Islamisk Stat hævder at stå bag angreb på natklub i Istanbul

Islamisk Stat tager skylden for angreb på natklub i Istanbul, meddeler den ekstremistiske gruppe ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) hævder at stå bag angrebet mod en natklub i Istanbul, som nytårsnat dræbte mindst 39 personer. 

Det meddeler den ekstremistiske gruppe ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Som fortsættelse af de velsignede aktioner, som Islamisk Stat udfører mod Tyrkiet, har en heroisk soldat for kalifatet angrebet den mest berømte natklub, hvor kristne fejrer de vantros højtider, lyder det fra Islamisk Stat.

Angrebet var rettet mod natklubben Reina, som er en "high end"-klub, hvor jetsettet og overklassen fra ind- og udland kommer og fester.

Gerningsmand på fri fod

Mens Islamisk Stat tager skylden for terrorangrebet, er en menneskejagt lige nu i gang de tyrkiske gader.

Det lykkedes nemlig gerningsmanden bag angrebet at flygte fra stedet. Angiveligt nåede han at flygte efter massakren ved at lægge sit våben i natklubben og blande sig med flygtende festgæster. Det skete, til trods for at Tyrkiet havde iværksat ekstra sikkerhedsforanstaltninger i flere tyrkiske storbyer.

Overvågningsvideoer viser nu gerningsmanden før og efter det dødelige angreb, der indtil videre har kostet 39 personer livet.

I alt blev 17.000 politibetjente kaldt ind i forbindelse med nytåret på grund af frygt for terror.

- Der har faktisk været mange veje afspærret i dag, fordi man frygtede, at der kunne ske et angreb som det, vi har set i aften. Man har blandt andet anholdt otte personer tidligere i dag, fordi man mistænkte dem for at planlægge terror, siger Sultan Coban, der er freelancejournalist i Tyrkiet.

Tidlige meldinger lød, at gerningsmanden var klædt ud som julemand, men det bliver afvist af premierminister Binali Yildirim. Andre meldinger går på, at han ankom til den berømte natklub med taxi, at han var iført sort tøj, og at han gemte sit våben - formentlig en Kalasjnikov - under sin overfrakke.

I alt var der omkring 500 til 700 mennesker på natklubben, da skudsalver lød fra gerningsmandens våben og forvandlede stedet til et blodbad.