Udland

Nu er det uhyggelige syn fjernet: - Der er en forfærdelig stilhed

Den lastbil, som mandag aften kørte ind i menneskemængden på et julemarked i Berlin, er nu blevet fjernet.

I går pløjede en lastbil gennem et julemarked i det centrale Berlin og dræbte 12 mennesker. I dag, dagen derpå, er der stilhed ved gerningsstedet. Her har folk lagt blomster og stillet lys ved stedet i et forsøg på at vise deres medfølelse og sorg over det, der er sket.

- Egentlig burde her være meget mere liv, end der er nu. Det er mest pressefolk og de få mennesker, som har valgt at komme med lys og blomster. Ellers er det et helt andet liv, end det var i går, hvor der var masser af mennesker, som bare skulle hen og have det sjovt, siger TV 2s korrespondent Uffe Dreesen og fortsætter:

- Nu er det blevet et sted med en forfærdelig stilhed ovenpå det, der skete i aftes.

Rester af julepynt hang ud af vinduet

Lastvognen, som kørte ind i menneskemængden mandag aften, er her til morgen blevet fjernet fra gaden, hvor den stod efterladt.

- Den stod her tidligere, og det var et meget uhyggeligt syn. En lastbil med en meget smadret forrude, hvor der hang rester af julepynt ud gennem det ene vindue, siger TV 2s korrespondent Uffe Dreesen fra Berlin.

Adskillige døde, da en lastbil mandag pløjede ind i menneskemængden på et julemarked i Tyskland.

Tysklands kansler, Angela Merkel, vil besøge pladsen, hvor 12 mennesker døde og adskillige blev såret, senere i dag.

23-årig mand anholdt

Tysk politi anholdt mandag en mand, som man formoder, var føreren af lastbilen. Ifølge det tyske medie Die Welt er manden asylansøger, har pakistanske rødder og er 23 år. Politiet har ikke bekræftet oplysningerne.

I lastbilen blev der fundet en død mand, der var dræbt af skud. Han er formodentlig offer og ikke gerningsmand. Ifølge politiet i Berlin er der tale om en polsk statsborger.