Udland

Tysk rigsadvokat: Man kan forvente flere store angreb

Efter et stort angreb, som det i Berlin mandag aften, kan man forvente flere anslag, siger rigsadvokat.

Det vil være naturligt at forvente flere større angreb, efter anslaget der var rettet mod et julemarked i Berlin mandag aften.

Sådan lyder meldingen fra de tyske myndigheder på et pressemøde tirsdag.

Bekymringen er ekstra stor, da man ikke, som tidligere formodet, har pågrebet den person, som kørte en lastbil ind i julemarkedet og dræbte 12 personer.

- Vi må gå ud fra, at vi ikke har fat i den rigtige person. Men det er ikke helt sikkert. Vi mangler nogle resultater, siger den tyske rigsadvokat, Peter Frank.

- Der vil altid være en risiko

De tyske myndigheder fortæller, at man har overvejet større sikkerhed - også før angrebet. Men det er vanskeligt at sikre bløde mål.

- Vi har overvejet sikkerhedssituation. Spørgsmålet er, hvor meget man skal sætte ind. Julemarkederne kan jo ikke indhegnes. Vi har mange julemarkeder i Berlin, og vi har en del bløde mål, siger Frank.

Politiet er allerede i gang med at stille betonklodser op nogle steder.

- Men det udelukker ikke al risiko. Der vil altid være en risiko, siger Peter Frank.

Rigsadvokaten siger, at han er berørt af angrebet, og personligt ville han ikke besøge et marked i aften.