Udland

Samarbejde mellem 40 myndigheder endte med 12 døde - men reglerne blev overholdt

Myndighederne vidste han var farlig, men de fik ikke standset Anis Amri. Nu får terrorangrebet i Berlin konsekvenser for efterretningstjenesterne.

Myndighederne var klar over, at han var en ”potentiel farlig person”. Han havde været i kontakt med terrormilitsen Islamisk Stat og tilbudt sig som selvmordsterrorist. Alt det vidste efterretningstjenesterne, som havde overvåget ham i ugevis.

Man vidste, at han havde søgt oplysninger om rørbomber og sprængstof-fremstiling på internettet. At han havde pralet med at ville begå et blodbad og forsøgt at få andre med på ideen.

Men selv om han havde fået afvist sin asylsag og stod til hjemsendelse, så kunne han rejse rundt i Tyskland på falske papirer. 14 forskellige identiteter betjente han sig af, og flere af dem var politiet bekendt med. I det hele taget, så vidste de tyske myndigheder skræmmende meget om den 24-årige tuneser Anis Amri.

En frygtelig fejltagelse

Alligevel var de ikke i stand til at afværge attentatet den 19. december, da han kaprede en polsk lastvogn, skød chaufføren og styrede den over 40 tons tunge lastvogn direkte ind i julemarkedet på Breitscheidplatz i Berlin og dræbte 12 mennesker.

Det var det hidtil blodigste islamistisk terroranslag på tysk jord og det værste overhovedet i nyere tid. Det var det første i Berlin nogen sinde. Og så skete det bogstaveligt talt for øjnene af de tyske sikkerhedsmyndigheder.

Det var intet mindre end en ”frygtelig fejltagelse”, konkluderer Heribert Prantl, medlem af chefredaktionen på den store ansete München-avis Süddeutsche Zeitung. Og han tøver ikke med tilføje: Ved attentatet i Berlin var myndighederne medskyldige på grund af deres manglende indgriben og eklatante fejlvurderinger.

Der var tale om ”mord ved forsømmelse”, lyder dommen fra redaktør Prantl, som også mener det er på høje tid, at tyskerne får reformeret og effektiviseret deres meget omfattende men også meget komplicerede sikkerhedsapparat.

For som sagt så vidste de tyske myndigheder skræmmende meget om Anis Amri. Men ikke hvor farlig han egentlig var.

Rundkredspædagogik for spioner

Adressen hedder Am Treptower Park 5-8. Udadtil et noget anonymt bygningskompleks, bortset fra én ting: Overalt er der overvågningskameraer og infrarøde bevægelsesalarmer, langs hegnet, langs murene. Bygningerne på det tidligere kejserlige kaserneområde i bydelen Alt Treptow.

Besøgende bliver underkastet strenge sikkerhedskrav og billeder af, hvad der egentlig foregår inden bag det solide hegn er sjældne, for her ligger nemlig de tyske myndigheders fælles terrorbekæmpelses-central, GTAZ, Gemeinsame Terrorismus-AbwehrZentrum. Her holder man øje med potentielle terrorister og aktuelle trusler, her forsøger man at spore hjemvendte Syriens-krigere, her bliver de mange informationer analyseret og bearbejdet.

Am Treptower Park 5-8 er et godt eksempel på tyske sikkerhedstjenesters styrke og svaghed. Styrke fordi man her har samlet alle relevante myndigheder på ét sted, hele 40 i alt, fra kriminalpolitiet i de enkelte delstater til efterretningstjenester, toldvæsen, udlændingestyrelse, forbundsanklager og forbundspoliti. Svaghed, fordi de 40 deltagende myndighederne udgør hver deres suveræne myndighed, og derfor skal de, som det så smukt hedder ”arbejde sammen i øjenhøjde”.

Derfor findes der ikke nogen overordnet leder af dette, den tyske stats vigtigste organ til bekæmpelse af terrorisme, kun arbejdsgrupper med ligeværdige medlemmer. ”Rundkredspædagogik” ville en tidligere dansk statsminister nok have kaldt den samarbejdsform!

