Udland

USA vil straffe Rusland for hackerangreb under præsidentvalg

Amerikanerne mener, at Rusland blandede sig i præsidentvalget. Nu gør de klar til at slå tilbage.

USA er angiveligt klar til at indføre en række sanktioner mod Rusland, fordi russerne ifølge USA blandede sig i det amerikanske præsidentvalg.

CIA mener, at Rusland under valgkampen stod bag flere hackerangreb rettet mod det demokratiske parti og efterfølgende videregav hacket materiale til hjemmesider som lækage-siden WikiLeaks.

Det oplyser CNN, der skriver, at Obama-regeringen måske allerede torsdag vil annoncere sanktionerne mod Rusland.

Det er endnu uklart, hvilke sanktioner der er tale om, men på rygteplan lyder det blandt andet, at amerikanerne overvejer at placere flere tropper permanent i de baltiske lande eller at sanktionere mod personer tæt på den russiske præsident Vladimir Putin, ligesom det var tilfældet efter Ruslands annektering af Krim-halvøen.

Hvis USA vælger at gøre alvor af truslerne, bevæger verden sig ned ad en farlig vej, forklarer USA-analytiker Mads Fuglede. Men amerikanerne har ikke andre muligheder, hvis det er rigtigt, at russerne har blandet sig i præsidentvalget.

- Så må det siges at være inden for normalen, at verdens stærkeste land ikke vil finde sig i det og reagerer på det. Alt andet ville faktisk være endnu farligere at gøre, siger Mads Fuglede.

Rusland vil slå tilbage mod sanktioner

Over for CNN oplyser en repræsentant for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, at russerne er klar til at svare igen, hvis USA gør alvor af truslerne om sanktioner.

- Hvis Washington virkelig viser sig at ville tage nye fjendtlige skridt, vil de blive besvaret. Enhver sanktion mod den russiske diplomatiske mission i USA vil omgående ramme tilbage på amerikanske diplomater i Rusland, siger hun.

De amerikanske myndigheder mener, at den russiske indblanding havde til formål at skade den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clintons, kampagne.

Valget blev som bekendt vundet af republikaneren Donald Trump, som både under og efter valgkampen har udtrykt sig meget positivt om den russiske præsident Putin.

Derfor bliver det spændende at se, hvilken vej USA vil tage, når han overtager verdens mest magtfulde embede i januar, mener Mads Fuglede.

- Det bliver en festlig forestilling, når det begynder. I det republikanske parti er det en del af deres DNA at være anti-russiske, og hvis senatet fornemmer, at Trumps folk ikke bakker op om hård kurs mod russerne, så kan man være ret sikker på ikke bliver godkendt, siger han.