Udland

Familie til mistænkt fra Berlin-angreb: - Hvis han er skyldig, fortjener han enhver straf

Anis Amris efterlyses for at have ført lastbilen, som mandag kørte ind i et julemarked i Berlin. Hans familie kan ikke forestille sig, at det er ham.

Onsdag gik jagten ind på den 24-årige tuneser Anis Amri, som er mistænkt for at stå bag angrebet på et julemarked i Berlin mandag aften, hvor 12 personer blev dræbt og knap 50 såret.

Politiet fandt hans id-dokumenter i den lastbil, som kørte ind i folkemængden, og har siden udlovet en dusør på 100.000 euro for tip, som kan lede dem til anholdelse af tuneseren.

Ifølge den tyske avis Bild har tunesisk sikkerhedspoliti afhørt den unge mands familie, og flere af hans søskende er i løbet af onsdagen stået frem i forskellige internationale medier.  

Konklusionen for dem alle er, at de er dybt chokerede, men hverken begriber eller tror på, at deres egen bror kunne have udført angrebet i Berlin. 

Virkede glad og godt tilpas 

Anis Amri har fem søskende, hvoraf mindst to befinder sig i Tunesien. Han selv flygtede til Italien som 17-årig og videre til Tyskland. På trods af den store afstand har hans søskende tit haft kontakt med ham over Facebook, og han har ifølge deres udsagn aldrig givet dem anledning til mistanke. 

- Jeg kan ikke tro på, at han har gjort det, siger broren Abdelkader Amri ifølge nyhedsbureauet AFP. 

- Hvis han er skyldig, fortjener han enhver straf. Vi tager stærk aftstand fra terrorisme - vi har ikke noget med terrorisme at gøre, siger han ifølge The Guardian

- Vi havde aldrig nogen mistanke om at noget var galt. Da vi snakkede sammen på Facebook smilte han og var altid glad, siger søsteren Najoua Amri om sin bror til Süddeutsche Zeitung

Forsvandt for to uger siden

Storebroren Walid Anis har løbende haft kontakt med sin bror indtil for to uger siden, hvor han pludselig mistede kontakten.  

- Vi har snakket sammen på Facebook, jeg har ikke engang hans telefonnummeret. For to uger siden sagde han, at alt var godt, men så forsvandt han, siger Walid til avisen.