OVERBLIK: Her er programmet for Trumps indsættelse

16x9
Donald Trump Foto: DOMINICK REUTER / Scanpix Denmark

Fredag indsættes Donald Trump officielt som præsident i USA. Her er programmet for dagen.

Følg indsættelsen live på TV 2 NEWS på TV 2 PLAY hele dagen.

Hver fjerde år står Washington D.C. – De Forenede Staters hovedstad – på den anden ende 20. januar, når en, i dette tilfælde ny, præsident skal tages i ed ved The National Mall foran landets kongresbygning.

Og dette år er ikke anderledes, for i dag fredag byder D.C. og resten af USA forretningsmanden Donald Trump velkommen som landets 45. præsident.

Han er ikke bare en helt ny spiller på den politiske scene i Washington D.C., han er også kendt for at være spontan, og derfor kan dagen byde på overraskelser.

Indtil videre ser Trump og vicepræsident Mike Pence dog ud til at følge de mange faste traditioner, indsættelsesdagen er omgærdet af.

Det officielle program lyder således:

square to 16x9

FØR INDSÆTTELSESCEREMONIEN

Fredag formiddag – klokken 16 dansk tid – mødes Donald Trump og Mike Pence med deres familier til en gudstjeneste i St. Johns Episcopal i nærheden af Det Hvide Hus. En tradition, som begyndte med Franklin D. Roosevelt i 1933.

Ifølge Tom Barrack, der er talsmand for indsættelseskomitéen, vil Donald Trump efterfølgende mødes med Barack Obama til en kop te eller kaffe i Det Hvide Hus, hvorefter de to vil køre i optog hen til byens kongresbygning, The Capitol, sammen med deres respektive hustruer.

Optoget, hvor den gamle præsident følger den nye hen til indsættelsesceremonien, er noget, man har gjort siden Martin Van Buren og Andrew Jackson i 1837 red i hestevogn gennem byen.

INDSÆTTELSESCEREMONIEN

Selve indsættelsesceremonien begynder klokken 17.30 dansk tid, og det er den 58. af sin slags. Den lokale sikkerheds- og beredsskabstjeneste, HSEMA, vurderer, at mellem 800.000 og 900.000 mennesker vil møde op for at overvære ceremonien.

Det 130-mand store marinekorps vil her spille et præludium (et musisk forspil, red.). Orkesteret har spillet ved hver eneste indsættelse siden Thomas Jefferson blev indsat i 1801.

Herefter vil den republikanske senator fra Missouri, Roy Blunt, byde velkommen, og efter senatorens indledende bemærkninger vil tre præster læse en religiøs tekst op.

Trump på TV 2 PLAY

På TV 2 PLAY har vi samlet alt det bedste fra dækningen af USA's valg og indsættelsen af Donald Trump som den 45. præsident.

Efter et musikstykke fra Missouri State Universitys kor kommer vi til den centrale del af ceremonien: Edsaflæggelsen fra henholdsvis vicepræsident Mike Pence og præsident Donald Trump.

- I do solemnly swear...

Mike Pence bliver taget i ed som USA's 48. vicepræsident af højesteretsdommer Clarence Thomas.

Efter endnu et kort musikstykke vil Donald Trump løfte højre hånd, mens han tages i ed som USA's præsident. Omkring klokken 17.50 vil danskerne derfor kunne høre ham sige de ikoniske ord:

- I do solemnly swear that I will execute the office of the president of the United States faithfully, and will to the best of my ability, preserve, defend, and protect the Constitution of the United States. So help me God.

Herefter vil marinekorpset spille 'Hail to the Chief', mens den nye præsident modtager en kanonsalut på 21 skud.

Så er det blevet tid til præsidentens indsættelsestale. Ifølge historikeren Douglas Brinkley, som har mødt Donald Trump inden ceremonien, er talen udarbejdet i samarbejde med Trumps politiske assistent Stephen Miller, og den vil ikke være særlig lang.

Afslutningsvis vil den blot 16 årige Jackie Evancho synge nationalmelodien, 'The Star-Spangled Banner'.

EFTER CEREMONIEN

Når selve ceremonien er færdig, skal både Donald Trump og Mike Pence deltage i den traditionsrige frokost i Kongressen, hvor menuen oftest står på egnsretter fra både præsidenten og vicepræcidentens hjemstater.

Under frokosten afholdes der taler og gives gaver.

Omkring klokken 21 dansk tid bliver det tid til indsættelsesparaden, hvor præsidenten vil køre fra Kongressen og ned af Pennsylvania Avenue mod Det Hvide Hus.

I paraden vil man blandt andet kunne se soldaterveteraner, politibetjente, spejderkorps og gymnasiebands. Mere end 8000 forventes at deltage i den halvanden time lange parade.

Om aftenen – cirka klokken 01 dansk tid – vil de festlige indsættelsesballer begynde. Der er tre officielle baller i Washington D.C. i år: To i Walter E. Washington Convention Center med gæster fra hele landet, og et bal ved The National Building Museum, som kun er for militær- og redningsfolk.

Programmet for selve ceremonien kan findes i sin fulde længde på senatets hjemmeside.