Ingen ville samarbejde

Hermed er vi fremme ved sagens kerne. Tyskland er som bekendt en forbundsstat med 16 i princippet selvstændige delstater med hver deres politi, hver deres interne efterretningstjeneste, hver deres indenrigsminister, hver deres lovgivning, og oven i dette skal lægges den samme struktur på forbundsplan.

Tyskland har med andre ord et virvar af sikkerhedstjenester og politiapparater, og som førnævnte redaktør Prantl påpeger, så har den slags myndigheder det med at ”koge deres egen suppe” og holder kortene tæt ind til kroppen i stedet for at udveksle oplysninger og vurderinger.

Hele syv gange var Anis Amris sag oppe at vende i konferencerummene hos GTAZ i Berlin-Treptow, men altså uden at myndighederne nåede at gribe ind i tide. Det lyder som en klassiker. Alle har et ansvar, men hvem føler sig ansvarlig? Eller som Der Spiegel skriver. ”Anis Amri-sagen har åbenbaret et kompetencevirvar. Alle havde et ord at skulle have sagt, ingen traf den rigtige beslutning”.

Den rodløse wannabe-terrorist

Kunne Anis Amri have været stoppet? Var der tale om et systematisk svigt fra myndighedernes side, som redaktør Prantl hævder? Spørgsmålet optager tyskerne lige nu og har været emnet for en høring i delstatsparlamentet i Düsseldorf, hovedstaden i Tysklands folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor Anis Amri hørte officielt hjemme.

Her melder den socialdemokratiske indenrigsminister Ralf Jäger hus forbi. Selv om myndighederne var klar over, at man havde at gøre med en notorisk kriminel, som drømte om at anskaffe sig våben og opsøgte islamistiske kredse, så har myndighederne gjort, hvad man kunne. Ja, faktisk var man gået ”til det alleryderste inden for retsstatens rammer”, erklærede han. Det var sikkert ment som en beroligelse, men var snarere det modsatte.

Mens de tyske myndigheder foreløbig ser ud til at frikende sig selv, så er man enige om, at de italienske myndigheder har svigtet. For da Anis Amri i sommeren 2015 ankom til Tyskland og søgte om asyl, så var de tyske myndigheder ikke klar over, at Italien allerede havde forsøgt at sende ham tilbage til Tunesien efter en længere fængselsstraf.

Kendt siden efteråret 2015

Allerede i efteråret 2015 blev politiet i Nordrhein-Westfalen opmærksom på den unge tuneser, som begyndte at pleje omgang med en velkendt islamistisk ”hadprædikant”, som i forvejen var under politiets overvågning. I februar 2016 kategoriserede politiet ham som en potentiel farlig person, en såkaldt ”Gefährder”, en person, der kan finde på at begå et attentat. Hans telefon blev aflyttet og hans færden overvåget, og det er i den periode, politiet blev bekendt med, at Anis Amri gik på nettet for at finde ud af, hvordan man bygger en rørbombe. Men selv om han altså var dukket op på radaren, så manglede myndighederne det afgørende bevis.

Det blev ikke bedre af, at Amri opererede med flere identiteter og i det hele taget var ”ekstrem mobil”, som indenrigsminister Jäger fra Nordrhein-Westfalen har forklaret. Snart dukkede han op i Berlin, snart var han tilbage i Nordrhein-Westfalen, og hele tiden bevægede han sig ud og ind af islamistiske og småkriminelle kredse, den rodløse ”Wannabe-terrorist”, som havde kappet sine rødder til sit hjemland men aldrig blev en del af det tyske samfund. En ”forlist skæbne”, som avisen Tagesspiegel beskriver ham, en ” en typisk repræsentant for en hel generation af terrorister. En ganske almindelig, uuddannet kriminel, der ikke kendte meget til islam men til sidst ender med at tale om vejen til paradiset”.

Pralede med blodbad

Hele syv gange var tilfældet Anis Amri som sagt på dagsordenen for møderne i GTAZ, det fælles antiterror-centrum i Berlin, og igen og igen måtte myndighederne erkende, at der ikke var beviser for, at den 24-årige skulle gå med konkrete attentat-planer.

