Udland

Udlover kæmpedusør: 24-årig efterlyses for angreb i Berlin

Tysk anklagemyndighed efterlyser officielt den 24-årige tuneser, der er mistænkt for angrebet i Berlin.

Den føderale anklagemyndighed i Tyskland efterlyser officielt den mistænkte 24-årige tuneser Anis Amri for et blodigt angreb på et julemarked i Berlin mandag aften. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Han kan være bevæbnet og farlig, hedder det.

Myndighederne udlover en dusør på 100.000 euro - omkring 743.000 kroner - for oplysninger, der kan føre til en pågribelse af den eftersøgte.

Den tunesiske mand er også tidligere blevet efterforsket for et planlagt angreb. Efterretningstjenesterne siger, at han havde haft kontakter til islamistiske netværk.

Anklagemyndigheden siger, at politiet over hele Tyskland er sat ind i eftersøgningen af tuneseren.

Havde søgt om asyl

Politiet har indledt afhøringer af den eftersøgtes familie, siger unavngivne kilder til nyhedsbureauet AFP.

Tuneseren havde søgt om asyl, men fået afslag. Han skulle udvises fra Tyskland.

Det oplyser indenrigsministeren i Nordrhein-Westfalen, Ralf Jäger.

I lufthavnen Schönefeld i Berlin havde politiet allerede tidligere på dagen billeder af den eftersøgte, når de undersøgte passagerer.

Har modtaget over 500 tips

Politiet skal have fundet den eftersøgtes id-dokumenter under førersædet i den lastbil, som torpederede folkemængden på julemarkedet mandag aften. 12 blev dræbt og omkring 50 kvæstet.

Tuneseren skal have anvendt flere forskellige identiteter.

Myndighederne havde sent tirsdag modtaget over 500 tips.

Den militante gruppe Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet.

Sådan forløb angrebet: