Udland

Et fly og 239 personer savnes stadig - men efter tre år opgives eftersøgningen

I næsten tre år har redningsmandskab ledt forgæves efter det forsvunde passagerfly MH370 fra Malaysian Airlines, men nu eftersøgningen slut. GREG WOOD / Scanpix Denmark

Det forsvundne fly havde 239 personer ombord, da det lettede for snart tre år siden. De pårørende forstår ikke beslutningen om at indstille søgningen.

I næsten tre år har redningsmandskab ledt forgæves efter det forsvunde passagerfly MH370 fra Malaysia Airlines, men nu er eftersøgningen slut.

Det meddeler de australske myndigheder tirsdag.

Dermed tyder meget på, at familie og efterladte til flyets 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer ikke får vished for, hvad der præcist er sket.

Flyet lettede fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, den 8. marts 2014 med kurs mod Beijing, men styrtede formentlig ned i Det Indiske Ocean.

En svær beslutning

Eftersøgningen har været et samarbejde mellem myndighederne i Malaysia, Kina og Australien, men her godt tre år senere tror de tre lande altså ikke længere på, at de kan finde flyet.

- I dag har det sidste eftersøgningsfartøj forladt det søgeområdet. Malaysia Airlines fly MH370 er ikke blevet lokaliseret i det 120.000 kvadratkilometer store søgeområde i det sydlige Indiske Ocean, står der ifølge The Guardian i en erklæring fra de tre landes eftersøgningsmyndigheder.

- På trods af alle bestræbelserne og hjælp fra den bedst tilgængelige forskning, banebrydende teknologi, samt modellering og rådgivning fra dygtige fagfolk, der er de bedste på deres felt, har eftersøgningen desværre ikke været i stand til at lokalisere flyet, står der videre i erklæringen.

- Beslutningen om at suspendere eftersøgningen har ikke været let og er ikke truffet uden vemod.

Utilfredse pårørende: Et fly kan ikke bare forsvinde

Hos de pårørende er der ikke meget forståelse for, at myndighederne nu opgiver eftersøgningen.

I en erklæring fra en gruppe, der kalder sig Voice370, skriver de pårørende, at det af hensyn til flysikkerheden er nødvendigt at udvide det 120.000 kvadratkilometer store eftersøgningsområde.

- Kommercielle fly kan ikke bare få lov til at forsvinde uden spor. Efter allerede at have gennemsøgt 120.000 kvadratkilometer er det intet mindre end uansvarligt at stoppe på dette tidspunkt, og det afslører en chokerende mangel på tillid til det data, anbefalinger og værktøjer fra en række officielle eksperter samlet af myndighederne selv, skriver Voice370 ifølge Sky News i en erklæring og tilføjer:

- Vi appellerer til Malaysia, Kina og Australien om at genoverveje beslutningen.

Data: Flyet lavede vild rutschebanetur

Ifølge en analyse fra august foretaget af australske eksperter dykkede MH370 20.000 fod i minuttet, da det forulykkede over Det Indiske Ocean. 

Eksperterne har set på de sidste data fra flyet og kombineret dem med simulationer fra flyfabrikanten Boeing, der har designet flyet - en Boeing 777.

Ifølge videnskabsfolkenes beregninger løb MH370 tør for brændstof klokken 08.19, lokal tid. Den venstre motor først - og efter 15 minutter også den højre motor.

Simulationerne hos Boeing, som  avisen The Australian er blevet orienteret om i detaljer, viser at MH370 begyndte at dykke, da motorerne satte ud.

Flyet fortsatte nedad i en bølgebevægelse, hvor det først mistede fart og dykkede, men så genvandt farten fordi det var på vej ned. 

Da flyet genvandt sin fart steg det en smule igen, men fordi motorerne ikke virkede, begyndte det atter at dykke.

Nedslag var ødelæggende

Sådan fortsatte flyet op og ned i en rutchebanebevægelse ind til det ramte havoverfladen - formentlig med den ene vinge først.

Nedslaget på havoverfladen var formentlig fuldstændig ødelæggende for flyet på grund af det hurtige dyk der var mellem seks og ti gange hurtigere end ved en normal landing.

Ifølge formanden for den australske havarikommission, Greg Hood, passer signalerne fra flyet med et scenarie, hvor der ikke var nogen pilot til at styre flyet til sidst.

