Asya og Ugur må gemme sig for politiet, de er journalister i Tyrkiet

Uafhængige, kritiske medier, som vi anser for helt afgørende for et velfungerende demokrati, er absolut en mangelvare i Tyrkiet.

Det er ikke nyt. Sådan har det altid været.

For mange år siden blev journalister ganske enkelt skudt. Det skete under kemalisterne og den nationalistiske højrefløj. Under det nuværende AKP og Recep Tayyip Erdogan er mediehuse primært blevet lukket og journalister tilbageholdt eller anholdt.

Siden det mislykkede kup den 15. juli 2016, er 149 tyrkiske medier blevet lukket og 144 journalister fængslet. Antallet af tilbageholdte og fyrede er langt større.

Alligevel har den oppositionelle del af pressen ikke overgivet sig. Unge, frygtløse journalister fortsætter deres kamp, selvom de er blevet en slags nomader på konstant flugt fra myndighederne.

Det er tidligt om morgenen og mørkt som om natten, det er bidende koldt, og regnen bare vælter ned i stride strømme.

Vi strider os igennem de smalle gader i det indre Istanbul og ankommer kolde og gennemblødte til en låst gangdør.

Journalisterne sniger sig ind

Det burde være her. Vi checker. Adressen er korrekt, men vi kan ikke komme ind. Forkomne søger vi tilflugt i et lille tehus lige ved siden af, men det spartanske tehus er også først lige åbnet, så vi kan end ikke få os en kop varm te at overleve på endnu.

Jeg udsætter mit videokamera for regnen, for bare at komme i gang med dagens opgave, da en spinkel kvinde haster forbi hen mod gangdøren. Det viser sig at være Sadiye fra Dihaber. Det kurdiske nyhedsbureau, vi skal mødes med i dag. Med hende slipper vi ind i opgangen. Få minutter senere begynder medarbejderne i små grupper at ankomme.

Det mærkelige er, at de i går havde kontoradresse et andet sted. Adressen hvorfra de i dag skal arbejde og holde redaktionsmøde, fik de først tilsendt sent i aftes som besked på mobiltelefonen. Og i morgen vil deres redaktion ligge et helt tredje sted. Politiet er nemlig på jagt efter dem, så derfor må de hele tiden være på farten.

Det oprindelige kurdiske nyhedsbureau DIHA blev lukket af myndighederne. Nu er journalisterne blevet en slags nomader. Arbejdspladsen skifter adresse hver dag.

”Statens officielle begrundelse for at lukke os er, at vi lavede PKK-propaganda og at vi er et PKK-medie. Det er argumentet, der blev brugt, men vi ved, at vi blev lukket, fordi vi laver kritisk journalistik, og fordi vi giver oppositionen en stemme”, siger Yasin Kobulan, som er en af de ledende reportere på Dihaber.

Vi bliver venligt budt på varm te, saltet kurdisk ost, brød og oliven. Morgenmaden indtages mens der ryges masser af cigaretter og diskuteres, ryges og jokes og ryges endnu mere. De unge kurdiske journalister synes alle at være kæderygere. Det kan man måske også godt forstå, når man hører, hvilket liv det er, de lever.

”Er der noget nyt om vore fængslede journalister”, spørger Zuhal under det efterfølgende redaktionsmøde.

Zuhal er dagens jourhavende, den som fører dagslisten, der holder kontrol med, hvem der laver hvad.

”De har nu været tilbageholdt i 21 dage, og der er stadigvæk ikke noget nyt”, svarer Yasin.

To af Dihabers egne journalister er blevet taget i forvaring af politiet. Det samme er fire andre fra et relateret medie. Normalt skal man stilles for en dommer efter bare tre dage, men der er undtagelsestilstand i Tyrkiet, så de har alle siddet inde i syv gange så lang tid unde at være blevet stillet for en dommer.

For de unge journalister her, er det langt mere end et job. De er ude på en mission. De ofrer sig virkelig for sagen.

Sporene slettes

Efter redaktionsmødet pakker de unge igen deres ting, rydder op og fejer, så det ikke kan ses, at de har været her. Det er et lånt kontor, og det skal gives tilbage igen, så ejerne ikke bliver vrede.

”Det er ikke vores lokaler. Vi låner dem bare til at holde vores redaktionsmøde i. Derefter drager vi ud for at rapportere”, forklarer Sadik Topaloglu, mens nogle af kollegerne vinker farvel.

