Udland

Kysse-videoen, der får kvinder til at rase: - Fyre som jer er syge i hovedet

Her kysser en ung mand en ung kvinde uden varsel i en Youtube-video. Til højre den chokerede kvinde efter kysset. Daily Bhaskar/Youtube / Daily Bhaskar/Youtube

Sumit Verma har sagt undskyld på grund af en video på Youtube, hvor han uden varsel kysser kvinder på gaden i Delhi. Sagen vækker raseri hos kvinder.

Indien har i de senere år været ramt af flere alvorlige sager, hvor kvinder har været udsat for voldtægt. For nylig blev fem mænd ved en retssag, der vakte opsigt i Indien, idømt fængsel på livstid for at have gruppevoldtaget en 52-årig dansk kvinde i New Delhi i 2014.

Nu har en ny sag skabt raseri blandt kvinder i Indien. Indisk politi efterforsker sagen og efterlyser ofre, efter en ung indisk mand i en Youtube-video løber rundt og uden varsel kysser tilfældige kvinder på gaden, skriver BBC.

- Ham, der har lavet videoen, bør straffes. Det er sexchikane, og folk, der kysser uden tilladelse, er ikke underholdning, skriver den fremtrædende indiske politiker og kvindesagsforkæmper Kavita Krishnan i et tweet.

- I har gjort det helt klart, at fyre som jer er syge i hovedet, skriver en kvindelig indisk tv-producer, Avnika, i et tweet.

Manden bag videoen, Sumit Verma - som lagde videoen på sin Youtube-kanal, Crazy Sumit, hvor han har 150.000 abonnenter - har sagt undskyld og fjernet videoen.

- Jeg lagde den ud som underholdning og ikke for at såre nogen, siger Sumit Verma ifølge BBC.

Men nu er politiet i Delhi gået ind i sagen og efterforsker den. Politifolkene opfordrer nu ofrene til at melde sig og indgive en politianmeldelse.

- Videoen er kommet til politiet i Delhis kendskab gennem medierne. Vi har indledt de første tekniske undersøgelser. Denne obskøne video er tilgængelig på Facebook og på Youtube, og det efterforsker vi, siger Dependra Pathak, en talsmand for politiet, til den indiske nyhedsbureau PTI.

- Vi ser den slags seksuelle perversioner på de sociale medier, hvor de bliver lavet for at få likes, omtale på nettet - og måske er der endda penge involveret i det, siger Dependra Pathak.