Blodigt år i Tyrkiet: - Jeg anstrengte mig for at holde tårene tilbage

2016 blev et blodigt og dramatisk år i Tyrkiet, der gang på gang blev ramt af terrorangreb. Der var flere angreb i Istanbul og hovedstaden Ankara.

Min søn Adam er lige faldet i søvn. Jeg tager en dyb indånding.

Nu skal resten af flyveturen hjem til Danmark nydes – og ikke bruges i hælene på nysgerrige Adam, der har travlt med at udforske alt og alle i flyet. To ugers afslappende ferie med sol og strand er ovre. Min mand begynder at se en film – jeg læser avisen og kigger så på min iPhone.

Der er internetforbindelse, så jeg logger på. Nu trænger jeg lige til at blive opdateret på nyhedsfronten.”Selvmordsangreb i Istanbul” er overskriften.

Shit.

Flere turister døde. Oh. Ved den blå moske. Åh nej.

Året der gik

I forbindelse med årets udgang har vi bedt TV 2's korrespondenter fortælle om de største begivenheder, som de har været med til at dække i 2016.

Jeg skriver en besked til min chef – skal vi rykke, spørger jeg? ”Hvornår kan du være fremme?” spørger han. Jeg lander i Kastrup om en time, så jeg tjekker næste fly til Istanbul. Hvilken fotograf kan rejse med? Jeg skriver til produktionslederen. Derefter til fotografen, der skynder sig at pakke udstyr. Og ringer så til rejsebureauet. ”Det er svært at høre dig – det er en lidt dårlig forbindelse,” siger rejsekonsulenten. ”Det er fordi, jeg ringer fra luften – jeg lander om en time.”

Baggagen er atter forsinket, og jeg kigger konstant på uret. Når jeg det? Nu er der fem kvarter til afgang. Så kommer vores kufferter endelig, og jeg rokerer hurtigt rundt på tingene, så jeg har en lille kuffert klar med mine ting.

Mange markerede deres sorg efter bombeangrebet.
Mange markerede deres sorg efter bombeangrebet. Foto: OSMAN ORSAL / Scanpix Denmark

Jeg løber hen til check-in i den anden terminal og når det lige akkurat. Kø ved sikkerhed. Kø ved pas. Typisk. Helt forpustet løber jeg ind i flyet som en af de sidste. Fotografen sidder der allerede. Ned med skuldrene.

Tre timer efter er vi i Istanbul. Og så er vi hurtigt i gang med at rapportere fra den blå moske. I regnvejr. Flere tyske turister har mistet livet.

Jeg så mine venner ligge på jorden. Jeg bar en af dem op på ryggen, for at få ham ind i en bil og på hospitalet. Folk lagde tæpper på dem. Alle græd. De var døde. Benene var adskilt fra kroppen.

12-årig dreng

Det var i januar. 2016 blev et blodigt og dramatisk år i Tyrkiet, der gang på gang blev ramt af terrorangreb. Flere angreb i Istanbul og hovedstaden Ankara. Den store internationale lufthavn Ataturk blev ramt – 42 døde.

Angreb i hele landet

Et kurdisk bryllup blev i august terrormål i Gazientep ved den syriske grænse – over 50 mennesker mistede livet, omtrent halvdelen af dem var børn.

Angrebet fandt sted, dagen før jeg selv fejrede kobberbryllup med venner og familie i trygge Danmark. Inden gæsterne dukkede op til brunch, var jeg et smut i studiet, og dagen efter drog jeg af sted til Tyrkiet.  

Da jeg nåede frem, var murene nymalede, så blodet ikke længere kunne ses. Men butikkernes glasfacader var smadret, og de små drenge, der dansede til brylluppet, var stadig i chok.

Scenerne var kaotiske efter eksplosionerne i lufthavnen nær Ankara.
Scenerne var kaotiske efter eksplosionerne i lufthavnen nær Ankara. Foto: OZAN KOSE / Scanpix Denmark
To bomber gik lørdag af i den tyrkiske storby Istanbul.

Deres blik sagde mere end ord. En lille dreng på 12 år så sine venner dø for øjnene af sig. Jeg måtte anstrenge mig for at holde tårerne tilbage. ”Jeg så mine venner ligge på jorden. Jeg bar en af dem op på ryggen for at få ham ind i en bil og på hospitalet. Folk lagde tæpper på dem. Alle græd. De var døde. Benene var adskilt fra kroppen." Jeg aede ham på armen, men havde mest af alt lyst til at kramme ham og på en eller anden måde slette billederne i hans hoved.

Dagen efter kørte fotografen og jeg helt til den syriske grænse, hvor vi så tyrkiske kampvogne køre ind i Syrien. Bomberne faldt, og vi så røgskyerne. En ny fase i Syrien-krigen, hvor tyrkiske soldater for første gang var på syrisk jord for at bekæmpe både IS og militante kurdere. En flok tyrkiske mænd sad og så slagets gang fra deres hjem.

Vi drak te, mens de på skift kiggede i kikkerten for at holde øje med kampvognene. De heppede på den tyrkiske hær. Inden borgerkrigen i Syrien var dette et fredeligt og smukt sted. Hvor de lokale fra begge sider af grænsen rejste frem og tilbage for at besøge hinandens lande. ”Syrien var smukt,” sagde en af mændene.

