Udland

Tyrkiet: Våbenhvile træder i kraft i Syrien

Våbenhvilen træder i kraft torsdag ved midnat - klokken 00:00 den 30. december.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, udtaler, at den syriske regering og flere oprørsgrupper har underskrevet en våbenhvile.

- Der er netop kommet meldinger om, at der for flere timer siden skete en udvikling, vi alle har set frem til og arbejdet for så længe, siger Vladimir Putin ifølge CNN.

Ruslands præsident fortæller ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at der er underskrevet tre dokumenter:

  • En aftale om våbenhvile, der er indgået af den syriske regering og de væbnede oppositionsgrupper.
  • En pakke af foranstaltninger til at kontrollere våbenhvilen med.
  • Og endelig en erklæring af, at parterne er parate til at indgå i fredsforhandlinger om en løsning i Syrien.

Aftalen skal bane vej for en politisk løsning på den mere end seks år lange krig i landet.

Våbenhvile træder i kraft til midnat

Tyrkiet støtter op om aftalen, mens den ikke inkluderer de grupper, der listes som terrorgrupper af FN. Aftalen omfatter dermed ikke terrororganisationen Islamisk Stat. 

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, siger til Reuters, at en våbenhvile i hele Syrien træder i kraft torsdag aften ved midnat lokal tid, det er klokken 23 dansk tid.

Umage alliance har opnået flere våbenhviler

Våbenhvilen er afhængig af, at mange forskellige fraktioner indvilliger i at lægge våbnene. Grupper fra Irak, Iran og Libanon kæmper eksempelvis også side om side med den syriske præsident Bashar al-Assads styrker. 

Tyrkiet og Rusland har allerede samarbejdet om flere våbenhvile-aftaler i Syrien. Senest i Aleppo i denne måned. Flere våbenhvileaftaler blev brudt, men det lykkedes til sidst at få en aftale i stand, der sikrede, at tusindvis af oprørere og civile kom ud af den belejrede by. 

Selvom landene bistår forhandlingerne med samme mål - en løsning på krigen i Syrien, så har Tyrkiet og Rusland fortsat hver sit mål for øje. Mens Rusland er Assad-regimets stærkeste allierede, siger Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, at de tyrkiske styrker er i Syrien for at sætte en stopper for regimet.