Donald Trump

Halvdelen af republikanerne tog fejl: Nej, Trump fik ikke flest stemmer

En undersøgelse viser, at halvdelen af de republikanske vælgere tror, Donald Trump vandt valget med flest personlige stemmer. Sandheden er en anden.

Mandag samles det amerikanske valgmandskollegium for officielt at pege på Donald Trump som USA's næste præsident.

Og selvom det nu er ved at være halvanden måned siden amerikanerne satte deres kryds, har overraskende mange stadig et forkert indtryk af, hvad der egentligt skete på valgnatten.

Over halvdelen af de republikanske vælgere tror således fejlagtigt, at deres kandidat fik flest personlige stemmer ved valget.

Det fremgår af en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse foretaget af Qualtrics for avisen The Washington Post. Her er 1.011 amerikanske vælgere blevet stillet følgende spørgsmål:

'Ved valget i sidste måned vandt Donald Trump et flertal af valgmændene. Hvem tror du fik flest personlige stemmer?'

Hillary er foran med næsten tre millioner stemmer

52 procent af de republikanske vælgere er her overbevist om, at det gjorde Donald Trump, men den officielle stemmeoptælling viser noget helt andet.

Ifølge The Cook Political Report har Hillary Clinton fået mere end 2.800.000 flere stemmer end Donald Trump på nuværende tidspunkt.

Donald Trump har også selv tidligere sat spørgsmålstegn ved valgresultatets autenticitet.

I slutningen af november skrev han på Twitter, at han også havde vundet valget på antallet af personlige stemmer - hvis man altså lige fratrak de millioner af mennesker, Trump mente havde stemt ulovligt.

USA's kommende præsident påstår, at han ville have fået flest stemmer, hvis ikke det var for ulovlige stemmer.