Ifølge Greg Hood forstærker de nye data fra flyets sidste signaler antagelsen om, at flyet styrtede ned i et område på 120.000 kvadratkilometer i Det Indiske Ocean, som nu gennemsøges for vragdele.

Kun få vragdele fundet

Han siger, at de intensive undersøgelser hos Boeing viser, at flyet faldt fra en højde på 35.000 fod (10,7 kilometer) med et tempo på cirka 12.000 til 20.000 fod i minuttet. 

Signalerne fra flyet understøtter den antagelse.

De eneste fysiske spor af flyet, der er fundet, er nogle få vragdele. Blandt andet en del af flyets højre vinge der skyllede op på en strand på Reuinion Island og en metaldel som skyllede op på en strand i Tanzania.

Flyet fra Malaysia Airlines havde 239 mennesker om bord, da det forsvandt fra radarskærmene den 8. marts 2014. 

Få hele overblikket over MH370s forsvinden nedenfor:

Mysteriet om MH370

  1. 2014

    1. 00.41 (lokal tid)

      MH370 letter fra Kuala Lumpur i Malaysia med kurs mod Beijing. Flyet skal efter planen lande klokken 06.30 i den kinesiske hovedstad. 

    2. 01.07

      Flyet sender sin sidste Acars-transmission (Aircraft Communications Addressing and Reporting System) - et digitalt datalink til at sende korte og relativt simple beskeder med.

    3. 01.19

      Sidste radiokontakt med flyet. En af piloterne siger ”good night, malaysian three seven zero” til luftfartskontrollen, mens flyet bevæger sig fra malaysisk til vietnamesisk luftrum. 

    4. 01.21

      Flyet forsvinder fra luftfartskontrollens radar, og flyets transponder bliver slukket. Luftfartsstyrelsen i Vietnam siger, at flyet ikke ”tjekkede ind” hos kontrollen i Ho Chi Minh City.

    5. 01.21-01.28

      Flyet lader til at ændre kurs – MH370 styrer skarpt til venstre.

    6. 02.15

      En militærradar opfanger MH370 på en radar syd for Phuket i Malaccastrædet. Det er mange hundrede kilometer vest for den sidst oplyste position.  

    7. 06.30

      MH370 skal efter planen lande i Beijing. Flyet når dog aldrig frem.

    8. 08.11

      Satellitsporingsdata opfanger et sidste signal fra flyet. Her tyder det på, at flyet enten følger en nordlig rute over Thailand mod Kasakhstan eller en sydlig rute over Det Indiske Ocean.

    9. 11.00

      Pårørende til de 239 personer ombord på MH370 møder op i lufthavnen i Beijing, hvor myndighederne holder dem opdateret.

    10. Eftersøgningen koncentrerer sig om Thailandsbugten. Her mistede man i første omgang flyet på radaren. Terror-spekulationerne begynder at rulle, da to af passagererne rejste med falsk pas. De bliver dog senere renset for mistanke. 

    11. Eftersøgningsområdet udvides. Mulige vragrester bliver opdaget på satellitbilleder nær Vietnam i Det Sydkinesisk Hav og i Thailandsbugten. 

    12. Mistanken rettes mod piloterne. Kaptajnen og styrmandens hjem bliver ransaget. Malaysias premierminister, Najib Razak, oplyser på baggrund af ny viden, at flyets kurs blev ændret bevidst. 

    13. Eftersøgningen foregår nu i Det Indiske Ocean, da det kommer frem, at flyet fløj i omkring syv timer efter sidste radiokontakt. Satellitbilleder af mulige vragrester sætter gang i en større eftersøgning i et område hundredvis af kilometer vest for Australien. De australske myndigheder står i spidsen for eftersøgningen, som foregår fra luften og på havet. USA, Kina og New Zealand assisterer blandt andre med skibe og fly.

    14. Malaysias premierminister, Najib Razak, slår på et pressemøde endegyldigt fast, at MH370 styrtede ned i Det Indiske Ocean. 

    15. Et australsk skib opfanger et signal i havet, der muligvis kan være fra de sorte bokse på MH370.

    16. De første passagerer begraves, selvom hverken lig eller vragdele er fundet. Det drejer sig om australierne Rod og Mary Burrows.

    17. Eftersøgningen genoptages efter flere måneders pause. Sonarudstyr til undervandseftersøgning bliver blandt andet taget i brug. 

