”Det er altid russernes skyld!”
Russerne er trætte af at blive beskyldt for at være årsag til alt dårligt. Folk har ”Russofobi”, siger regeringstalsmand.
På billedet ser man en brødebetynget hund kigge op på sin herre. Tydeligvis er der gået et eller andet galt.
Affald ligger spredt på gulvet. Nogen har været i papirkurven og spredt indholdet over hele stuen.
”Det er russernes skyld”, lyder det i form af en taleboble fra den slukørede firbenede.
Nej, billedet er ikke en kommentar til en debat om hundeopdragelse. Anledningen er tragedien i Aleppo, hvor civile i hundredevis blev dræbt af russiske bomber eller brutalt myrdet af Bashad-styrets militser.
Budskabet er, at hvad enten det gælder uvorne hunde eller den brutale krig i Syrien, så har vi i Vesten kun ét svar: Det er russernes skyld!
Instagram-kommentaren fra Tv-værten Vladimir Soloviev er et godt eksempel på, hvordan russerne reagerer på kritik udefra i de her dage: Den bliver kort og godt affærdiget med en henvisning til, at kritikerne lider af ”Russofobi”, altså et indgroet had til alt, hvad der er russisk.
Da præsident Putins talsmand Dmitrij Peskov forleden skulle svare kritikken af Ruslands fremfærd i Syrien, brugte han tiden på at afvise det som ”Russofobi”. For en ordens skyld var interviewet på Kreml-kanalen Russia Today ledsaget af underteksten ”Rygterne om nedslagtning og folkemord er nonsens”.
Set her fra Moskva så er det komplicerede opgør i Syrien i virkeligheden dejligt enkelt. Regeringsstyrkernes og de iranske og libanesiske militsers erobring af Aleppo er i virkeligheden ”befrielse”, som har til hensigt at bringe befolkningen i sikkerhed.
Samtidig kan man i de russiske medier kan man lige nu læse historier med overskrifter som ”Det er nu helt uomtvisteligt, at fortsat voldsudgydelser i Syrien er i Washingtons interesse”. Russia Today har også bragte en beretning, som forsøger at miskreditere de frivillige hjælpere, de såkaldte ”Hvide Hjelme”: ”Når kameraerne er væk, lader de mennesker blive liggende under murbrokkerne”, hedder det eksempelvis.
Vestens dobbeltmoral
Ifølge den officielle forklaring, så er den russiske indblanding i den syriske borgerkrig blot en forlængelse af den af vesten udråbte krig mod terror. Modstanderne af Bashar Al-Assads brutale styre bliver over en kam betegnet som terrorister, der kun har fortjent den behandling, de bliver udsat for.
Den russiske udenrigsminister Lavrov kaldte i sidste uge slaget om Østaleppo for en ”operation, der har til formål at bringe civile i sikkerhed”. På Russisk TV kunne man i mandags se jublende Assad-tilhængere i Aleppos gader, afløst af billeder af russiske soldater, der delte mad og drikkevarer ud til indbyggerne.
Den vestlige kritik af de store civile tab i forbindelse med bomberegnen bliver derimod afvist som grundløs og i virkeligheden dobbeltmoralsk.
”Husk hvilket generalieblad, Deres land har, før de begynder at udtale Dem fra en position af moralsk overlegenhed”, formanede den russiske repræsentant ved FN’s Sikkerhedsråd Vitalij Tjurkin forleden, efter at hans amerikanske kollega havde spurgt, om han da ikke havde skam i livet.
Tjurkins underforståede pointe var, at når nu har amerikanerne stået bag invasionen af Afghanistan og i Irak og luftkrigen i Libyen, så har de ikke noget at bebrejde russerne.
Nej til regimeskift
Netop ønsket om at undgå en situation som i Libyen er en af de vigtigste forklaringer på, hvorfor Vladimir Putin for knap halvandet års tid siden besluttede at bakke Assad-styret op militært.
For ifølge russerne, så misbrugte europæerne og amerikanerne en FN-resolution om at beskytte civilbefolkningen til at vælte den libyske diktator Moamar Gaddafi.
Moskva ønsker ikke noget vestligt-iscenesat ”regimeskift” i Syrien, hvor Assad-styret længe har været en af Ruslands faste klienter. Takket være de russiske bombefly og militær støtte på landjorden, så har Vladimir Putin nu fået sat sit grundige aftryk på Syrien og gjort sig selv helt uomgængelig, når landets fremtid skal forhandles.
Han har brudt den diplomatiske isolation, Vesten havde forsøgt sig med efter Krim-annekteringen, og han har fået udstillet USA og Europas afmagt. Og ikke mindst har han fået nedkæmpet oprørernes højborg i Aleppo.
Så set her fra Moskva har det russiske militær ført en ”helteagtig” krig. Men selvfølgelig lyder der kritik fra Vesten. Hvad andet kunne man forvente? Det er lige som med hunden og papirkurven. Melodien er altid den samme: Det er russernes skyld!