Mishandlede handicappet og sendte det live på Facebook: - Ikke sådan jeg har opdraget dem
En mentalt handicappet mand blev tilbageholdt og mishandlet i timevis af en gruppe unge. Bedstemoderen til to af de sigtede skammer sig dybt.
I en opsigtsvækkende sag om mulig kidnapning og tortur af en handicappet har en dommer fredag besluttet, at de fire sigtede ikke får lov at blive løsladt mod kaution.
Det skete ved et retsmøde i Chicago.
Der er tale om fire unge i alderen 18 til 24 år, som er sigtet for i sidste weekend at have kidnappet en 18-årig handicappet mand og sendt mishandlingen af ham direkte på Facebook.
Tvunget til at drikke toiletvand
Manden blev fundet først på ugen, da han kom gående i Chicagos gader ”helt ude af den og i krise”, som politiet har udtrykt det, og havde på det tidspunkt været meldt savnet i op mod 48 timer.
Kort tid efter blev de fire nu sigtede anholdt på en adresse i nærheden af, hvor den handicappede blev fundet, og efterfølgende har deres egne optagelser af mishandlingen sikret politiet vigtigt bevismateriale.
Videoen dokumenterer, hvordan det 18-årige offer blev tilbageholdt i en lejlighed - bagbundet og med tape over munden.
De voldsomme billeder viser, hvordan hans bødler truede ham med en kniv og skar ham i hovedet, mens han blev overdænget med spark og slag. Gruppen tvang også deres fange til at drikke vand fra et toilet. I baggrunden kan man på et tidspunkt se en mand sige til kameraet:
- Jeg vil torturere dig ad helvede til.
Og senere i den 25 minutter lange video lyder det fra en mandestemme i baggrunden:
- Det her ender med mord.
Har I ingen anstændighed?
Ved retsmødet fredag afviste dommer Maria Kuriakos Ciesil at tillade løsladelse mod kaution og henvendte sig til hver enkelt af de sigtede.
- Jeg kigger på hver enkelt af jer og spekulerer på, hvor var følelsen af anstændighed, som hver enkelt af jer skulle have haft?
- Jeg kan ikke se det, sagde Maria Kuriakos Ciesil ifølge Chicago Tribune.
Søstrene Brittany og Tanishia Covington er to af de sigtede, og deres bedstemor Priscilla Covington var fredag mødt op til retsmødet.
- Jeg har ikke opdraget dem på den måde, sagde Priscilla Covington, da hun hastede forbi de mange pressefolk.
Offer og gerningsmand kendte hinanden
Ved retsmødet kom det frem, at 18-årige Jordan Hill, som er en af de fire sigtede, kendte den handicappede fra deres fælles skole.
Ifølge anklagerne satte moderen ofret af ved en McDonalds lørdag den 31. december, hvor han skulle mødes med en ven. Men da familien mandag den 2. januar ikke havde hørt fra ham, opdagede broderen på Facebook, at han var sammen med Jordan Hill.
Moderen kontaktede Hill på Facebook, fordi hun ville have sin søn hjem, men det gjorde ifølge anklagerne ham så rasende, at han tog den handicappede med ud i en stjålet varevogn og slog ham. Han skulle angiveligt også have forlangt en løsesum på 1800 kroner.
Jordan Hill kørte dem derefter til Covington-søstrenes lejlighed, hvor mishandlingen for alvor begyndte, og det var herfra, at 18-årige Brittany Covington begyndte at sende overgrebet direkte på Facebook.
Racistiske undertoner
I videoen, der efterfølgende er blevet fjernet fra Facebook, tvinger de sigtede blandt andet ofret til at sige, ”jeg elsker sorte mennesker”, og det har fået flere til at påstå, at handlingen kunne være racistisk motiveret.
De fire sigtede har nemlig alle afroamerikansk baggrund, mens ofret er hvid, men en talsmand for ofrets familie ønsker ikke, at sagen skal handle om hudfarve. Han håber i stedet, sagen kan blive brugt som anledning til at diskutere, hvordan voldshandlinger overhovedet kan ske.
- Vi ønsker ikke, at dette skal ophøjes til en form for racistisk eller racerelateret spørgsmål. Vi mener ikke, at dette bør ske for nogen, siger advokat Neil Storm ifølge Chicago Tribune.
Ifølge politiet var ofret bundet i forbindelse med de torturlignende forhold i fire-fem timer. Han blev senere behandlet for sine skader på hospitalet, men kæmper ifølge et familiemedlem med at komme ovenpå.
Der er igangsat flere indsamlinger til fordel for ofret, og indtil videre er der indsamlet et beløb på næsten en halv million kroner. Noget familien er dybt taknemmelige for, siger Kris Boyd, der er i familie med ofret.
- Vi beder ikke nogen om noget. Vi er lidt overvældede. Vi ønsker ikke at drage fordel af nogen, siger han ifølge Chicago Tribune.