Udland

"Alvorlig opstand": Brugt kanyle indledte fængselsoprør

Britisk politi har fredag afværget et truende oprør i et fængsel i Birmingham, efter at flere end 300 indsatte tog del i "en alvorlig opstand".

Opstanden førte til, at fængslet i timevis var delvist lukket. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Et hold af specialstyrker blev sendt ind i fængslet klokken 20.35 lokal tid.

Omkring halvanden time senere var situationen under kontrol ifølge en pressemeddelelse fra landets justitsministerium.

Ingen kom alvorligt til skade

Fængslets personale kom ikke til skade, og kun en enkelt fange måtte behandles på hospitalet efter episoden.

- Det her var en alvorlig situation. Der følger nu en grundig efterforskning, siger justitsminister Elizabeth Truss.

Sikkerhedsfirmaet G4S, der driver fængslet, oplyste fredag aften, at en "urolighed" havde spredt sig fra to fløje i fængslet. Senere måtte firmaet oplyse, at der var opstand i fire fløje.

- Vores hold trak sig tilbage som følge af en urolighed. De lukkede to fløje ned. Et af de nedlukkede områder var det administrative kontor, oplyste direktør i G4S Jerry Petherick ifølge AFP.

Truede sikkerhedsvagt med brugt kanyle

Lokale medier skriver, at situationen spidsede til, da en sikkerhedsvagt blev truet af en indsat med en sprøjte. En anden indsat tog desuden vagtens nøgler.

Fængslet i Birmingham kan huse 1450 indsatte. Det er i Storbritannien kendt som fængslet, hvor den formodede seriemorder Fred West begik selvmord i 1995, mens han afventede sin retssag.

Oprør står ikke alene

Det er tredje gang på to måneder, at der er et mindre oprør i et britisk fængsel.

I november mistede personalet kontrollen med omkring 200 indsatte i et fængsel i Bedford.

I oktober fandt et seks timer langt oprør sted i et fængsel i Lewes i det sydøstlige England.

Det største fængselsforbund i Storbritannien, de fængselsansattes forbund (Poa), mener, at den seneste hændelse skal tjene som "en kraftig advarsel om, at fængselsområdet er i krise", skriver AFP.