Carrie Fisher om sin egen død: - Jeg druknede i måneskin, kvalt i min bh
Tirsdag døde skuespilleren Carrie Fisher, kendt som prinsesse Leia i Star Wars, og hun havde et helt bestemt ønske til, hvordan det skulle omtales.
Carrie Fisher blev ramt af et hjerteanfald ombord på et fly i sidste uge.
Passagerer gav hende hjertemassage, men nu er den ikoniske Star Wars-stjerne død, 60 år gammel.
En begivenhed hun forberedte sig på.
Allerede for otte år siden beskrev hun, hvordan dødsfaldet skulle omtales.
- Jeg fortæller mine yngre venner, at uanset hvordan, jeg dør, så vil jeg have fortalt, at jeg druknede i måneskin, kvalt i min egen bh, skrev Carrie Fisher i sine erindringer fra 2008.
En hyldest til Leia
En stor del af Carrie Fishers identitet lå i hendes rolle som prinsesse Leia.
Ønsket om, hvordan hendes død skulle omtales, knytter sig til et par oplevelser, hun havde med manden bag Star Wars-universet, George Lucas.
- George kom op til mig den første dag, vi indspillede (Star Wars-filmene, red.). Han tog ét kig på min kjole og sagde, 'du kan ikke have en bh på under den kjole'. Jeg spurgte hvorfor, og han sagde, 'fordi der findes ikke undertøj ude i rummet', beskrev Carrie Fisher i erindringerne.
Nekrolog baseret på had til undertøj
Flere år efter var George Lucas i Berkeley for at se et show, Carrie Fisher optrådte med.
Han kom om bag scenen til hende, og her husker hun, hvordan han igen forklarede, hvorfor hun ikke skulle have bh på.
- Du kommer ud i rummet, og så bliver du vægtløs. Så udvider din krop sig, men det gør din bh ikke, så du bliver kvalt i din egen bh, sagde George Lucas til Carrie Fisher.
Netop det minde får Carrie Fisher til at skrive i sine erindringer, at hun synes, 'det ville være en fantastisk nekrolog'.
Fans opfylder prinsesse Leias dødsønske
De fleste medier har indtil videre beskrevet Carrie Fishers dødsfald i mere almindelige vendinger.
Hendes fans holder sig dog ikke tilbage i forhold til at opfylde hendes ønske.
- Carrie Fisher døde ikke af et hjerteanfald. Hun druknede i måneskin, kvalt i sin egen bh, ifølge eget ønske, skriver en fan på Twitter.
Samtidig deler mange det uddrag af hendes errindringer, hvor hun selv omtaler det. Læs det og se flere tweets om hende her.