og da Donalds 7. skoleår nærmede sig sin afslutning opdagede Fred Trump sønnens springknive.
Gamle Trump blev gal.
Han ringede til Peters far, der straks beslaglagde sønnens samling, og derefter så de to legekammerater ikke meget til hinanden.
Fred havde besluttet at sætte skik på sin uvorne søn.
Der skulle bogstavelig talt tæskes noget disciplin ind i knægten, og Fred kendte det rigtige sted til opgaven.
Stedet hed New York Military Academy.
Her skulle Donald tilbringe de næste fem år.
På akademiet bar drenge militæruniform, de lærte at gå i takt, og fysisk afstraffelse var helt normalt.
Det var et barsk sted for børn på 13 år.
Hvis man ikke kunne opføre sig ordentligt, blev man straffet. Ikke bare af instruktørerne, men også af de ældre elever, som blev kaldt ”Gamle Gutter”.
Slag i ansigtet
En populær afstraffelse af ”Nye Gutter” bestod i, at de blev beordret til at iklæde sig vinteruniform og træde an i baderummet. Her var tændt for de varme brusere, og mens de stod i damptågerne, skulle eleverne holde et over fire kilo tungt Garand-gevær frem for sig i strakte arme.
Mens minutterne gik, blev det hårdt at holde geværet. Musklerne begyndte at ryste, men hvis nogen sænkede geværet blev de straks straffet, og det foregik ofte med knytnæveslag.
Det skete ofte, at nye elever flygtede fra militærakademiet, fordi de blev udsat for grov chikane eller vold fra de ældre elever.
Og det kunne gå ganske hårdt til.
Mens Donald gik på akademiet, flygtede en elev efter en afstraffelse. Han mødte efterfølgende op på et lokalt hospital, fordi han var blevet slået i ansigtet med en tung metalkæde.
Sådan var kulturen på Donalds nye skole. Mange af de mænd, der var ansat til at sætte skik på eleverne, var veteraner fra Anden Verdenskrig.
En mand af den gamle skole
En af dem hed Ted Dobias. Han havde marcheret hele vejen op af Italiens støvleskaft og set landets fascistiske diktator Benito Mussolinis lig hænge for enden af et reb.
Han var sendt hjem fra USA's hær med en rang af oberst.
For Ted Dobias var Donald Trump blot endnu et karseklippet hoved i en endeløs række af uldne uniformer.
En hverdag uden kok, Cadillac og farvefjernsyn var begyndt.
Maden blev indtaget i en spisesal og menuen stod på farsbrød, spaghetti eller friturestegte rester.
Der var faste sengetider og inspektion af, at alle nye elever sov med hænderne placeret over dynen.
Om morgenen blev eleverne vækket af en trompetfanfare, og så var dagen i gang.
Den forkælede møgunge fra Queens var havnet i helvede.
Donald kunne ikke lide at få besked på, hvornår han skulle rede seng, pudse sko, børste tænder, rense toilettet eller lave sine lektier.
De første uger var frustrerende for de 13-årige drenge, men efter nogle uger begyndte de at konkurrere om, hvem der kunne få støvler og bæltespænder til at skinne mest og lave de mest ulastelige folder på deres sengelagner.
Boksekampe som straf
Instruktøren Ted Dobias var flintrende ligeglad med, at Donald kom fra en fin familie, men han fattede alligevel sympati for den blonde dreng fra Queens.
Lussingerne fra den barske krigsveteran virkede.
Og Donald var god til at lure, hvad Ted Dobias gerne ville have. Han gjorde, hvad han kunne for at blive instruktørens yndling. Han deltog i alle de sportsgrene, hvor Ted Dobias var træner og kæmpede for at blive den bedste på holdet.
Donalds ekstreme konkurrencementalitet passede godt ind på militærakademiet, og han var god til både football og baseball.
De to sportsgrene betød noget på militærakademiet, og de var bedre end boksning.
Meget bedre.
Ted Dobias arrangede nemlig boksekampe mellem de elever, som brød reglerne eller fik dårlige karakterer.
Han yndede at lade de store elever kæmpe mod de små. Men Donald blev ikke sat til at bokse.
I stedet vandt han medaljer for sin ordenssans og kæmpede sig til gode karakterer.
Hormoner i kroppen
Så mens nogle elever tæskede løs på hinanden i den improviserede boksering i skolens lobby, steg Donald i militærskolens hierarki.
Over for sine kammerater var den høje blonde kadet venlig og kæphøj.
