Højreradikal galning tog livet af briternes Martin Luther King
Få dage før briternes farvel til EU blev politikeren og EU-tilhængeren Jo Cox myrdet. TV 2's korrespondent Ole Vestergaard dækkede drabet.
I videoen herover kan du se en reportage fra byen Birstall, hvor Jo Cox blev dræbt.
Den 16. juni blev den engelske 41-årige Labour-politiker Jo Cox skudt og knivdræbt. Et liv var tabt, en familie ødelagt og et land i chok. Der sker drab hver eneste dag, men det hører til sjældenhederne, at en politiker bliver slået ihjel af en fanatiker.
Fotograf Anders Albjerg og jeg blev dagen efter sendt til byen, hvor hun var blevet dræbt, Birstall i nærheden af Leeds. En på mange måder småsløv, idyllisk midtengelsk by, hvor snakken indtil den 16. juni mest havde drejet sig om den følgende uges store begivenhed: Afstemningen om Storbritannien skulle blive i EU eller træde ud.
Det meste af byen var stille. Det tror jeg egentlig, den ville have været under alle omstændigheder, større er den ikke. Men henne omkring en lille plads ikke langt fra biblioteket, hvor Jo Cox var blevet skudt og stukket ihjel, herskede en helt speciel stilhed.
Politiet havde rullet afspærringstape ud. Der var fyldt med mennesker udenfor afspærringerne, folk kom og gik, mange med tårer i øjnene og ikke så få med buketter i hånden.
Pressen var der også, store og små, CNN og den lokale avis, masser af sendevogne og journalister, der sendte live. Blomstermængden voksede stille og roligt omkring et monument på pladsen, der på en eller anden måde var blevet udpeget til sorgens centrum. Også lys og håndskrevne skilte lå der med tekster som: ”Fascister lever af frygten. Giv dem kærlighed, tolerance og beslutsomhed. Så vil de aldrig vinde”.
En helt speciel politiker
Det er altid en speciel for ikke at sige ubehagelig opgave at forsøge at få folk i tale, når det nu er så tydeligt, at de er kede af det. Skal man så absolut gøre det? Altså mase sig ind på dem og tale med dem. Ja, det skal man. De fleste vil egentlig også gerne tale. Nogle kunne ikke, dertil var de for berørte. Og det var igennem de korte interviews der på pladsen, at der begyndte at tegne sig et billede af en politiker, der var gjort af et særligt stof. Af et menneske, som folk virkelig holdt af.
En kvinde sagde grådkvalt, at Jo Cox havde hjulpet hende med en byggetilladelse. En anden kunne fortælle, hvordan Cox havde grebet ind, da hendes børn fik helbredsproblemer på grund af skimmelsvamp i lejligheden. Og naboen til gerningsmanden sagde, at hun ingenting fattede, for han var da sådan en flink og almindelig mand, som hun i øvrigt aldrig talte politik med.
Det skulle hun måske have gjort. For så ville hun sandsynligvis have opdaget, at manden – Thomas Mair – rummede sympati for nogle af de mest ekstreme højrebevægelser i landet. Da han skød og stak kniven i Jo Cox, havde han råbt Britain First! Storbritannien Først!
Faldskærmsjournalistik
At dække sådan en historie falder ind under kategorien faldskærmsjournalistik. Fotograf og journalist ankommer uden forberedelse, forudsætningsløse og som smidt ud med faldskærm. Man lurer på, om konkurrenten er der, man snuser lidt rundt, fotografen laver sine optagelser, vi laver interviews og live-gennemstillinger, redigerer historien på en restaurant, mens vi kører noget mad ned, sender reportagen hjem, og så smutter man igen. Videre mod næste historie. Tilbage til lufthavnen i Leeds. For vores vedkommende opholdt vi os vel i Birstall i 8 timer.
Det er sjældent, at man tager fra ”nedkastningsstedet” upåvirket. Sådan var det også med Birstall og drabet på Jo Cox. Blandt andet fordi det var en historie, der kom til at sætte dagsordenen. De følgende dage var nyhedsudsendelserne og aviserne fyldt med det helt meningsløse drab på politikeren.
Både Buckingham Palace og Downing Street 10 flagede sammen med store dele af Storbritannien på halv efter meddelelsen om Cox’s død. Da hun blev valgt til parlamentet sagde hun, at hun havde fået det job, som hun altid havde drømt om. Hun var på de svages side, arbejdede som nødhjælpsarbejder i nogle af verdens hårdest ramte områder, Darfur, Afghanistan og Balkan. Hendes og mandens datter fik et bosnisk navn, Lejla. Nogle kaldte hende Labours Martin Luther King.
Den 23. november blev hendes drabsmand dømt til livsvarigt fængsel. Han blev betegnet som det, der på engelsk kaldes en ”slow burner”, altså en, der er længe om at eksplodere. I 17 år havde han fabuleret om at slå til. Det gjorde han den 16. juni. Han skød Cox tre gange og stak hende 15, mens han råbte, at han gjorde det for Storbritannien. I hans hjem fandt politiet nazi-ting og højre-ekstremistisk propaganda. Men det største had nærede han til de venstreorienterede. Sådan en var Jo Cox. Hun var også meget andet, mor, hustru og var spået en stor politisk fremtid. Alt det satte den hadefulde fanatiker Thomas Mair en brutal stopper for i Birstall.