Udland

Advarer om livsfarlig flygtningesituation - små børn og nyfødte risikerer livet

Flere flygtninge og migranter er døde i det europæiske vintervejr. UNICEF frygter flere dødsfald - især blandt små børn.

Ekstremt vintervejr i Central- og Østeuropa og dele af Sydeuropa har bragt tusindvis af flygtninges liv i fare.

Det fremgik, da flere FN-organisationer fredag gav en pressebriefing i Genève i Schweiz om flygtningesituationen i Europa, hvor kraftige snefald, minusgrader og stærk vind blandt andet har påvirket vand- og elforsyninger og kostet menneskeliv.

- Vi er ekstremt foruroligede over rapporter om, at flere flygtninge og migranter er omkommet i forsøget på at komme ind eller bevæge sig rundt i Europa, siger Cécile Pouilly fra FN’s flygtningeagentur (UNHCR).

Kulden har siden årskiftet kostet fem flygtninge og migranter livet i Europa eller i forsøget på at komme ind i Europa. Og UNICEF frygter flere dødsfald, især blandt børn, når det ekstreme vintervejr forventes at fortsætte de kommende dage.

Flere tusinde flygtninge og migranter mangler ordentlige indkvarteringsmuligheder med vand, varme og beskyttelse mod kulden.

- Det er svært at få et fuldstændigt præcist tal, men vi taler i hvert fald titusindvis desværre, siger Steen M. Andersen, der er generalsekretær i UNICEF, til TV 2.

UNICEF: Åben hoteller for flygtninge

UNHCR opfordrer derfor myndighederne i de europæiske lande til at øge indsatsen for at hjælpe flygtninge med det klare formål at redde liv.

Mange flygtninge og migranter bor i teltlejre som her på den græske ø Lesbos.

Situationen er særlig alvorlig på de græske øer, hvor UNHCR de seneste dage har flyttet flere hundrede flygtninge og migranter til bedre indkvarteringer. Men flere tusinde mennesker, inklusiv familier med små børn, bor stadig i telte og sovesale uden varme.

- Det sørgelige er, at der i det her tilfælde er helt små børn og nyfødte, som har rimelig stor risiko for ikke at overleve det her, siger Steen M. Andersen.

UNICEF opfordrer de græske myndigheder til at åbne hoteller, hostels og ferielejligheder for flygtninge og migranter uden for turistsæsonen.

Flygtninge udsættes for vold og trusler

Også i Serbien er situationen foruroligende. Selvom flertallet af de 7300 flygtninge, asylansøger og migranter i landet er placeret under ordentlig forhold, frygter UNHCR for omkring 1200 mænd inklusiv op til 300 uledsagede drenge, som lever under primitive forhold i hovedstaden, Beograd, blandt andet i forladte bygninger.

Flygtninge og migranter har taget ophold i et nedlagt varehus i Beograd, hvor temperaturen kan falde til minus 15 grader om natten.

UNHCR benyttede også anledningen under pressebriefingen til at lange ud efter regeringerne i de lande, som Balkan-ruten går igennem, for at presse flygtninge og migranter ud af deres egne lande og ind i nabolande, til tider med brug af hårde metoder.

Ifølge UNHCR’s rapporter hævder flere flygtninge og migranter, at politiet har udsat dem for vold. Flere af dem hævder også at have fået deres telefoner inddraget eller ødelagt, og nogle hævder, at de har fået konfiskeret tøj på trods af kulden.

UNHCR tilskynder også de europæiske landes regeringer til at styrke bekæmpelsen af kriminalitet begået imod flygtninge. Ifølge UNHCR bliver flygtninge og migranter udsat for kidnapninger, fysiske overgreb, trusler og pengeafpresninger fra kriminelle bander.