Donald Trump

Normalt er Trump kongen af Twitter - i dag lånte han fra Obama

Trump brugte dette billede til sin nye Twitter-konto. Men billedet var fra Obamas indsættelse.

Den nye præsident plejer at have styr på sociale medier. Ikke i dag.

Amerikanske flag så langt øjet rækker. Og tusindvis af begejstrede amerikanere foran kongresbygningen i USA.

Flot så det ud, da Donald Trump på Twitter fejrede sin indsættelse som præsident.

Der var bare ét problem:

Billedet viste ikke et publikum begejstret for Trump.

I stedet var der tale om ren genbrug fra Obamas indsættelse mange år forinden.

Det forkerte foto

Den slags lægger man mærke til på de sociale medier, og der blev hurtigt gjort grin med præsident Trumps misbrug af det forkerte billede.

Interessen for Obama-billedet skyldes formentlig især, at Trump igen og igen har hævdet, at han ville samle et rekordstort antal mennesker til sin indsættelse.

Endnu mangler de endelige besøgstal fra dagen, men der er ikke umiddelbart meget, der tyder på, at Trump sætter ny rekord.

Dagen igennem delte brugere på sociale medier således billeder, der sammenlignede Trumps indsættelse med Obamas indsættelse i 2009 og 2013.

Også metroen i Washington D.C. delte oplysninger om antallet af passagerer på byens metroer.

Tallet viser, at der kl. 11 midt på dagen amerikansk tid kun havde været under halvt så mange i metroen, som da Obama første gang blev indsat som præsident i 2009.

Måtte skifte billede

Det begejstrede billede af den forkerte indsættelse var den første lyd fra Twitter-kontoen @POTUS - der hidtil har været ejet af Barack Obama.

Men ganske som atomkoderne blev overleveret fra den ene præsident til den anden, så fik Trump også kl. 18 dansk tid koderne til de mange forskellige konti på sociale medier.

Også den omfattende hjemmeside for Det Hvide Hus blev som et trylleslag ændret klokken 18:00.

Væk var alle ord om klimaforandringer, og de mange rosende ord om den omstridte sundhedsordningen Obamacare. De kommer næppe igen.

Efter den store opmærksom omkring billedet valgte Trump-holdet i løbet af aftenen at slette billedet fra Obamas indsættelse.

Billedet blev dog ikke erstattet af et nyt foto af folkemængden til indsættelsen, men i stedet af Trump, der stilfærdigt kigger ud af et vindue.

Vulgær tale

Donald Trumps tale - hvor han blandt andet erklærede, at Amerika fremover altid først skal tænke på Amerika og ingen andre - var næppe med til at ændre manges holdninger til Trump.

Den konservative Bill Kristol, der har taget kraftig afstand til Trump, fik et chok under talen.

Han kaldte det efterfølgende vulgært, at Trump sagde “Amerika først”.

Mens andre gjorde opmærksom på, at det i virkeligheden var intet mindre end helt naturligt.

Trump selv var godt tilfreds med talen. Han tweetede senere, at 20. januar 2017 vil blive husket som dagen, hvor folket tog magten igen.