Jeg har selv rejst i Syrien inden krigen – og husker de gæstfrie mennesker og magiske Damaskus. Det var som 1001 nat.

”Hvis du rejser derind, bliver du slået ihjel. IS dræber dig. Her i Tyrkiet kan du gå klædt som du vil. Det kan du ikke derinde,” advarede en af mændene mig, mens han pegede på mit hår og bare arme.

Mens terroren gang på gang rystede Tyrkiet, vendte turisterne i højere grad ryggen til landet, der har en fod i både Europa og Asien. Men krigen i nabolandet fortsatte, og det samme gjorde flygtningene. Grænsen blev en overgang lukket.

Flygtningene i klemme

Tyrkiet har knap tre millioner syriske flygtninge og er dermed det land i verden, som har taget imod flest syrere på flugt fra borgerkrigen. For en del andre flygtninge har Tyrkiet været et stop på vej videre mod Europa. Så EU indgik i foråret en kontroversiel aftale med Tyrkiet for at sætte en bremse for de ubudne gæster.

Tag jer af dem, så længe de ikke rejser videre til os, lød det. En aftale, der stoppede flygtningestrømmen til vores breddegrader, men som lammede EU´s principper om demokrati og ytringsfrihed.

Jeg har svært ved ikke at græde. Det er så frygteligt. Vi kan jo ikke føle os sikre nogen steder længere. Det her vanvid må stoppe.

Ung tyrkisk kvinde

For man vendte mere eller mindre det blinde øje til præsident Erdogans ret så udemokratiske anholdelser, fængslinger og suspenderinger af titusindvis af soldater, politibetjente, lærere, journalister og alle andre, der blev mistænkt for at have forbindelser til det fejlslagne kupforsøg i sommeren. Tomme ord uden handling, for hvad stiller man op, hvis nu Erdogan gør alvor af sine trusler om at genåbne grænsen til EU?

Kupforsøget blev et vendepunkt, nationalismen fik næring, og Erdogans greb om magten blev stærkere. Han vrissede af EU – og er vred på USA over, at de ikke vil udlevere den hovedmistænkte, imamen Fethullah Gülen, der siden 1999 har været i selvvalgt eksil i USA. Og hvor blev de hårde fordømmelser af kupforsøget af, spørger han vredt. I stedet vendte Erdogan blikket mod øst. Mod Vestens fjende Putin. Et forhold, der var lagt på køl siden sidste år, hvor tyrkerne skød et russisk kampfly ned.

Der var massive protester i gaderne under kupforsøget.
Der var massive protester i gaderne under kupforsøget. Foto: ARIS MESSINIS / Scanpix Denmark

Det udløste en diplomatisk krise, hvor Moskva forbød russiske turister at rejse til de tyrkiske strande og stoppede importen af frugt og grønt. Men Erdogan undskyldte, og Putin blødte op. Et forsoningsmøde fik rettet lidt op på forholdet, og begge landes store interesser og aktive involvering i Syrien overskyggede alt og vandt over stædighed og ære.Terroren fortsatte med at ramme Tyrkiet.

Enten var det PKK eller IS. Og året sluttede også dramatisk – med et angreb ved et fodboldstadion, der dræbte 44 mennesker, de fleste politibetjente, i hjertet af Istanbul. Jeg var sammen med Adam på vej til brunch hos en veninde. I stedet blev Adam hentet af min søster, mens jeg tog i lufthavnen. Nogle timer efter rapporterede jeg.”Jeg har svært ved ikke at græde. Det er så frygteligt.

Jeg elsker min by. Jeg kan ikke bare forlade mit land. Men jeg føler mig ikke længere tryg, og er bekymret for mine børn og børnebørn.

Sevas, forretningsdrivende

"Vi kan jo ikke føle os sikre nogen steder længere. Det her vanvid må stoppe,” sagde en ung tyrkisk kvinde til mig. Tydeligvis berørt. En uge efter var Tyrkiet atter omdrejningspunkt for Breaking News.

Den russiske ambassadør var koldblodigt blevet skudt og myrdet af en tyrkisk politibetjent, der råbte ”Glem ikke Aleppo. Glem ikke Syrien.” Det var hævn for Ruslands aktive rolle i krigen. Uden russiske luftbombardementer og hjælp fra Iran havde den syriske præsident Assad aldrig generobret steder som Aleppo. Drabet risikerede at afføde en ny diplomatisk krise.

En tydelig oprevet gerningsmand råber om situationen i Aleppo i Syrien efter at have skudt den russiske ambassadør.

Men Erdogan og Putin holdt hovedet koldt og blev i stedet enige om, at drabet var en provokation fra kræfter, der prøver at skade de to landes relationer. Altså Vesten med USA i spidsen. Så er scenen sat for 2017. For dagen efter gennemførte Iran, Rusland og Tyrkiet et vigtigt møde om Syrien-krigen i Moskva. Uden USA.

For nu vil trekløveret finde en løsning på den fem år lange krig. Alle ivrige efter mere magt – alle med regionale og geopolitiske interesser i Syrien. Tyrkerne håber bare, at det ikke bliver endnu et tumultår, de går i møde.

For som den midaldrende forretningsdrivende Sevas sagde til mig ved den Blå Moske i januar: ”Jeg elsker min by. Jeg kan ikke bare forlade mit land. Men jeg føler mig ikke længere tryg og er bekymret for mine børn og børnebørn.”