Udland

USA i kæmpe skænderi med Rusland om rædslerne i Aleppo: - Skammer I jer ikke?

Der blev ikke lagt fingre imellem, da FN’s sikkerhedsråd i går var hasteindkaldt vedrørende situationen i Aleppo.

Både USA og Rusland havde lagt de diplomatiske vendinger på hylden, da situationen i Aleppo i går var på dagsordenen i FN’s sikkerhedsråd. I stedet blev der sendt verbale hug afsted fra begge sider.

Amerikanerne tordnede mod russerne og deres allierede Syrien og Iran, der beskyldes for at slå civile ihjel i kampene i Aleppo.

- Tre lande, der er medlemmer af FN, lægger løkken om halsene på civile, sagde USA’s FN-ambassadør Samantha Power.

Russerne har sammen med det syriske Assad-styre og iranske militser taget kontrollen med næsten hele Aleppo og drevet oprørene ud af stort set alle områder i storbyen.

- I burde skamme jer. I stedet lader det til, at det opildner jer. I planlægger jeres næste angreb. Er I slet ikke i stand til at skamme jer, sagde USA’s FN-ambassadør Samantha Power.

Russerne ville dog ikke finde sig i amerikanernes beskyldninger.

- Jeg forundres over den amerikanske FN-ambassadørs udtalelse. Hun lyder, som om hun er Moder Teresa. Husk nu, hvilket land du repræsenterer. Husk, hvad dit eget land har gjort i tidens løb, lød det fra den russiske FN-ambassadør Vitalij Churkin.

Ifølge russeren skal amerikanerne ikke gøre sig til dommere over Ruslands udenrigspolitik.

- Du får det til at lyde, som om I er andre moralske overlegne. Hvem der er skyld i hvad, er op til Gud og historien at afgøre, sagde Vitalij Churkin.

Hun lyder, som om hun er Moder Teresa."

Ruslands FN-ambassadør Vitalij Churkin om sin amerikanske kollega.

Under selve mødet i FN’s sikkerhedsråd hævdede den russiske FN-ambassadør, at offensiven mod Aleppo nu var slut.

Siden kom det frem, at der var lavet en aftale om en evakuering fra byen af både oprørere og civile. Her til middag var der dog meldinger om, at angrebene mod Aleppo var genoptaget.