Jeg får at vide, at det er et byggefirma, der egentlig har hjemme her. Det tror jeg ikke rigtig på. Et kig rundt på bøgerne på hylderne, computerne og andre ting er slet ikke omgivelser, jeg kan se en kurdisk murermester i. Snarere en oppositionel NGO eller en anden græsrodsorganisation. Men det er sikkert en hemmelighed, de hellere vil holde for sig selv, af hensyn til ejeren. I hvert fald er det ikke Dihabers kontor. For kort tid efter er de alle på gaden igen. Døren er lukket og låset. Hver især på vej ud på dagens opgaver.

I den anden ende af Istanbul besøger vi den regeringsvenlige avis Sabah. Den arbejder ikke i lånte lokaler. Langtfra. Kontorerne er store, lyse og velindrettede, som i et dansk mediehus. Avisen optager en hel bygning, og den er en del af et større mediekonglomerat.

Vi bliver modtaget venligt og gæstfrit, men får lige en opsang af redaktøren om de udenlandske mediers uvenlige behandling af Tyrkiet.

Egentlig må jeg give hende lidt ret.

Mange i Vesten bedømmer både Tyrkiet og præsident Erdogan efter vesteuropæiske eller efter en skandinavisk målestok, og det er langtfra fair. Tyrkiet kæmper med mellemøstlige problemer. Ikke skandinaviske luksus udfordringer. Så svarerne er nogle andre og mere kontante. For kontante måske.

Undtagelsestilstanden efter det mislykkede kup i sommer giver myndighederne næsten uindskrænket autoritet, hvilket bliver udnyttet.

"Sikkerhed er vigtigere end ytringsfrihed"

Selvom kontorerne her er fulde af journalister, så synes solidariteten med de mange kolleger, der er blevet arresteret, fyret eller som er gået under jorden ret begrænset.

Sabah’s politiske redaktør Mehmet Celik mener ikke, at det er et spørgsmål om menings-, ytrings- eller pressefrihed. Det handler om sikkerhed.

”Det kan eksempelvis være fordi de (arresterede journalister) har haft forbindelse med en terrororganisation eller de har propaganderet for en terrororganisation i forbindelser med nogle af de terrortrusler, Tyrkiet står overfor. Så det skal naturligvis ikke ses i sammenhæng med pressefriheden”, siger han.

Ude i Istanbuls bazaarkvarter støder vi senere på dagen på Asya og Ugur fra Dihaber. Deres historie handler om prisernes himmelflugt. Mange dagligvarer er steget mellem 4-5 gange prisen for nogle uger siden. Vekselkursen på tyrkiske lira til dollar rasler også ned. Det begyndte allerede i 2016, men bare på de to uger siden nytår har liraen mistet 9% overfor dollaren. Den har nu den laveste kurs i mands minde. Mange frygter, at Tyrkiet er på vej ud i en økonomisk krise. Det bekræfter butiksejerne overfor de to kurdiske journalister, som dog undlader at fortælle, at de er kurdiske. Det er nemlig ikke populært i alle området.

”Der er så mange sager, myndighederne forsøger at skjule for borgerne. Det er vores – de oppositionelle mediers – pligt at få dem hevet frem i lyset. Derfor er vi forpligtet til at tage dette ansvar på os”, siger Asya Inedi fra Dihaber.

Ugur beder os om at holde lidt afstand, når vi filmer dem. Vi skal helst ikke tiltrække for megen opmærksomhed. Bliver vi opdaget af politiet, får vi at vide, at vi blot skal gøre, som om vi ikke kender hinanden.

"Det er risikoen værd"

Ud på eftermiddagen finder Asya og Ugur et lille kurdisk tehus, der ligger diskret gemt væk på en første sal i det indre Istanbul. Her kan de arbejde i fred. Det er ikke en gylden journalistkarriere de to unge er i gang med. De ved begge, at de risikerer at blive arresteret. Alligevel er de ikke et øjeblik i tvivl om, at arbejdet er vigtigt.

”Ja, det er hele risikoen værd. Det vil altid være sådan her for os. Det er lidt traditionen her”, siger Asya med et trist smil.

Myndighederne har allerede lukket det kurdiske nyhedsbureau ikke mindre end 49 gange. Næste lukning bliver altså lidt af et jubilæum… et lidt trist et af slagsen, men ingen af de kurdiske aktivist-journalister er et øjeblik i tvivl om, at det vil ske.

Det omvandrende kurdiske nyhedsbureau Dihaber er bare ét af mange eksempler på, at tyrkiske og kurdiske journalister, som modigt kæmper for at forsvare pressefriheden. Et andet er de ansatte på den uafhængige TV-station IMC, som også blev lukket efter kuppet.

