Trump erkender russisk hacking: - Putin skulle ikke have gjort det
Donald Trump benyttede sin første pressekonference siden valget til et kontant modangreb på de kritikere, der siger Rusland kan afpresse ham.
- Det er en skændsel, at det er kommet ud. Det er alt sammen falsk. Det er samlet sammen af vores modstandere, af syge mennesker.
USA’s kommende præsident Donald Trump gik voldsomt til modangreb på de medier og efterretningstjenester, der har beskrevet ham som værende i lommen på Rusland, da han onsdag for første gang siden valget i november holdt pressekonference.
De fleste spørgsmål fra pressen handlede om Donald Trumps forhold til Rusland og den russiske præsident, Vlaidimir Putin.
Det skyldes den aktuelle historie om, at russiske efterretningskilder skulle have kompromitterende materiale på Donald Trump, som kan gøre den nye amerikanske præsident sårbar over for politisk afpresning fra Rusland.
Tilsyneladende sætter amerikanske efterretningstjenester så meget lid til historien, at de har advaret både Trump og kongressens ledere om den potentielle risiko. Og flere amerikanske medier har beskrevet i farverige detaljer, hvordan Rusland skulle ligge inde med kompromitterende billeder af Donald Trump.
Det er "fake news"
Trump selv omtalte ikke sagen i sin indledende tale, men da journalisterne blev ved med at spørge til sagen, så skød han aggressivt tilbage mod medierne.
- Det er ”fake news” (falske nyheder), skrevet af nogle meget uærlige mennesker. Der sidder nogle stykker foran mig lige nu, sagde han med henvisning til den store flok af journalister, der var samlet til pressekonferencen.
Mens han ikke holdt sig tilbage i kritikken af medierne, så undlod han at svare på et spørgsmål om, hvorvidt han faktisk stolede på de amerikanske efterretningstjenester, der fortalte han om sagen. Han slog dog fast, at det var en skandale, at efterretningsrapporten var blevet lækket til medierne.
"Putin kan lide Trump"
Han blev også spurgt til, hvilket forhold han havde til Rusland og præsident Putin, der tilsyneladende har hjulpet ham til at blive valgt som præsident ved at hacke Trumps politiske modstandere i det Demokratiske Parti.
- Putin kan lide Trump. Det synes jeg kun er en fordel. De kan hjælpe os med at bekæmpe Islamisk Stat, sagde Donald Trump.
Han understregede, at han nu – i modsætning til, hvad han har sagt tidligere – er overbevist om, at hackingen faktisk fandt sted:
- Jeg tror vi blev hacket af Rusland, men også af andre lande. Putin skulle ikke have gjort det. Men Putin får meget større respekt for vores land, når jeg leder det. Jeg håber, vi kan finde ud af det sammen, sagde Donald Trump.
"Vi gør demokraterne en tjeneste"
Mens forholdet til Rusland fyldte meget på pressekonferencen, så nåede Trump også omkring flere af de emner, der har fyldt meget i valgkampen – eksempelvis den berømte mur på grænsen til Mexico, og den amerikanske sundhedsreform "Obamacare", som Donald Trump vil ophæve i løbet af ganske kort tid.
På alle områder er han sikker på, at tingene vil blive markant bedre under hans ledelse:
- Obamacare er en fuldstændig katastrofe. Vi vil fremlægge en plan, der ophæver og erstatter Obamacare. Faktisk er Obamacare demokraternes problem, så vi gør dem en tjeneste ved at tage os af det, sagde Trump.
Sønnerne overtager forretningen
Han benyttede samtidigt lejligheden til at meddele, at han overdrager styringen af sit forretningsimperium til sine sønner for at undgå mistanke om en interessekonflikt mellem politikeren og forretningsmanden Donald Trump.
- Jeg kunne lede landet og drive mine forretninger samtidigt. Jeg er den eneste, der kunne gøre det, men jeg ønsker det ikke. Jeg overdrager total kontrol til mine sønner, sagde Trump.
Og så sluttede han af med sin berømte, faste bemærkning fra hans realityshow ”The Apprentice”:
- Jeg håber, at jeg om otte år kan komme tilbage og sige: Åh, I gjorde et godt stykke arbejde”. Men hvis de gør det dårligt, så vil jeg sige: ”You’re fired!”.