Da terroren ramte Berlin: Skrækkelige tider får det bedste og værste op i mennesker

Kantstrasse, mandag aften. Jeg er på gaden for at sende de første live-rapporter hjem til Nyhederne, da min kone, der i dagens anledning agerer fotograf-assistent, gør opmærksom på en mand, hun mente at have genkendt fra en af de allerførste nyhedsreportager, og som netop var kommet ud fra det afspærrede julemarked. Og ganske rigtigt.

Han boede lige om hjørnet. Han havde ikke set noget, men han havde hørt braget, ”og med det samme vidste jeg, hvad der var sket”.

Måske netop det er det allerværste. At mandagens voldsomme begivenheder slet ikke kom bag på nogen.

At den første tanke, der slår ned i os, når vi hører om en lastbil, der er braget ind i et julemarked, er, selvfølgelig, det måtte ske. Nu har terroren ramt Berlin. Som om tanken om, at en lastvogn med byggematerialer er blevet forvandlet til et dødbringende våben, er den mest naturlige ting i verden.

Vores første reaktion er ikke, åh nej, sikke et tragisk trafikuheld, måske chaufføren er faldet i søvn eller har fået et hjertetilfælde midt i juletrafikken. Vores første reaktion er som beboeren fra Wittenbergplatz lige rundt om hjørnet, at selvfølgelig, det måtte ske, og nu er det så sket. Så vidt er vi nået i de her terrortyngede tider.

Souvenirs fra terrorens epicenter

Mens jeg selv var optaget af at få teknikken i hele mit skrøbelige Iphone-apparat op at køre til den allerførste live-sending kort efter ankomsten til Gedächtniskirche-markedet, så fik min kone øje på et andet billede, der står tilbage efter mandagens terror-alarm.

En mor, som prøver at få sin vrangvillige søn til at stille op til et foto i midterrabatten i Tauentzienstrasse, så hun kan få et billede af ham med julemarkedet i baggrunden.

Maskinpistolbevæbnede betjente patruljerer to og to i gaden, ganske få meter på den anden side af juleboderne er redningsfolkene ved at bjærge ligene af de dræbte og hjælpe de hårdt kvæstede mennesker ud.

Måske er det det allerværste. Nok har døden slået til på Breitscheidplatz, men mange af de fremmødte her på denne blæsende kolde decembermandag er ikke kommet for at vise deres ærbødighed for de afdøde, de er ude efter et minde til souveniralbummet.

Så vidt er vi nået, at døden ikke længere er et tabu. Nogen få meter væk kæmper mennesker for livet, men det forhindrer ikke anmassende opførsel på den modsatte side af politiafspærringen.

Lidt senere, da vi taget opstilling i Kantstrasse, bliver vi kontaktet af en ung fyre med kommentaren, ”nå, I står nok og rapporterer. Må jeg ikke også sige noget i mikrofonen”. Da jeg lidt kort for hovedet lader ham forstå, at vi ikke har brug for hans kommentarer, kommer svaret prompte, ”Løgnepresse”.

Jeg har desværre ikke tid til at forklare ham, at hvis det er løgnehistorier, vi skal fortælle, så var der sådan set ikke nogen grund til at stå og fryse på Kantstrasse! Så havde det da været nemmere at sidde derhjemme i varmen og sprede mine ”fake news” på de altid taknemmelige sociale medier.

Et lys i decembermørket

Skrækkelige tider har det med at bringe det bedste frem i mange mennesker, men skrækkelige tider får også tit det værste frem i folk, som chefredaktør Kurt Kister fra Süddeutsche Zeitung skriver i sin avis i dag.

Vi har oplevet begge dele det seneste par døgn. Fra kvinden, der igen og igen vender tilbage til en cirkel af roser, der var lagt ud på midterrabatten i den afspærrede Kantstrasse i går.

Stearinlysene kæmper en ulige kamp mod vinden, men det er hende meget magtpåliggende at få dem tændt igen. Hun er beboer fra kvarteret. Hun har sandsynligvis hverken pårørende eller bekendte blandt ofrene. Men den symbolske handling, et lille lys, der tændes midt i decembermørket, betyder rent faktisk noget for hende og mange af de andre berlinere, der stopper op for at bøje hovedet og betragte blomsterne.

Det er en handling, der i sig selv hverken hjælper de døde eller de sårede.

Men det et signal til os andre om, at her er mennesker, som ikke er ligeglade. ”Lysene er et udtryk, der kommer for hjertet, og derfor er det vigtigt for mig og min mand at tænde de her stearinlys”, siger en hueklædt kvinde efter at have taget en dyb indånding. ”Hvis bare der var nogen flere, der ville lade deres lys skinne, så ville der ikke findes så meget terror i verden”.

Merkels døde

Men som sagt får terroren også nogen af de værste sider frem. Mangel på respekt og ærbødighed for ofrene er én af dem. Forsøget på at slå politisk mønt af tragedien en anden. Som da det fremmedfjendtlige parti Alternative für Deutschlands formand i Nordrhein-Westfalen to timer efter ugerningen kaldte ofrene for attentatet for ”Merkels døde”.

Eller da hendes bayerske plageånd Horst Seehofer forlangte en grundlæggende revision af hele flygtningepolitikken efter nyheden om, at politiet havde anholdt en pakistansk asylansøger  (altså ham, man senere måtte løslade af mangel på beviser). Der var også indenrigsministeren fra delstaten Saarland, som erklærede, at tyskerne nu befinder sig i en ”krigstilstand”. 

En formulering, han dog hurtigt fortrød. For hvis der er noget, terrorismens formørkede håndlangere kunne ønske sig, så var det netop at blive ophøjet til ”Guds Krigere”, og det selvom de egentlige bare er gemene forbrydere.

Chokket, der udeblev

Det gælder om at holde hovedet koldt, også når fanatikere på begge sider forsøget at puste til hadet. Og selv terroren har slået til lige i hjertet af den tyske hovedstad, så er sandheden, at berlinerne har taget attentatet med en overraskende mangel på hysteri og panik.

Jo, for et kort sekund gik livet i stå. Men lige så hurtigt går livet videre.

Se også

Tysk politi løslader mand, der blev anholdt efter angreb på julemarked

Og Berlin eller rettere berlinerne er nemlig ikke ”i chok”, som en avisforside ville vide i går. Næh, den her by har overlevet nazisme og kommunisme, den har rejst sig efter bomberegnen, den har gennemlevet blokade, deling og genforening, den har trodset atomtruslen, og den vil også ende med at udstå terroren.

Måske var tonen i går, dagen efter attentatet, en tand mere hensynsfuld, end den plejer at være, noterer Bernd Matthies i dag i Berliner-avisen Tagesspiegel, der roser byen for sin ”elskværdige afslappethed”. Det gjaldt dog ikke på postkontorerne, hvor der blev ”ventet, vrisset og skubbet som altid”. Berlin bleibt Berlin!

Også det hører til erkendelsen, når man bevæger sig rundt på et sted, der netop har stået ansigt til ansigt med terroren: Kun 500 meter væk går livet videre, som om intet var hændt. Det er chokerende og på samme tid dejligt livsbekræftende.