Han pralede med, at hans fars formue voksede hver eneste gang, han lukkede en aftale.
På sin stue lyttede han til plader med Elvis Presley og Johnny Mathis, og så var han forfængelig.
Han havde en ultraviolet pære, som han skruede i en fatning over sin seng og proklamerede.
- Nu skal vi til stranden.
Håret lod han gro til den maksimalt tilladte længde.
Hormonerne var begyndt at pumpe i kroppen på den unge Donald, og når det kom til det modsatte køn, var han også et konkurrencemenneske.
Der var imidlertid ikke ret mange unge kvinder på militærakademiet.
Kadetterne kiggede på billeder i Playboy, de havde konkurrencer om, hvem der kunne få den første våde drøm, og så gik de med kondomer i tegnebogen, som efterlod en ring i læderet, men kondomerne blev aldrig brugt.
Der gik rygter om, at skolens ledelse puttede salpeter i maden for at holde testosteronniveauet nede.
Kadetternes kontakt til kvinder begrænsede sig til skolefester og besøg i weekenden.
Men når det kom til kvinder, fik Donald hjælp hjemmefra.
Den falske kæreste
Fred og Mary Trump besøgte jævnligt deres søn, og de introducerede ham for unge kvinder fra New Yorks overklasse om søndagen.
Der kom så mange forskellige på besøg, at Donalds kammerater beskrev døren ind til hans stue som en svingdør.
Men ingen af hans værelseskammerater har sidenhen fortalt, at han havde intime forhold til kvinderne. De mange besøg var snarere en del af hans brændende ønske om at vise vennerne, at han var nummer ét.
Og det blev han.
I det sidste år på militærakademiet blev han kåret som ”damernes mand”. Der blev taget et foto, som kom med i årbogen fra 1964.
Det kunne se ud som om, at den 17-årige kvinde på billedet var ét af Donalds feminine bekendtskaber - men nej.
Hun hed Fran Dunn og var sekretær på skolen. Hun kendte overhovedet ikke den unge rigmandssøn, og deres eneste ordveksling var:
- Hej.
Fran Dunn var på arbejde den dag, og hun stillede op, fordi hun blev bedt om det.
I årene før 1964 havde der ikke været en ”damernes mand” i skolens årbog.
Slåskamp på stuen
Den atletiske ungersvend på billedet var ved at skabe sig et navn.
Men Donalds vej op i militærskolens hierarki betød ikke kun privilegier. Den betød også, at han fik magt.
Konkurrencemennesket Donald kunne være en plage for de andre. Han forlangte, at tingene skulle gøres perfekt.
En dag, da han gik stuegang for at inspicere de andre kadetters senge, opdagede han, at lagenet på sin stuekammerat Ted Levines seng ikke var lagt korrekt sammen.
Hjørnerne på de hvide lagner skulle flugte perfekt, der hang et ark med præcise foldeinstruktioner på indersiden af døren til hver stue.
Donalds reaktion var at flå alt sengetøjet af Ted Levines seng, så han kunne starte forfra.
Ted Levine var kun halvanden meter høj, men han blev så rasende, at han kastede en støvle efter sin plageånd og slog ham med et kosteskaft.
Det skulle han ikke have gjort.
Den 1,87 meter høje Donald kastede sig over Ted Levine og forsøgte at smide ham ud af vinduet i anden sals højde.
Tre andre kadetter på stuen forhindrede, at det hele endte blodigt.
Sagen fik ingen konsekvenser for Donald, men det omkringliggende samfund var ved at få øjnene op for den voldelige kultur på skolen.
I Donalds sidste år på militærakademiet, betød sagen med den flygtede elev, som blev slået i ansigtet med en jernkæde, at tre ledende medarbejdere blev fyret.
Nye tider var på vej, nu kunne vold få konsekvenser.
Ved begyndelsen af skoleåret blev Donald udpeget til den prestigefyldte post som leder af skolens Alpha-kompagni.
Efter bare en måned på posten, stod den selvbevidste unge kadet midt i en krise.
En pigeskole kom i vejen
En af hans underordnede sergenter kom til at skubbe en nyankommen elev ind i en mur, og det fik konsekvenser.
Donald blev forflyttet, fordi han ikke havde overvåget sine befalingsmænd så godt, som han burde.
Han fik en anden post som træningsofficer.
Senere beskrev han det selv som en forfremmelse, en belønning, fordi han gjorde et godt stykke arbejde.
