Udland

Sigtet for hadforbrydelse: Mishandlede handicappet og sendte det live på Facebook

En mentalt handicappet mand blev tilbageholdt og mishandlet i timevis af en gruppe unge. Mishandlingen blev sendt direkte på Facebook.

Fire unge mennesker fra den amerikanske storby Chicago er blevet sigtet for hadforbrydelse efter en video, der angiveligt viser deres mishandling af en 18-årig handicappet mand, har ramt internettet.

Op mod 48 timers mareridt sluttede mandag, da betjente fandt offeret gående i Chicagos gader "helt ude af den og i krise" ifølge byens politi. Den 18-årige blev bragt til hospitalet, hvor man fandt ud af, at han havde været meldt savnet.

- Han er traumatiseret af episoden, og det er meget svært at kommunikere med ham lige nu, siger politichef i Chicago Police Department, Kevin Duffin, ifølge AP.

Omtrent samtidig blev en gruppe unge mennesker anholdt på en adresse ikke langt fra, hvor den unge mand blev fundet. Efterforskere fandt her spor, der slog fast, at den 18-årige havde opholdt sig på samme adresse, inden han blev sat fri. Og hvad der gik forud, har politiet nu kunnet se på nettet. En video, som oprindeligt blev lagt på nettet via Facebook Live, har spredt sig som en løbeild på sociale medier. 

Jeg har været politimand i 28 år, og jeg har set ting, som ingen mennesker bør se. Alligevel kan det stadig komme bag på mig, når ting som det her sker.

Eddie Johnson, politiinspektør

Videoen dokumenterer, hvordan det 18-årige offer blev tilbageholdt i en lejlighed - bagbundet og med tape over munden.

De voldsomme billeder viser, hvordan hans bødler truede ham med en kniv og skar ham i hovedet, mens han blev overdænget med spark og slag. Gruppen tvang også deres fange til at drikke vand fra et toilet. I baggrunden kan man på et tidspunkt se en mand sige til kameraet: 

- Jeg vil torturere dig ad helvede til.

Og senere i den 25 minutter lange video lyder det fra en mandestemme i baggrunden:

- Det her ender med mord.

Politiinspektør Eddie Johnson har på et pressemøde beskrevet episoden som "kvalmende".

- Det får én til, at tænke over, hvad der får mennesker til at gøre sådan noget. Jeg har været politimand i 28 år, og jeg har set ting, som ingen mennesker bør se. Alligevel kan det stadig komme bag på mig, når ting som det her sker, siger han.

Racistisk undertoner

Mishandlingen på Facebook blev sendt direkte fra en konto, der tilhører en ung sort kvinde ved navn Brittany Herring. Under mishandlingen af den 18-årige hvide mand hører man tilråb som "Fuck white people" og "Fuck Donald Trump". Det har givet sagen en racistisk drejning, og politiet i Chicago har udover vold sigtet fire anholdte for hadforbrydelse.

Et motiv for mishandlingen står ikke klart endnu, men en af de anholdte er klassekamerat med det 18-årige offer, fortæller kilder i politiet. Efterforskerne mener derfor også, at episoden er begyndt med, at offeret har mødt de formodede mishandlere i en forstad til Chicago og derefter frivilligt er fulgt med dem i en stjålen bil, skriver FOX32 Chicago.

Politichef i Chicago Police Department, Kevin Duffin, tror ikke, at forbrydelsen var politisk motiveret på trods af de nedsættende kommentarer om USA's kommende præsident Donald Trump.

- Jeg tror bare, det er dumhed. Folk der bare vrøvler løs om noget, som de tror kan skabe overskrifter. Jeg tror slet ikke, at vi på nuværende tidspunkt har noget konkret, der kan pege os i den retning. Men vi fortsætter efterforskningen, og så må fakta lede os hen til konklusionen, siger han.

En af de formodede gerningsmænd råber i videoen, at håbet var, at live-sendingen af mishandlingen skulle gå viralt, men en talsmand for Facebook siger til nyhedsbureauet AP, at videoen er blevet slettet, fordi Facebook ikke 'tillader at man forherliger kriminelle handlinger'.