Men at han var potentiel farlig, var man ikke i tvivl om, og imens arbejdede flygtningebureaukratiet videre. I sommeren 2016 blev hans asylansøgning afvist, han kunne nu kun opholde sig i landet på ”tålt ophold”. Papirerne var i øvrigt udstedt til en ”Ahmed Almasri”, én af Amris mange falske identiteter. 

Myndighederne ville nemlig gerne lade ham blive i den tro, at de ikke kendte hans rigtige identitet. Og overvåget blev han stadig men uden de store resultater. Anis Amri forsøgte sig som hash-sælger i Görlitzer Park i Berlin, han var involveret i værtshusslagsmål, men beviset for, at han skulle have konkrete attentatplaner, manglede. Ifølge en undercover-agent i det islamistiske miljø, skulle han have pralet med at ville begå et blodbad, men myndighederne vidste af erfaring, at mange af den slags udtalelser netop bare er – praleri.

Det er netop efterretningstjenesternes dilemma. Vurderer de forkert, kan det få katastrofale føler. Men de kan tage alle henvendelser alvorligt, for ressourcerne er begrænsede og samfundet ville gå i stå.

Måske var den bedste chance for at forhindre det hidtil værste islamtiske anslag på tysk jord et møde, der blev holdt i antiterror-centret den 19. og 20. juli, noterer Süddeutsche Zeitung, som har kigget myndighederne grundigt i kortene i sagen Anis Amri.

En chance der glippede

Det var i dagene lige efter Nice-attentatet, da en tuneser med bopæl i Frankrig havde styret en lastbil ind i folkemængden i den sydfranske kystby og dræbt 86 mennesker.

Spørgsmålet var, om man skulle tage det skarpeste våben i den tyske udlændingelov i brug i tilfældet Anis Amri. Paragraf 58a gør det muligt at fængsle en person, indtil han kan sendes ud landet. Men en forudsætning er, at myndighederne kan sandsynliggøre, at man dermed afværger en forestående fare.

Arbejdsgruppen i rum 012 i antiterror-centret konkluderede, at man ikke kunne få en domstol overbevist om Anis Amris farlighed. ”En akut faresituation, som kan godkendes ved domstolene, foreligger ikke i den nuværende situation”, lød konklusionen i sag nummer 1510080674, tilfældet Anis Amri.

”Og så bliver manden, der siden sin indrejse i Tyskland havde færdedes i islamistiske kredse og åbent talte om at anskaffe sig våben og drage i hellig krig, fortsat behandlet som en almindelig, kriminel udlænding”, som Süddeutsche Zeitung konkluderer.

Anis Amri kunne altså bevæge sig frit rundt, selv om myndighederne havde besluttet sig for at sende ham ud af landet. Sporet fortabte sig efter september måned i fjor, da den intensive overvågning af Anis Amri blev indstillet på grund af de manglende resultater.

Imens ventede de tyske myndigheder på de nødvendige papirer fra Tunesien, en forudsætning for at kunne sende tuneseren tilbage til sit hjemland.

Møde nummer 1444

Sagen Anis Amri var for sidste gang oppe at vende på møde nummer 1444 i antiterror-centrets ”informationsudvekslings” arbejdsgruppe”. Det skete den 2. november.

På det tidspunkt havde der været flere islamistiske anslag i Tyskland og en lang række anholdelser, blandt andet af bombemanden fra Leipzig, som havde planer om at slå til mod Berlins Tegel-lufthavn.

Endnu en gang lød konklusionen, at der ikke forelå nogen konkret trussel i sagen Anis Amri.

Kriminalpolitiet i Nordrhein-Westfalen blev bedt om at forsøge at forcere hjemsendelsen. Men der skulle gå endnu en måned, før de tunesiske papirer nåede frem.

De gjorde de to dage efter Anis Amris attentat mod julemarkedet på Breitscheidplatz i Berlin. På det tidspunkt var det altså for sent, og den 24-årige tuneser var ikke længere wannabe-terrorist men blodig virkelighed.

Igen og igen var det lykkedes ham at slipppe igennem de tyske myndigheders ellers så finmaskede net. Men noget gik galt, frygteligt galt.

Som Süddeutsche Zeitungs reportere på sagen noterer. ”De fleste af de ansvarlige organer holdt sig strengt til reglerne. Alligevel endte det med at gå galt”.