Udland

Skudoffer efter massedrab: - De tosser kom og skød på alt

De første øjenvidneberetninger dukker nu op efter nattens angreb i Istanbul. Imens venter bekymrede pårørende på besked om deres kære.

Tyrkiet og det internationale samfund er i chok, efter en endnu ukendt gerningsmand kort efter midnat angreb en fashionabel natklub i Tyrkiets største by, Istanbul, og skød vildt omkring sig. 

Indtil videre er 39 personer meldt omkommet, og yderligere 69 er såret. 

Blandt de dræbte er mindst 16 udlændinge, oplyser Tyrkiets indenrigsminister. Nationaliteten på de udenlandske ofre er ikke offentliggjort. 21 af ofrene er identificeret. Fem af dem er tyrkiske statsborgere.

- Han skød en politibetjent, der stod udenfor natklubben og en borger, før han gik ind, siger Vasip Sahin, der er guvernør i Istanbul. 

Gerningsmanden var ifølge flere medier iklædt et julemandskostume, da han begik den udåd, som de tyrkiske myndigheder nu kalder et terrorangreb. Gerningsmanden er ifølge det tyrkiske indenrigsministerium stadig på fri fod.

Guvernør i Tyrkiet forklarer omstændighederne omkring terrorangrebet i Istanbul.

Imens begynder de første øjenvidneberetninger fra angrebet at dukke op. I en video, der er kommet frem for kort tid siden, ses en ung mand på en båre på vej ind i en ambulance. 

- Jeg blev skudt i benet. De tosser kom og skød på alt, siger manden, mens båren ruller forbi kameraet. 

- Hvor mange var der? spørger journalisten. 

- Jeg ved det ikke. Jeg så en person skyde, jeg gemte mig jo, så.., siger manden, mens han opgivende gestikulerer mod sit sårede ben. 

En såret fra terrorangrebet i Istanbul fortæller om scenariet.

Efter angrebet er pårørende til de sårede og dræbte også dukket op ved gerningsstedet. En video er kommet frem med en midaldrende mand, der tydeligt urolig og påvirket venter på nyt om sin pårørende. 

- Vi har ikke hørt fra ham. Vi hørte det på tv og kom straks herhen. Han er ansat der, siger Cevat Kuscuoglu, der er pårørende til en ansat på natklubben Reina, hvor angrebet fandt sted. 

Flere pårørende til sårede eller dræbte er mødt op gerningsstedet og venter på nyt om deres kære.

Tyrkisk NTV oplyser, at der var 500-600 mennesker på diskoteket, da angrebet skete. Klubben ligger på kysten af Bosporusstrædet og er en af Istanbuls mest kendte natklubber.

Nogle af klubbens gæster hoppede i vandet for at redde sig selv og blev efterfølgende reddet i land af politiet.

Efter angrebet er der iværksat ekstra sikkerhedsforanstaltninger i flere tyrkiske storbyer. I Istanbul og Ankara spærrer politiet vejene til de største pladser.

I Istanbul er 17.000 politibetjente kaldt ind i forbindelse med nytåret på grund af frygt for terror. Ifølge nyhedsbureauet AFP er flere i civil.

Der er endnu ingen, der har taget skylden for angrebet.