I september skrev den tyrkiske avis Hürriyet, at en domstol i Ankara har udstedt en lukningsordrer imod IMC, fordi stationen beskyldes for at føre terrorpropaganda. I dag står TV-stationens studier tomme, udstyret er blevet plomberet og sendefrekvensen inddraget.

En del af IMC’s journalister, redaktører og teknikere arbejder dog ufortrødent videre uden løn og uden TV-udstyr. Det er nu vigtigere end nogensinde at komme med andre synspunkter end de regeringsvenlige nyhedsmedier mener de.

”Der sker så mange helt afgørende ting i vores land lige nu. Det politiske system vil ændre sig om ganske få uger. Vi kommer til at leve under et præsidentielt system. Erdogans præsidentielle system”, siger Banu Güven, som var en kendt TV-vært på IMC, og nu er vært på det lille internetmedie HaberSIZsiniz.

Navnet HaberSIZsiniz er et ordspil. På den side kan Haber Sizsiniz betyde ”I er nyhederne”. Mens Habersizsiniz i ét ord betyder ”I er uden nyheder!”.

Journalistik fra telefonen

De tidligere TV-medarbejdere, der har været vante til at dække begivenheder med satellit-trucks, OB-busser, kameraer og massevis af teknik, sender nu LIVE fra begivenheder, som ellers ikke ville blive dækket, kun med brug af deres smarts-phones.

Vi mødte dem i aftes på et kulturcenter i Istanbul-bydelen Sisli, hvor en oppositionsgruppe havde indkaldt til informations- og debatmøde om parlamentets forestående ændring af Tyrkiets forfatning, så landet går fra et parlamentarisk system, hvor det er parlamentet, regeringen og premierministeren, der regerer landet, til et præsidentielt system, hvor præsidenten sidder på al magten.

Ingen af de etablerede medier dækkede mødet, hvor akademikere, politikere og jurister advarede om forfatningsændringen. Kun HaberSIZsiniz var der med deres I-Phone-transmission.

Selvom udstyret mildt sagt ser lidt underligt ud, så er det klart, at de tidligere TV-medarbejdere ved, hvad de har med at gøre. De styrter rundt. Liner interviewpersoner op. Af mangel på en intercom, så man kan tale med studieværten igennem en øresnegl, bliver beskeder videregivet på store stykker papir, som holdes op lige udenfor I-Phone’ens billedramme.

Al arbejdet sker på ”kærlighed og kildevand”, og derfor kan det ikke fortsætte i en uendelighed, og måske er det også derfor myndighederne ikke griber ind.

”Det er klart at min levestandard er faldet. Jeg kan ikke købe bøger, gå i biografen og lignende. Jeg kan ikke leve det liv, jeg drømmer om. Jeg kan lige klare at betale min husleje og mine regninger og lige netop overleve”, siger Sabiha Temizkan, som tidligere var nyhedsredaktør på IMC.

Nezahat Dogan, som tidligere var studievært, får hevet én gæst ud og skubbet en anden, en forfatningsekspert over til Banu Güven, som står og afvikler udsendelsen.

”Når vi forsvarer journalistikken, så forsvarer vi i virkeligheden folkets ret til at få nyheder og informationer. Vi forsøger at give dem journalistik og nyheder renset for misinformation og propaganda. Det er vores job”, siger hun.

Som vestlig journalist fra et land, hvor vi altid tager de helt store ord frem, når vi i skåltaler skal tale om de frie, uafhængige presses betydning for demokratiet, men sjældent bliver tvunget til at bevise, om vi mener, det vi prædiker, da bliver man mildt sagt lidt mundlam, når man oplever, hvordan kolleger, i et samfund, der er midt i en omvæltning, hvis arbejdspladser og medier bliver lukket, hvis job bliver taget fra dem, men alligevel stædigt og modigt fortsætter med at lave kritisk, uafhængig journalistik… og betaler prisen for det.

Jeg har ondt af mig selv over, at jeg selv skal filme, selv skal redigere og selv skal lave en masse, som vi tidligere var et helt hold til. Men her i Istanbul møder jeg på bare et par dage kolleger, som må leve som beduiner uden en fast adresse, og andre som pludselig må forsvare demokratiet med deres mobiltelefoner.

Og de gør det med et smil, som om det er den mest naturlige ting i verden.

Det kalder på respekt.

Næsegrus respekt.