Donald Trump

Tidligere praktikant sagsøger Trump for ærekrænkelse

En kvinde sagsøger USA's kommende præsident, Donald Trump, for ærekrænkelse.

I denne artikel fremstod det oprindeligt som om, at kvinden sagsøgte Trump for seksuelle overgreb, det er nu rettet til ærekrænkelse.

Summer Zervos, der i oktober sidste år beskyldte USAs kommende præsident, Donald Trump, for seksuelle krænkelser, tager endnu en gang sagen op.

På et pressemøde fortæller Summer Zervos, at hun sagsøger Donald Trump for ærekrænkelse. Det skriver flere udenlandske medier, heriblandt BBC og The Telegraph.

- Da hr. Trump ikke har trukket sine ord tilbage, som jeg anmodede om, har han derfor ikke efterladt mig med noget andet alternativ end at sagsøge ham for at forsvare mit omdømme, sagde Summer Zervos på pressemødet.

Trump afviser anklagerne

Årsagen, til at Summer Zervos nu sagsøger Trump, er, at Trump kaldte hende falsk og syg, da hun og andre kvinder under valgkampen anklagede ham for seksuelle overgreb.

Overgrebet på Summer Zervos skal være sket i 2007, hvor hun kontaktede Donald Trump vedrørende et job på et af hans golf-resorter. Her mødtes de for at diskutere jobbet.

Ifølge Summer Zervos, som deltog i 2006 i tv-showet "The Apprentice" (på dansk 'Hyret eller Fyret', red.), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Donald Trumps firma, var Trump dog ikke interesseret i en formel samtale. Angiveligt skulle den kommende USA-præsident have kysset hende voldsomt og bedt hende om at lægge sig ned på en seng sammen med ham. Anklager som Trump altså afviser.

Han rørte min vagina uden på mine underbukser, helt sikkert.

Kristin Anderson

Summer Zervos er ikke den første kvinde, der offentligt har beskyldt Donald Trump for seksuelle overgreb. Samme dag i oktober - tre dage før Donald Trump vandt præsidentvalgkampen - fortalte en anden kvinde om en ny hændelse.

Her skulle Trump angiveligt have gramset på hende en aften på Manhattan tilbage i begyndelsen af 1990'erne. Kvinden, Kristin Anderson, forklarer i Washington Post, hvordan en nærgående Trump skulle have krænket hende.

- Han rørte min vagina uden på mine underbukser, helt sikkert. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Det var som om, han bare ville vise, at han kunne gøre det, siger hun til mediet.

Udover de to kvinder har op mod i alt 11 kvinder stået frem og beskyldt Donald Trump for upassende opførsel og forulempelser

En kvindehader

Summer Zervos kræver, at sandheden om USAs kommende præsident kommer frem i lyset. 

På pressemødet kalder hun blandt andet Donald Trump for "en løgner og kvindehader". Ifølge Zervos' advokat taler hendes klient nemlig sandt. Det beviser hun ved at have bestået en løgndetektortest.

Zervos har indvilliget i at ophæve retssagen, hvis Donald Trump erkender at have krænket hende.