Den nye post skulle da også vise sig at give Donald noget af den opmærksomhed, han begærede så voldsomt.
Mandag den 14. oktober 1963 skulle militærakademiet deltage i en stor parade i New York i anledning af den nationale festdag Columbus Day.
Donald fik ansvaret for at træne et hold kadetter til paraden, og han skulle selv gå i spidsen.
I fuld paradeuniform skulle han føre sine kammarater ned ad 5th Avenue foran tusindvis af tilskuere.
Men da de 90 unge mænd med de gråblå uniformer og kridhvide bælter satte deres skinnende støvler på asfalten, blev der kastet skygger over Donalds store øjeblik.
En katolsk pigeskole stod forrest i optoget.
Det var en fejl, Donald ikke kunne tolerere.
- Det skal rettes, sagde han til sin mentor, krigsveteranen Ted Dobias.
Og så gik Donald hen til den ansvarlige for hele paraden og fik ham overtalt til at ændre rækkefølgen.
Skolepigerne måtte vige for de unge mænd i uniform.
Drømmen om skyskrabere
Paraden skulle til at sætte i gang, og der stod unge Donald blandt de skyskrabere, der havde draget ham allerede som barn.
- Ved du hvad, Ace? Sagde Donald til sin sidemand, Anthony Ace Casyellano.
- Jeg kunne virkelig godt tænke mig at eje nogle af de her ejendomme en dag.
Ude i fremtiden ventede en uddannelse på college, men bare 17 år gammel havde han allerede en idé om, hvad han ville.
I 1963 ejede familien Trump ikke en eneste skyskraber på Manhattan.
Gamle Fred holdt sig til at bygge boligblokke af billige mursten ude i forstæderne, så hvis halvøen skulle erobres, måtte Donald gøre det selv.
Der kom dog til at gå nogle år, hvor familiens førstefødte Freddy udspillede sin rolle i familieforetagendet.
Han forsøgte at gøre sin far tilfreds, men endte med at følge sin drøm om at blive pilot.
Donald mobbede ham med, at en pilot sådan set bare er en velbetalt buschauffør.
Storebroderen Freddy døde af alkoholmisbrug i en alder af 43 år.
Med far på arbejde
Fred Trump havde dog set potentialet i sin næstældste søn længe før, Freddy opgav familieforetagendet.
Der var både konge og dræber i den unge mand i spidsen for optoget på Columbus Day.
Så da Donald kunne smide militæruniformen i 1964, fik han igen lov til at komme med far på arbejde.
En af de første opgaver gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge mand.
Det var ved indvielsen af New Yorks nye store betonbro Verrazano-Narrows Bridge.
Broen var blevet til efter flere års politiske stridigheder, og alle byens spidser var mødt frem.
Blandt de festklædte rigmænd var en slank glatbarberet herre med hornbriller.
Politikerne holdt taler og hyldede sig selv og hinanden.
Den eneste mand, der ikke blev introduceret var manden med hornbrillerne.
- Hvem er det? spurgte Donald.
- Det er Othmar Ammann, ham der skabte broen, lød svaret.
Faktisk havde 85-årige Othmar Ammann bygget fem af de store broer i New York, men han blev ikke hyldet.
En spådom om fremtiden
Det gjorde indtryk på den opmærksomhedshungrende unge mand.
- I selvsamme øjeblik stod det klart for mig, at hvis du lader folk behandle dig som de har lyst til, ender du som et fjols, fortalte han senere en journalist.
- Jeg indså noget, jeg aldrig vil glemme: Jeg vil ikke gøres til et fjols af nogen.
Ingen skulle komme i vejen for unge Donald.
I en alder af 18 år havde den unge mand en fornemmelse af sin egen skæbne.
- Jeg bliver meget berømt en dag, sagde han til en af sine venner på militærakademiet, Jeff Ortenau.
- Ved du hvad, du bliver sikkert præsident, lød svaret.
Du har nu læst historien om den unge Donald Trump til ende. Den er blevet til på baggrund af følgende kilder:
Gwenda Blair: The Trumps: Three Generations That Built an Empire, Donald Trump: Trump: The Art of the Deal, Michael Kranish, Marc Fisher: Trump revealed: An American Journey of Ambition, Ego, Money, and Power.
Desuden er der brugt oplysninger fra en række medier:
Washington Post, The Guardian, The New Yorker, PBS Frontline, National Public Radio, The Daily Beast, Town & Country, The Boston Globe, The Atlantic, Times Herald Record, New York Daily News, New York Times og AM New York.