Udland

Eks-spionen, der smed en bombe under Trump, er pist væk: Det ved vi om ham

En tidligere britisk efterretningsofficer er gået under jorden, efter hans rapport er centrum for mulig skandalesag i USA.

En tidligere ansat i den britiske efterretningstjeneste MI6 er efter alt at dømme gået under jorden, efter at han af flere britiske og amerikanske medier er blevet identificeret som kilden til den meget omtalte rapport om Donald Trumps påståede tætte forhold til Rusland.

Ifølge flere medier er manden identificeret som Christopher Steele.

Den 52-årige eks-spion skulle ifølge den britiske avis The Telegraph i al hast have forladt sit hjem i Surrey i England onsdag formiddag, da han indså, at det kun var et spørgsmål om tid, før han blev knyttet sammen med rapporten.

Han bad mig om at passe sin kat.

Nabo til Christopher Steele

En kilde tæt på Christopher Steele fortæller til The Telegraph, at den tidligere agent er "skrækslagen", efter at hans identitet er blevet offentliggjort, og at han "frygter for sin og sin families sikkerhed".

- Han bad mig om at passe sin kat, eftersom at han ville være væk i nogle dage, siger mandens nabo til den britiske avis.

Andre naboer udtrykker overraskelse over deres nabos tidligere erhverv. Det kan du se mere om herunder:

Flere naboer til den forsvundne MI6-agent undrer sig over deres nabo.

Den 35 sider lange rapport, som mediet Buzzfeed har publiceret, indeholder sprængfarlige - men ubekræftede - oplysninger om Trumps forhold til Rusland.

Russerne skulle ifølge rapporten have forsøgt at påvirke Trump i mindst fem år ved blandt andet at tilbyde ham lukrative forretningsaftaler.

Det var måske efterretningstjenesten, som lækkede den. Det ville være en grim plet på dens renommé.

Donald Trump om ny rapport

Samtidig skulle de russiske efterretningstjenester FSB og GRU have sikret sig kompromitterende materiale om den kommende præsident.

Konkret skulle Trump i 2013 have boet i præsidentsuiten på hotellet Ritz Carlton i Moskva. Angiveligt hyrede han under opholdet adskillige prostituerede til at tisse i en seng, og det hele skulle være blevet optaget af skjulte anordninger plantet af den russiske efterretningstjeneste.

Både den kommende præsident, Donald Trump, og talsmænd for den russiske regering har pure benægtet informationerne i rapporten og betegnet dem som ’frit opfundne og et forsøg på at skade forbindelserne mellem Rusland og USA’.

Talsmand for Kreml benægter at have kompromitterende materiale om Trump.

På et pressemøde onsdag kritiserede Trump de medier, som har bragt historien. Og selv om han ikke kom med en direkte beskyldning om ophavet, kom han med en klar antydning:

- Det var måske efterretningstjenesten, som lækkede den. Det ville være en grim plet på dens renommé.

Alligevel fandt de amerikanske efterretningstjenester det nødvendigt at udarbejde et to-siders dokument, der beskriver den 35 sider lange rapport. Både præsident Obama, vicepræsident Joe Biden og Donald Trump er blevet briefet om dokumentet – men hvorfor?

Trump angriber journalist: I laver falske nyheder

Svaret skal sandsynligvis findes i den troværdighed, adskillige kilder tilskriver den nu tilsyneladende forsvundne eks-agent.

Får opbakning i efterretningsmiljøet

Flere af Christopher Steeles tidligere kollegaer i efterretningstjenesterne bakker nu op om og forsvarer ham.

Ifølge The Guardian kalder en tidligere kollega ham for ’meget troværdig’ – en sober, forsigtig og grundig professionel med en imponerende karriere.

Chris er en erfaren og meget velanset professionel. Han er ikke en type person, der ville videreformidle sladder. 

Tidligere kollega til Christopher Steele

Kollegaen, der ifølge The Guardian er tidligere ansat i det britiske udenrigsministerium, har arbejdet sammen med Christopher Steele i 25 år og betragter ham som en ven.

- Tanken, om at hans arbejde er usandt eller er en ’cowboy-operation’, er falsk. Chris (Christopher Steele) er en erfaren og meget velanset professionel. Han er ikke en type person, der ville videreformidle sladder, siger kollegaen.

Men hvem er han så, denne Christopher Steele, og hvad er det for en karriere, der har gjort ham velanset i efterretningskredse?

Efter gradueringen fra det velrenommerede universitet Cambridge blev Christopher Steele hurtigt en af de mere fremtrædende Rusland-specialister for det britiske spionagentur MI6. Han boede i Moskva i to år i begyndelsen af 1990’erne. Senere boede han i London. 

I løbet af de næste 20 år udfyldte den respekterede agent flere roller i MI6, men hans interesse for Rusland fortsatte, og ifølge flere kilder stod han i en årrække i spidsen for agenturets Ruslands-afdeling.

En tidligere kollega bakker op om Christopher Steele.

Da den russiske eks-spion Alexander Litvinenko i 2006 blev forgiftet med radioaktivt stof, blev Christopher Steele angiveligt inddraget i sagen og var med til at pege på den russisks stats indblanding i dødsfaldet.

Men interessen for efterretninger fra Rusland faldt i takt med den stigende opmærksomhed på radikal islamistisk terror. Derfor forlod Christopher Steele i 2009 den britiske efterretningstjeneste.

Han stiftede – sammen med en kollega – den private konsulentvirksomhed Orbis Business Intelligence, der blandt andet bistår med efterretningsarbejde.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, der citerer unavngivne kilder i MI6, samarbejdede Christopher Steele blandt andet med FBI i forbindelse med FIFA-korruptionssagen i 2010.

Flere sider efterspurgte rapporten

Rapporten, der nu skaber overskrifter i store dele af den vestlige verden, har været igennem flere udviklingstrin, inden den så dagens lys.

Ifølge britiske medier blev researchen til rapporten oprindelig betalt af et firma på vegne af republikanere, der var modstandere af den daværende kandidat til præsidentposten. De ville angiveligt undersøge Donald Trumps forhold til Rusland. 

Men da byggemagnaten vandt nomineringen som republikanernes præsidentkandidat, blev firmaet, der hyrede Christopher Steele, betalt af en ny politisk modstander til Trump - en unavngiven demokrat.

Ifølge amerikanske og britiske medier har Christopher Steele ikke været i Rusland for at skaffe oplysningerne til den skandaleombruste rapport, men har i stedet trukket på sit omfattende netværk i landet.

Men undervejs i processen blev materialets karakter så alvorlig, at Christopher Steele besluttede at sende en kopi til FBI.

Han mente dog ikke, at agenturet reagerede hurtigt nok, og derfor sendte han det til mediet Mother Jones, der skrev om rapporten i oktober.  

Christopher Steeles kollega i Orbis, Christopher Burrows, afviser over for The Guardian at kommentere på, om at den nu vidt spredte rapport er lavet af firmaet.

Christopher Burrows, afviser at kommentere på, om at den nu vidt spredte rapport er lavet af firmaet.

Der lyder dog også kritik af rapporten. En anonym konsulent for et firma, der konkurrerer med Orbis i London, kalder ifølge New York Times rapporten for mangelfuld og uden beviser.