Udland

Merkel: Frastødende hvis gerningsmanden er en flygtning som nød vores beskyttelse

Angela Merkel siger på pressemøde, at hun formoder, at angrebet på julemarked i Berlin er terror.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, formoder, at der er tale om et terrorangreb, da en lastbil kørte mindst 12 mennesker ihjel på et julemarked i Berlin mandag aften.

- Der er stadig meget, vi ikke ved med tilstrækkelig sikkerhed, men vi må - som tingene ser ud nu - antage, at der var tale om et terrorangreb, siger den tydeligt bevægede kansler på et pressemøde.

Helt klædt i sort siger hun videre, at hun er chokeret, skuffet og meget ked af det. 

Ekstra tragisk er det, hvis personen viser sig at have udnyttet landets åbne flygtningepolitik, lyder det.

- Jeg ved, at det vil være ekstra hårdt for os alle at bære, hvis det bliver bekræftet, at gerningsmanden var en person, der søgte beskyttelse og asyl hos os, siger Angela Merkel. 

Tysk politi har anholdt en formodet gerningsmand, der er en 23-årig pakistansk asylansøger, der har midlertidig opholdstilladelse i Tyskland. 

Den formodede gerningsmand bag dødskørsel nægter sig skyldig i angreb, siger sikkerhedskilder til nyhedsbureauet dpa.

Natten til tirsdag har omkring 200 tyske betjente stormet en hangar i den tidligere lufthavn Tempelhof, hvor Berlins største flygtningecenter ligger, som konsekvens af angrebet.

Angela Merkel kalder det "frastødende," hvis gerningsmanden har nydt beskyttelse i Tyskland som flygtning. 

Hun lover at straffe forbrydelsen lige så hårdt, som loven tillader det, siger hun.

Tyskland er det EU-land, som har taget imod flest flygtninge under flygtningekrisen. 

Angela Merkel er blevet anklaget af dele af befolkningen og politiske modstandere for ikke at have tilstrækkelig kontrol med indstrømningen. 

Inden hun mødte den fremmødte presse for første gang siden angrebet, havde hun talt i telefon med den amerikanske præsident, Barack Obama.

Hun vil senere tirsdag besøge det julemarked i Berlins centrum, hvor angrebet fandt sted.