    18. En ny rapport fra de australske myndigheder fastlår, at MH370 styrtede i havet, efter at flyet løb tør for brændstof.

  2. 2015

    1. Myndighederne i Malaysia erklærer officielt MH370’s forsvinden for en ulykke og alle ombordværende dræbt. Meldingen betyder, at de efterladte nu kan kræve erstatning. Eftersøgningen fortsætter. 

    2. På årsdagen for flyets forsvinden har efterforskerne stadig ikke løst mysteriet. 

    3. En cirka tre meter lang vingeflap bliver fundet ved den franske ø Reunion.. Vingeflappen stammer fra en Boeing 777 – samme flytype som MH370.

    4. Malaysias premierminister, Najib Razak, bekræfter, at en vragdel fra et fly, som blev fundet på den franske ø Réunion, stammer fra Malaysia Airlines-flyet MH370.

    5. Den franske anklager bekræfter, at flyvingen, der i juli blev fundet på øen Reunion, "med sikkerhed" stammer fra det forsvundne passagerfly MH370.

  3. 2016

    1. Det offentliggøres, at Malaysia, Australien og Kina har brugt over 130 millioner amerikanske dollars på eftersøgningen siden fly MH370 forsvandt den 8. marts 2014.

    2. Der findes flere vragrester omkring området ved Reunion Island. Det er endnu ikke blevet bekræftet om de tilhører det forsvundne MH370 fly. 

    3. Den australske regering offentliggør et notat, hvori der står, at man siden flyets forsvunden den 8. marts 2014 har undersøgt og klarlagt mere end 85.000 kvadratkilometer sort havbund i det Indiske Ocean fra vest Australien. 

    4. Nye vragdele skyller op

      Vragrester findes nu i Mozambique i Afrika. De er blevet sendt til Malaysia, hvor de skal testes. 

    5. Nye vragdele skyller op

      Dele af MH370 skyllede i land på Mauritius og Mozambique.

      Yderligere tre vragrester, som menes at stamme fra Malaysia Airlines-flyet MH370, blev fundet ved kyster på Mauritius og Mozambique, oplyser den australske transportminister ifølge nyhedsbureauet AFP.

    6. Ledte det forkerte sted

      Det hollandske eftersøgningshold, der står for at lede efter MH370, mener at flyet kan have ramt det Indiske Ocean et helt andet sted, end eksperter hidtil har sagt.

      Holdet har i løbet af to år gennemsøgt 120.000 kvadratkilometer under vandet vest for Australien for at finde flyet - men endnu uden held.

    7. Måske styrtede fly med vilje

      Zaharie Ahmad Shah var frasepareret og far til tre børn. Det kom allerede tidligt i efterforskningen frem, at han havde en flysimulator på hjemadressen, men at data fra den var slettet.

      Oplysninger fra et indtil nu hemmeligholdt dokument peger på, at piloten på det forsvundne Malaysia Airlines-fly MH370 opførte sig mistænkeligt, inden flyet fra forsvandt sporløst under en flyvning fra Kuala Lumpur til Beijing 8. marts 2014.

      Det fortrolige dokument fra malaysisk politi påviser, at piloten på MH370,Zaharia Ahmad Shad, mindre end en måned inden flyet forsvandt, foretog en simuleret flyvning dybt ind i Det Indiske Ocean, hvor det forventes, at det virkelige fly er styrtet ned.

    8. Eftersøgning kan blive suspenderet

      MH370 forsvandt 8. marts 2014 på vej fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, til Kinas hovedstad, Beijing.

      Søgningen efter det forsvundne MH370-passagerfly fra Malaysia Airlines bliver suspenderet, hvis flyet ikke bliver fundet i det nuværende eftersøgningsområde.

      Ifølge Reuters er der hidtil blevet brugt 135 millioner dollar - eller godt 910 millioner kroner - på eftersøgningen, der foregår i et område på 120.000 kvadratkilometer i den sydlige del af Det Indiske Ocean.

    9. MH370 lavede rutschebanetur inden styrt

      Australske eksperter mener, at det forsvundne fly lavede bevægelser op og ned som en rutschebane i en forlystelsespark i de sidste minutter.

      Flyet fortsatte nedad i en bølgebevægelse, hvor det først mistede fart og dykkede, men så genvandt farten fordi det var på vej ned. 

      Sådan fortsatte flyet op og ned i en rutchebanebevægelse ind til det ramte havoverfladen - formentlig med den ene vinge først.