Tantholdt på tomandshånd med Assad: - Der slog mit hjerte lige en ekstra gang

Her fortæller Rasmus Tantholdt om sit møde med Syriens præsident Bashar al-Assad.

I oktober 2016 fik jeg en gylden mulighed. Syriens præsident Bashar al-Assad havde sagt ja til et interview. Det er nok det vigtigste interview i hele min karriere.

Og jeg må da også indrømme, at jeg var en smule nervøs. Hele verden ville jo kigge på det her interview. Så på en eller anden måde repræsenterede jeg alle medier.

Året der gik

I forbindelse med årets udgang har vi bedt TV 2's korrespondenter fortælle om de største begivenheder, som de har været med til at dække i 2016.

Vi ankom til Damaskus et par dage inden interviewet skulle løbe af stablen. TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, og produktionschef Lizette Jensen og jeg brugte tiden op til på at gennemgå de sidste detaljer og diskutere spørgsmål en gang til. Vi anede ikke præcist, hvornår interviewet skulle foregå.

Her ses Bashar al-Assad under interviewet med TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt.
Her ses Bashar al-Assad under interviewet med TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt. Foto: TV 2

Pludselig ringede telefonen. Det var pressedamen fra præsidentpaladset. Vi fik at vide, at vi blev hentet inden for 15 minutter.

Af sikkerhedsmæssige årsager vidste vi ikke, hvor vi skulle køres hen. Efter cirka 10 minutters kørsel var vi fremme.

Vi gik hen mod døren, og pludselig gik den op. Og så stod han lige der foran os. Jeg havde taget min jakke af i bilen, så jeg stod og fumlede med at få den på. Det var måske en smule akavet. Lige præcis der slog mit hjerte lige en ekstra gang.

I den regeringskontrollerede del af Syrien er der billeder af Assad overalt. Overalt. Du kan ikke gå 20 meter uden at se et billede af ham. Så står han pludselig dér foran en - manden, der er anklaget for at slå hundredtusinder af mennesker ihjel.

Men nu stod jeg pludselig over ham. Han strakte hånden frem mod mig, og jeg fik et fast håndtryk. Han smilte og holdt døren, indtil vi alle var kommet indenfor. Præsidenten gjorde meget ud af at være høflig. Det var tydeligt, at det var ham, der var værten, da vi trådte ind i The Palace Guest House, som huset hed. Det var ham, der viste os rundt i paladset, der mest af alt minder om en stor villa.

"Smalltalkede" om Danmark

Inden interviewet gik i gang, var der cirka 10 minutter til ”smalltalk” med præsidenten i nogle tilstødende lokaler.

Vi var alle sammen lidt påvirkede af at sidde over for ham. Vi talte om flygtningekrisen i EU, om TV 2’s kontor i Damaskus, og han fortæller, at han var i Danmark i 1986 som turist. Det er en meget mærkelig situation, for man sidder over for en mand, som rigtig mange på den her jord godt kunne tænke sig at fjerne fra jordens overflade. Mange ville likvidere ham, hvis de fik muligheden.

Rasmus Tantholdt under et af sine mange besøg i Syrien. Her ses han sammen med fotograf Rasmus Jellig-Nielsen.
Rasmus Tantholdt under et af sine mange besøg i Syrien. Her ses han sammen med fotograf Rasmus Jellig-Nielsen. Foto: TV 2 / TV 2

Men på trods af både en snigende nervøsitet og hurtigere hjerteslag, så vidste jeg godt, at der var et formål med alle høflighedsfraserne.

Han forsøgte også selv med lidt humoristisk smalltalk. Men man skal jo ikke vurdere et menneske ud fra et førstehåndsindtryk, men ud fra handlingerne. Jeg ville ikke lade mig manipulere eller imponere. Han stiller ikke op for TV 2’s skyld. Han gør tingene af en grund. Jeg er jo også selv høflig, for at han ikke går i en forsvarsposition fra starten. Så der er tanker bag for os begge.

Der har været arbejdet hårdt på at få interviewet i stand. Faktisk har vi i over to år – on and off – forsøgt at lægge følere ud og ligesom tilkendegive, at vi var meget interesserede i at interviewe ham. Derfor havde jeg også forberedt mig grundigt inden og lagt en klar strategi: Jeg ville undgå at diskutere for meget fakta, men stadig være kritisk uden at sable præsidenten ned. Tidligere interviews er endt med små og store diskussioner om fakta. Det vigtigste for mig var at få nogle svar.

Målet var at gøre det så afslappet som muligt. Flere journalister er gået direkte efter struben, og det er der ikke kommet noget ud af – andet end at journalisten har fremstået som en helvedes karl. Mit mål var at få relevante svar om de anklager, der er rettet mod ham. Jeg ville ikke diskutere fakta.

Jeg synes egentlig, at den afslappede stemning lykkedes langt hen ad vejen. Inden interviewet gik i gang, grinede præsidenten flere gange.

Selve interviewet blev produceret af præsidentens egne mediefolk i et gigantisk set up. Et 15-20 mand stort produktionshold og fem kameraer var en del af produktionen.

Produktionsholdet satte et ur foran mig. Det talte ned fra 30 sekunder, indtil timeren på 25 minutter startede.  

Lige præcis i de minutter tænkte jeg som en journalist: Nu er det nu. Vi har knoklet for det her. Nu er det mig, der skal på. Jeg må indrømme, at mit hjerte bankede en smule hurtigere, end det plejer. Sådan noget her har jeg aldrig prøvet før. At sidde over for en mand, der af så mange mennesker beskyldes for drab på sine egen befolkning og en masse andre forfærdelige ting, er mit absolutte største journalistiske øjeblik i året der nu snart er gået.